Romersk-katholste Kirke 912 dedes for Alvor, at Begrebet romersk-fatholit blev det betegnende for sidstnævnte. Forinden havde der i flere Aarhundreder herffet Solid mel- lem den græst-psterlandske og den romersk-vester- landske Kirke om visse Læresætninger og om For ftaaelsen af visse Skriftsteder; især ivrede Biffo- perne i Konstantinopel mod Læren om, at Biskopen i Rom stulde ansees som staaende over alle andre Prælater, og dette førte 1053 til et fuldstændigt Brud ved at Bave Leo den niendes Legater erllæ. rede den østerlandske kirke for erfommuniceret. Dette Schisma havde for de to Kirkesamfund høift forskjellige Følger. Medens den græst-pster- landste eller, som den fra den Tid kaldtes, græft fatholffe Kirke efterhaanden stivnede ind i et intet figende Formvæsen, tilegnede den romerft-vester- landffe eller romerst-fatholife sig lidt efter lidt ent uhyre Magt, saa at dens Billie og Lære blev den bestemmende i næsten alle Livets Forhold. Den romerft-fatholste Geistlighed udgjorde en fælles Enhed, som Lægfoltet oplærtes til at fe op til som noget høiere, og dens Paabud og Forordninger respekteredes næsten som guddommelige Befalinger. Flere af Paverne, deriblandt Gregor den store og Gregor den syvende, bidrog i høi Grad til at hæve Geistlighedens Anseelse og bringe den i en afsondret og færegen Stilling ligeoverfor Lægfolket. Men samtidig tilrev Kirken fig ogsaa en uhyre Magt over Menighederne og indsnørede Folket efterhaanden i en Trællestand, hvor al selvstændig Forskning var ftrafbar, faasnart den i fjerneste Maade fired mod hvad Kirken lærte. Efterhaanden indsneg der sig flere grove Misbrug i den romerffe Kirke, og dens Lære blev en forvirret Blanding af Guds Ord og Mennestepaabud. Mange af de oprigtige Kristne faa dette og forsøgte at paatale det og fremholde Nødvendigheden af en Reformation inden Kirken, men deres Optræden havde kun til Følge, at de blev forfulgte og straffede som Kjættere, ja Afvigelse fra Kirkens Lære og Forskrifter bragte oftere Vedkommende paa Baalet, faafremt han iffe tilbagekaldte eller underkastede sig en ydmygende Bod. Frygten for Kjætterbaalene og Geistlighedens Forfølgelser bragte i længere Tid enhver, som fif Dinene op for det inden Kirken drevne Uvæsen, til Taushed, indtil det aandelige Tyranni tilsidst blev saa tungt, at det iffe længere funde taales. Mænd jom Bicles, Huss, Luther og Zwingli fremstod og blottede uden Staansel Kirkens Brøst, og om end enfelte af dem maatte bøde med Livet for fin Op- træden, trængte dog Sandheden igjennem, og Mil- lioner fit Zinene op for, at det, som den romersk- fatholffe Kirke lærte, i mange og væsentlige Ting afveg fra den Hellige Skrift. Den romerste Bistops og mange Geistliges Modstand mod Sandheden bevirkede, at Reformationen iffe blev en Refor mation inden den romerske Kirke, men en Ud- træden i massevis, idet der dannede sig selvstæn- dige Kirkesamfund ved siden af den gamle Kirke. Dennes Forsøg paa med Magt at gjenvinde fin tidligere Indflydelse mislykkedes, og den maatte finde sig i, at de protestantiste Kirkesamfund op. naaede Ligeberettigelse med den. Reformationen havde imidlertid den Følge for Nomerkirken selv, at nogle af de værste og mest ipinefaldende Mis- brug afskaffedes. Den fit derhos en mægtig Alli- eret i Jesuiterne (f. d.), hvis energiste Birksom- hed det vistnok for en væsentlig Del styldes, at Romersk Sprog og Literatur Frafaldet iffe blev endnu større. I de sidste Aar- hundreder har den romersk-katholste Kirke drevet en udstrakt Missionsvirksomhed saavel blandt Hed- ningerne og de iffekristne Religionssamfund som i de protestantiske Lande, og Antallet af dens Be- fjendere anflaaes for Tiden til 180 Millioner. - Nomerst Sprog og Literatur. Romernes Sprog var det faafaldte latinste, der oprinde- lig taltes i Latium og var en med de øvrige italiste Dialetter beslægtet Gren af den indoger maniske Sprogstamme. Ved Literaturens Frem træden i Midten af det 3die Aarh. f. Kr. begyndte den Udvikling og videnskabelige Ordning af Spro- get, som fiden gjennem Digte og Veltalenheds. funft bragtes til den høieste Fuldkommenhed. Og med Romernes Erobringer og deres Indførelse i Provinserne af romerske Statsstifte og Kultur udvidedes efterhaanden Sprogets Grændser til hele Italiens. Dog stjelnedes der mellem Hovedsta dens mere udviklede Sprog og det mindre fulti- verede i Provinserne. Fra det 2det Aarh. e. Kr. begyndte imidlertid Provinssprogets Nydannelser, blandet med Græcismer, hurtigt at fortrænge det flassiske Sprog, og ved det 6te Aarh. var dette gaaet faa fuldstændig over i Folkesproget, at den rene Latin allerede dengang iffe mere var et levende Sprog. Af dette nye fremgik senere de romanske Sprog, medens det klassiske latinske Sprog blev Gjenstand for videnskabeligt Studium. Dog vedblev Latinen endnu længe at være Skrift- sprog, idet nemlig Middelalderens Theologer og Retslærde med det som Grundlag dannede det saakaldte Munkelatin, hvori germaniste, teltiste og romanste Elementer spillede en fremtrædende Rolle. Indtil det 17de Aarh. var Latinen diplomatist Sprog. - Sprog. Før den skrevne Literatur fremstod, eiede Romerne fun i fine Atellaner (enflags Komedier) og Fescennier (f. d.) en national Boeft. Denne fom dog iffe til nogen Udvikling, da Lite- raturen ved fin Fremkomst i det 3die Aarh. f. Kr. fun var direkte Oversættelser eller Efterligning af græsfe Digterverker. Den romerfte Literaturs første Periode regnes fra ca. 240 f. Kr. til Ciceros Op- træden. Dette Tidsafsnits fornemste Forfattere var: Liv. Andronicus, C. Naevius og . En- nius (d. 169 f. Kr.) den romerske Kunstdigtnings Fader". Disse forfattede faavel Tragedier som Komedier, hovedsagelig efter græffe Forbilleder. Periodens største Tragediedigtere var: M. Pacu- bins (ca. 218 f. Kr.) og 2. Accius (170 f. Kr.), og Komediedigtere: Plautus (d. 184 f. Kr.), Terentius (185-159) og Afrianus (d. 150), som behandlede mere nationale Emner. Som Repræ sentant for den gamle nationale Satire optraabte Lucilius (d. 102 f. Kr.) med stort held. Til denne Tids betydeligste Brosaister hører Historie- skriverne Fabins Pictor og den ældre Cato, hvis origines indtager en høi Rang i den romerske Literatur. Den romerske Literature anden Peri- ode, ogsaa kaldet dens Guldalder, begynder med Ciceros Virksomhed og gaar til ca. 14 e. Str. Under denne naar Sprogets Anvendelse sin Ud- viflings Høidepunkt, det er klart, velflingende og afrundet i Sætningsbygningen. Cicero bragte Prosaen til Fuldkommenhed, Birgil og Horats Poefien. Periodens betydeligste Historieskrivere var Livius, Cæfar og Sallust; dens største Digtere var, foruden de før nævnte, Lufretius, Tibullus, Ovidius
