Rusland for disse Staters Udenrigspolitik. I de indre Forhold giennemførtes det af Nikolaus's For- gjænger indførte Spionerings- og Tvangssystem til den yderste Grændse, og enhver Frihedsytring undertryktes med ubøielig Strenghed. Baa samme Tib gjordes alt muligt for at fammenimelte den nensartede Befolkning og rusfificere Beboerne af de erobrede Landsdele. Bolen, som 1830 forsøgte at reise en Opstand for at affafte Tyranniet, blev berøvet fin Forfatning og indlemmet i Riget som russist Provins. Med Østerrige og Preussen knyttedes politiste Forbindelser, og Ungarns Opstand mod Østerrige 1848 bæmpedes væsentlig ved russiske Baaben. Til Bestmagterne stod Nikolaus derimod i et spendt Forhold, fornemmelig af den Grund, at Ruslands og deres Interesser i Orienten krydsede hverandre. Allerede længe havde de russiske Stats- mænd pønset paa at bemægtige fig hele Balfan- halvøen, og Tyrkiets stedse tiltagende Afmagt syntes at begunstige deres Planer. For at naa fit Maal benyttede Rusland enhver Leilighed til at blande sig i Tyrfiets indre Anliggender og øvede paa dettes Styrelse et utaaleligt Pres, som tilsidst førte til, at Sultanen 1853 erklærede Rus land Krig (se Art. Krimfrigen). Frankrige og England, som ikke rolig funde se paa, at Rusland ved at knuse Tyrkiet blev den dominerende Magt i Europa, blandede sig i Sagen og satte derved en Stopper for Nikolaus's Planer. Denne døde før Krigens Slutning (1855), og hans Søn og Eftermand Alexander den anden blev nødt til at slutte Fred paa de Betingelser, Vestmagterne forestrev, blandt hvilke kan nævnes, at Rusland maatte opgive fin Høihedsret over Donaufyrsten- dømmerne. Alexanders Regjering indtager en fremstaaende Plads i Ruslands Historie paa Grund af de betydningsfulde Reformer, som indførtes i den indre Forvaltning. De russiske Bonder havde indtil da været Livegne, men ved en Ufas (For ordning) af 1863 blev Livegenskabet (f. b.) op- hævet, hvorved over 20 Millioner Mennester op- naaede almindelige Menneskerettigheder. Desuden indførtes en humanere Retspleie, den frygtelige Biffeftraf (Knut) afskaffedes, og Tusender, som under de foregaaende Regenter var blevne forviste til Sibirien, ofte uden Lov og Dom, blev fri givne, faasnart det ikke kunde bevises, at de havde gjort sig fyldige i nogen Forbrydelse. Desuden førgedes der for et forbedret Kommunikationsvæsen bl. a. ved Paabegyndelsen af et udstraft Jernbane- net. Presse- og Næringsfriheden udvidedes og flere andre gavnlige Foranstaltninger til Landets Op- tomst blev trufne. Men dette tilfredsstillede ikke Befolkningen; man vilde ogsaa have en fri For- fatning. Bressefriheden bidrog i høi Grad til, at Ideerne om Konstitution og repræsentativ Styrelse udbredtes og fandt Tilslutning blandt alle Klasser af Nationen. Nihilisterne (s. Art. Nihil) paa fin Side gjorde alt muligt for at pufte til misnøien med det bestaaende. Bevægelsen tiltog efterhvert. Derhos udbrød 1863 i de polffe Guvernementer en farlig Opftand, fom imidlertid fuedes med Streng hed. Forholdet til det øvrige Europa var under Alexanders 26aarige Regjering gjennemgaaende ven- ftabeligt; Ruslands Erobringsplaner overfor Thr- fiet fyntes at være opgivne, og dette bidrog i høi Grad til at berolige Bestmagterne. Derimod gjordes flere tildels vigtige Erobringer i Asien. Saaledes 935 Rusland afftod Kina 1858 bele Amurlandet, 1859 blev Esherkesserne undertvungne og deres tapre Scheif Schamyl tagen tilfange, hvorved hele Kaukasus- landet indlemmedes i Rusland. 1864-66 blev Khotand og Bokhara tvungne til at underkaste fig de russiske Vaaben, og Maret efter erhvervedes Mingrelien. Nogle Aar senere blev Khiva af hængig af Rusland, hvis Indflydelse stadig for- øgedes i Mellemaften. Under den fransk-tyske Krig 1870 forlangte de russiske Statsmænd en Revision af de ved Fredsslutningen i Paris vedtagne Be- stemmelser, og de øvrige Stormagter, som under det daværende Røre for enhver pris vilde for- hindre Krigstuen fra at udbrede sig videre, gav efter for Ruslands Forlangende om Ophævelsen af det Sorte Havs Neutralisering. At Serbien og Montenegro 1876 erklærede Tyrkiet Krig, skyldtes efter al Sandsynlighed russist Paavirkning; ial- fald benyttede Rusland Anledningen til at blande sig i Sagen, og da Tyrkiet iffe i et og alt vilde rette sig efter Seiser Alexanders Duster, erklærede han Marts 1877 Tyrkiet Krig. De russiske Vaa- ben var heldige, og i Februar 1878 blev Tyrkiet nødt til at slutte Fred i San Stefano omtrent paa de Vilkaar, Rusland opstillede. Men nu lagde de øvrige Stormagter sig imellem, og en Kongres, bestaaende af Delegerede fra de interesserede Sta- ter, traadte i Juni 1878 sammen i Berlin. Paa denne protesteredes der, især fra engelsk Side, mod flere af Bestemmelserne i San Stefanotraktaten, og da den engelske Førsteminister Lord Beacons field, som var en af fit Lands Delegerede paa Kongressen, for Alvor ruftede sig til krig, ifald Forhandlingerne iffe stulde føre til noget, faa Rusland sig nødt til at give efter i flere vig- tige Punkter. Alligevel erholdt det endel Land- udvidelse i Armenien samt af Rumænien en Del af Dobrudscha. Urolighederne i det Indre vorede imidlertid mere og mere under Alexanders Regie- ring Hans stadige Vægring ved at give Landet en Forfatning gav Nibilifterne et velkomment Agita- tionsmiddel, og den Strenghed, hvormed Opvig- lerne straffedes, naar Myndighederne fik fat i dem, tjente fun til at gyde Olie i Jlden. Nihilisterne havde Tilhængere blandt alle Samfundsklasser og i alle Livsstillinger, og deres Oprørsskrifter ud- bredtes udover Landet i Masser trods Politiets Aarvaagenhed. Jo strengere Myndighederne git frem mod Nihilisterne, jo hensynsløsere blev disse i Balget af Midlerne til Opnaaelsen af sit For- maal, og tilslut blev det almindeligt, at de søgte at rydde sine Modstandere afveien ved Snigmord og Dynamit. Flere af Ordenens Haandhævere faldt efterhaanden som Offere for Nihilisternes Hevn, og den samme Skjebne rammede ogsaa Keiser Alexander selv, idet han 13de Marts 1881 under en Kjøretur i en af Petersburgs mest befærdede Gader blev dødelig saaret af en Bombe, som en af Nihilisternes Snigmordere fastede mod ham, og opgav Aanden faa Minuter efter. Ved hans Død kom hans Søn Alexander den tredie. paa Tronen. Hans første Regjeringshandling var at straffe de Sammensvorne, som havde berøvet hans Fader Livet, og flere af Deltagerne i Steiser- mordet blev henrettede. Nihilisterne eftersporedes med fornyet Iver over hele Riget, deres Forsam lingssteder, Trykkerier og Skrifter opdagedes paa de mest utænkelige Steder, og Tusender af dem,
