Romerretten med til de Landsdele, som Harald haarfagre arvede efter fin Fader, og udgjorde tilligemed de om- liggende Landsdele Kjernen af det østenfjeldske Norge. Romerretten er baade ved fit Indhold og fin historiste Betydning mærkeligere end noget andet Folts Ret. Som dens Grundlag maa au sees de 12 Tavlers Love (omtr. 450 f. Kr.), idet disse, der hovedsagelig hvilede paa ældre Sæd vaneret, med fine forte og fyndige Satser om fattede en væsentlig Del af det hele Retsomraade. Navnlig var de 12 Tavlers Love ligefrem det Grundlag, hvorpaa den saakaldte jus civile (Civil ret, f. d.) udviklede sig gjennem Retspraxis samt de i Republikens Tid af Follet i Komitierne (1. d.) vedtagne Love (leges, plebiscita). Ved siden heraf udviklede fig imidlertid en international Ret (jus gentium, som dog ikke maa forvegles med den nu jaafaldte jus gentium eller Folferet). Denne internationale Ret bestod egentlig af alle de fælles Retssætninger, som Romerne gjenfandt hos de mange forskjellige Folkeslag, hvormed de under Romerstatens Udvidelse kom i Berørelse. Den antoges derfor at bero paa selve den menneskelige Natur og benævnedes derfor ofte ogsaa jus natu- rale (Naturret). Dens Sætninger optoges i stor Udstrækning saavel i Retspraxis fom i Øvrigheds- personernes, navnlig Prætorernes, Kundgiørelser (edieta) om, hvilke Regler de agtebe at følge i fin Embedstid (ifr. Art. Edikt), og havde derigjennem overordentlig Indflydelse paa Romerrettens Ud- vifling, saaledes at denne, som oprindelig havde været stiv og meget formalistist, efterhaanden blev langt smidigere og mere afpasset efter de for- fjellige Forhold. I Keisertiden gik Lovgivnings- magten først, under Tiberius, over fra Folket til Senatet (Lovene faldtes derfor i dette Tidsrum sædvanlig senatusconsulta), senere fra Senatet igjen over til Reiseren. I dette sidste Tidsrum benævnedes Lovene med et Fællesnavn constitu- tiones; ved Siden heraf benyttedes Benævnelserne edicta og mandata om almindelige og epistolae, rescripta og decreta om specielle, egentlig fun for det enkelte Tilfælde gjeldende Bestemmelser. Medens Lovgivningen efterhaanden tom til at spille en større Rolle i Udviklingen, tabte samtidig Prætorernes Edikter mere og mere sin Betydning i denne Retning, indtil endelig Keiser Hadrian lod foretage en Revision og Ordning af alle hidtil ud- færdigede Edikter og den nye Redaktion ved Lov fastslaa som stedsegjeldende (edictum perpetuum). Den største Betydning for Retsudviklingen i denne den romerske Rets Glansperiode (2det og 3die Aarh. e. Kr.) havde derimod Videnskaben. Der opstod en Rætte fremragende Retslærde, navnlig Labeo, Sal- vius Julianus, Ulpian, Paulus og, den mest an fete af alle, Papinian. Disse virkede dels gjennem Strifter, dels som Lærere, dels endelig ogsaa ved at afgive Betænkninger i Retsspørgsmaal. Navnlig fit denne sidste Virksomhed en særlig Betydning deri- gjennem, at Keiserne udtrykkelig tillagde enkelte Jurister den saakaldte jus respondendi. Hadrian blev det bestemt, at naar alle Retslærde, som havde denne Forret, var enige, stulde Dom stolene derved være bundne, senere endog, at alle rede Flertallets Mening sfulde være bindende. Mod Slutningen af det vestromerffe Riges Be- staaen indeholdtes den hele gjeldende Net saaledes Under 911 Romersk-katholske Kirke dels i de keiserlige Forordninger (der nu faldtes leges), dels i de Retslærdes Strifter (jus). For delvis at afhjelpe Trangen til en Oversigt over denne overordentlige Masse paa forstjellige Steder adspredte Netsbestemmelser fremkom der først to Privatsamlinger af feiferlige Forordninger (codex Gregorianus og codex Hermogenianus) og der- næst en lignende officiel Samling, som fundgjordes 438 baade i det øst- og det vestromerste Rige (codex Theodosianu-). Endelig blev disse Samlinger i det østromerffe Rige omfring 530 afløfte af de af Keiser Justinian navnlig ved hjelp af Juristen Tribonian istandbragte Samlinger af hele den gjeldende Ret, saavel leges som jus (Institutio nerne, Pandekterne og Coder, senere tilligemed de af Justinian efter 534 udfærdigede nye Love, de saakaldte Noveller, sammenfattede under Benav- neffen Corpus juris civilis, f. d.). Hermed er den egentlige romerske Retshistorie tilende. Vist- not vedblev Romerretten endnu at gjelde i det byzantinske Reiferrige indtil dettes Ündergang, men i en stedse mere fortrøblet Stiftelse. Derimod affatte Romerretten i Vesten endnu et par kraf- tigere Stud. Den vedblev nemlig trods Germa nernes Indtrængen at gjelde for de der bosatte Nomere, og i Begyndelsen af det 6te Aarh. sam- ledes dens Bestemmelser i flere germaniste Stater i Lovbøger (saaledes edictum Theodorici, ud- færdiget af Theodorik den store Aar 500 for det østgotiste Rige og undtagelsesvis gjeldende saavel for Goter som for Romere, endvidere det saakaldte breviarium Alaricianum eller lex Romana Visi- gothorum af Aar 506 i det vestgotiste Rige, i Sydfrankrige og Spanien. Det mere indgaaende Kjendskab til Romerretten gif derimod stadig til- bage, indtil Studiet af den omkring 1100 gjen vaktes i Bologna af Irnerius og en Raffe andre Retslærde (de saakaldte Glossatorer). Senere ud- bredte Romerretsstudiet sig til fast hele det civili- serede Europa, navnlig Frankrige og Tyskland. I det sidste Land fit Romerretten, tildels som Følge af, at de tyske Konger betragtede sig som de romerfte Keiferes Efterfølgere, efterhaanden Gyldighed som fubfidiær Ret. Og overhovedet fif Romerretten gjennem den videnskabelige Behandling, som blev den tildel fast i alle Lande en gjennemgribende Indflydelse baade paa Retspraxis og Lovgivning. I de nordiske Riger har denne Judflydelse dog været mindre end i de fleste andre Lande. Deri mod fan Romerrettens Betydning for Rettens videnskabelige Behandling og Retsbegrebernes Ud. vikling i det hele iffe vurderes høit not. Den Nomersk-katholske Kirke eller romerske Kirke faldes den Del af den kristne Kirke, der betragter Baven i Rom som Kirkens synlige Over- hoved og Kristi Statholder paa Jorden. stiller sig fra den graft-katholste Kirke fornemme- lig ved den Lære, at den Myndighed, som Kristus overdrog Apostelen Peter, der ifølge et af Histo- rien ubekræftet Sagn var den første Biskop i Nom, er gaaet i Arv til hans Efterfølgere paa den ro merste Bispestol, d. e. Paverne, som derfor med apoftolist Myndighed styrer Kirkens Udvikling og fastsætter dens Dogmer. Betegnelsen fathelst, d. e. almindelig, tillagdes den fristne Kirke allerede i Begyndelen af det 2det Aarh., men det var først i Midten af det 11te Aarh., da Adskillelsen mellem den østerlandske og den vesterlandske Kirke fuldbyr-
