det romerske Riges Historie 909 Under Rom og Octavianus (31 f. Str. til 14 e. Kr.), der fif Til- navnet Angustus (den ærværdige"), tilegnede sig efterhaanden al Magt i Staten ved at forene alle de høieste Embeder i sin Person. Han tog sig med Iver af Folkets Tarv, gjenoprettede Ro og Orden i det Indre og udvidede Romerrigets Grand- fer til at omfatte næsten hele Datidens civiliserede Verden. Kun mod Germanerne var Romerne uheldige. Efter Varus's Nederlag i Teutoburger- sloven, blev Rhinen atter Romerrigets Grændse mod Nord. Hans Efterfølger Tiberius (14-37) var en haard, men dygtig Regent, som sørgede meget for den retfærdige Styrelse af Provinserne. Efter ham fulgte Caligula (37-41), som var raa og grusom, men blev snart myrdet. Claudius (41-54) forbedredes Tilstanden i Rom, og nye Provinser erobredes for Staten. Nero (54-68) hengav sig til de mest toileløse lld. svævelser og udsugede i sine sidste Aar hele Riget for at tilfredsstille fine Luner. Under hans Re- gjering ødelagdes Størstedelen af Rom ved en 3ldebrand, som han sagdes at have foraarfaget. De Kristne, som allerede dengang var begyndt at udbrede sig i Rom, fit Skylden derfor og for fulgtes paa det grusomste. Tilsidst maatte Nero Tilsidst maatte Nero flygte fra Nom og dræbte sig selv, efterat alle havde forladt ham og var gaaede over til Galba, fom af Senatet var bleven hyldet som Keiser. Med Nero nddøde Augustus's Familie. Galba, Otto og Bitellius regierede tilsammen fun et Aar, idet de fjæmpede indbyrdes om Magten; Vitellins ødelagde Millioner ved sit posle og ud- svævende Liv. 69 udraabtes Vespasian til Reiser. Han regjerede 10 Mar med Dygtighed, gjenoprettede No og Orden, lod opføre Pragtbygninger, indtog Jerufalem 70 e. Kr. og lod fuldende Britanniens Erobring. Hans Søn Titus (79-81) udmærkede fig ved storartet Gavmildhed. I Domitian (81-96) fif Riget atter en grusom og despotist Hersker, der tilsidst blev dræbt af fine nærmeste Slægtninge. 96 fom Nerva paa Tronen og re- gierede med Mildhed til fin Død 98. Hans Efter- mand Trajan, en Spanier, førte Regjeringen med stor Dygtighed. Handel, Kunst og Biden- stab blomstrede frem, og Rom forskjønnedes ved mange Pragtbygninger. Han gjorde Dacien til Provins og overvandt Partherne. Hadrian (117-138) fortsatte Trajans Virksomhed som Videnskabernes og Kunstens Beskytter. Men for nemmelig tog han sig af Provinsernes Opkomst. Han efterfulgtes af den milde Antoninus Pius (138-161), der betydelig forbedrede Lovene og be- flyttede Slaver og Kristne. Marcus Aurelius Antoninus Philosophus (161-180) var en adel og dygtig Regent. Paa hans Tid begyndte flere barbariste Folkeslag fra Norden at oversvømme Riget. Under Kampen mod Markomannerne døde han, og fun faa af de Keisere, som kom efter ham, formaaede en fort Tid at stanse Rigets be gyndende Opløsning. Markus Aurelius efterfulg- tes af Commodus (180-192), hvis grusomme Regjering fremkaldte en Sammensværgelse mod hans Liv. Tronens Besættelse kom nu i Soldater nes Hænder. Disse valgte Severus (193-211), der regjerede voldsomt, men var en dygtig Kriger og forstandig Lovgiver. Hans Søn Caracalla (211-217) anrettede frygtelige Blodbad blandt de høierestaaende Embedsmænd i Rom og i Provinserne. Roman Og da han endelig blev dræbt, efterfulgtes han af Elagabal (218-222), hvis overdaadige og laste- fulde Levnet gif over alle Grændser. Ogsaa denne Regent blev myrdet, og efter ham fulgte nu en Række verlende Keisere, der snart valgtes af Se- natet, snart af Soldaterne. Hele Rigets Styrelse fom i det sørgeligste Forfald, Medfeifere og Mod- feifere fremstod og styrtedes efter nogle Ugers Regie- ring; fun en fjelden Gang fit Riget en nogenlunde dygtig og kraftig Herster. 260-70 opstod der i næsten alle Provinser Modkeisere (,,de 30 Tyran- ners Tid"). Først under Konstantinus den store, der var Eneherster 324-37, gienoprettebes Roligheden, Rigets Administration blev ordnet, Grændserne fikredes og Soldaterherredømmet knæk- fedes. Under ham blev Byzanz Rigets Hovedstad og Kristendommen anerkjendt Religion (325). Han efterfulgtes af fine Sønner Konstantin den anden, Konstantius og Konstans. Julian (den fra- faldne) (360-363) forsøgte uden held at gjen- indføre Hedenskabet. Hans Eftermand Jovia- nns (363-64) gjengav Kristendommen dens Ret- tigheder. Af de senere Steifere var Theodosius den store den kraftigste og dygtigste; under ham blev Kristendommen den herskende Religion. Han forsvarede med Held Riget mod de Horber af Hunner og Goter, som ca. 370 begyndte at gjøre Indfald i Romerriget. Bed_fin Død 395 delte han Riget mellem fine Sønner Arkadius og Honorius, og derefter blev det for stedse delt i det østlige og det vestlige Reiserdømme. Under Ho. norius blev Rom erobret og plyndret af Best- goterne under Alarit (410). Og under Valen- tianus den tredies Regiering (423-455) tabtes Afrika og Britannien. Atter 456 plyndredes Rom, dennegang af Vandalerne. Efterhaanden opløftes det vestlige Rige mere og mere under de efter- følgende udygtige Regenter. Og da Heruleren Odoaker tilsidst styrtede den sidste Keiser Romulus Augustus og lod sig selv udraabe til Konge af Italien, gif Riget under (476). En Rest af det romerfte Herredømme bevaredes i Gallien, under Syagrins, indtil 486. Karl den store fornyede det vestromerste Keiserrige 799, og den tyske Konge Otto den første lod sig 962 af Paven krone til romersk Keiser, medens det østromerste Rige veb- blev at bestaa. Roma locuta est, lat., Rom (d. e. Paven) har talt, d. v. s. Sagen er afgjort. Romagna (udt. Romanja), forhen den nord- østligste Del af Kirkeftaten, begrændset af Adriater- havet, Pofloden, Modena og Apenninerne, ind- befatter nu Provinserne Forli, Ferrara, Ravenna og Bologna og tæller 1,200,000 Jndb. Romagnos (udt. Romanjaafi) Giandomenico, italienſt Filosof og Retslærd, f. 1761, d. 1835 fom Professor paa Korfu, efterat han før havde beklædt Professorater i Retslære i Parma, ai land og Venedig. Blandt hans filosofiske og rets- videnskabelige Strifter er hans Berk om Straffe- rettens Oprindelse af størst Betydning. De Theo- rier, som heri fremstilles om Statens Straffe- ret, fremkaldte ved Verkets Fremkomst en længere videnskabelig Strid. Roman faldes den Prosaform for den fortæl lende Digtning, som er traadt istedenfor det gamle Epos (se Digtekunst). I Modsætning til Novellens enflere Thema, fremstiller Romanen sin Helts Ub-
