Blauter - 795 under det ene eller det andet; flere af dem er endnu omtvistebe, eller rettere, det er gaaet ind i Naturforskernes Bevidsthed, at der overhoved iffe erifterer nogen bestemt Grændse mellem de to Riger, hvori man har delt de organiste Væsener i Modsætning til de uorganiske Ting, der skarpt adffiller sig fra dem. Alle Planter beftaar af Celler (f. d.), mange af de laveststaaende blot af en eneste saadan eller af en enfelt Selleræffe; de fleste, deriblandt alle høierestaaende Planter, inde holder Celler i millionvis. Cellerne, der i Al- mindelighed betragtes som Planternes Elementar- organer, er i Virkeligheden hver for sig afsluttede Individer, hvorfor Planterne egentlig fan betrag- tes som Kolonier af selvstændige Væsener. Celler- nes Vægge beftaar af Cellulose (s. d.) og vorer i Tykkelse ved at der indvendigfra affaættes nye Lag; under denne Proces indvæves ogsaa mange Stof fer, som i kemist Henseende intet har med Cellulose at bestille, i Cellevæggene, saaledes mineralsfe Stoffer, Proteinstoffer, Pigmenter osv. Ældre Celler undergaar hyppig en Proces, hvorved de gaar over til Træ eller Kork og derved forandres faavel i fyfift som i kemist Henseende. Celler, som har undergaaet en saadan Broces, kan danne ganste haarde, tildels endog stenlignende Sub- ftanser, saaledes i Stenfrugternes Kjærnesfaller. De høiere organiserede Planter beftaar af Rod, Stamme (eller Stilt) og Blade; Blomster og Frug ter fan ansees som Organer, der er afledede af Still og Blade. Roden er det Organ, som tjener til at holde Planten fast i Jorden, i hvilken den i større eller mindre Grad forgrener fig. Den er udvendig paa Spidsen forsynet med et Lag af tyrvæggede Parenchymceller, som beskytter den spæde Rodspids mod at lide Stade, idet den trænger sig frem gjennem Jorden. Roden udskyder talrige haarformede Forgreninger, hvis Forretning det er at opsuge opløfte Næringsstoffer af Jorden. Stam- men eller Stilken er en overjordist Forlængelse af Roden og sammensat af Karbundter, gjennem hvilke det af Roden opsugede Næringsstof tiger op til alle Plantens Dele. Der findes imidlertid hos mange Planter ogsaa en underjordisk Still dannelse, Rodstoffen, der kan have Form af en tyk, liggende Stilt, Løg eller Knoller. Stillens Form er stærkt varierende hos de forskjellige Arter af Planter. Hos nogle er den neppe paaviselig, idet Bladene udbreder sig umiddelbart over Jor- den; hos andre er den høiere, dels hul, dels mas fiv, af haardere eller blødere Konsistens og enten énaarig, saaledes, at den, selv om Roden vedvarer i flere Aar, afdør hver høst og til næste Vaar erstattes af en ny (urteagtig), eller fleraarig og da som oftest træet. Hos de Planter, som har en træet Stamme, fan man adstille flere udenom hverandre liggende Lag; inderst kommer en porøs Marv, udenom denne Veden, der aarlig vorer med et nyt, ndenfra afsat Lag, derpaa Basten, som inde holder de Karbundter, gjennem hvilfe Safterne ftiger op, og endelig yderst den mere eller mindre tyffe Bark, som bestaar af Korfmasse og er bestemt til at beskytte de underliggende Dele. Stammen hos de iffe egentlig træagtige Planter, navnlig de énfrøbladede (se nedenfor), er af en væsentlig anden Struktur, idet Beddannelsen iffe er saa fompakt og de saftførende Træbundter er fordelte gjennem den hele Stamme. - Baa Stammen Planter fidder Bladene, der i Modsætning til Rod og Stamme med deres cylinderlignende Form gjerne er flade Blader. Man stjeluer mellem forskjellige Arter af Blade, saaledes Frøbladet (se und. Frø), Rodbladene, der hos enkelte Planter udvikler sig di- rekte fra Rodhalsen, omfring Stiffens nedre Del, og Stilfbladene, som er de, der optræder i størst An- tal, og hvem de egentlige Næringsfunktioner, for- saavidt den overjordiste Del af Planten angaar, paahviler. Disse Blades Hoveddel er Bladpladen; som oftest bestaar de desuden af en længere eller fortere Stilt, hvorved de er fæstede til Stilken, samt undertiden af en Stede, der som en ud. videlse af Stilken omfatter en større eller mindre Del af Stammens Omfang. Bladbladen bestaar af et tæt Cellevæv, der ligger mellem de paa for ffjellig Maade forgrenede Karbundter, som sam mensætter Bladnerverne; den fine ydre Hud har Spalteaabninger, gjennem hvilke de luftformede Næringsstoffer indsuges og de forbrugte Emner udstødes. Forplantningen finder Sted gjennem de afledede Dannelser, der faldes Blomster og Frugter. Blomsterne er en Sammenstilling af modificerede Bladdannelser, hvis Form er yderst forskjellig. Blomstens Hovedbestanddele er Støv blade og Frugtblade; dertil kommer som oftest Kronblade og Bægerblade, som omgiver de først- nævnte og tjener til Beskyttelse for dem. Samt lige Blomsterblade sidder paa en Udvidelse af Blomsterstilkens øvre Ende, der kaldes Frugtbun den. Støvbladene, som i Regelen er af Traad- form, udvikler i fin øvre, udsvulmede Del, Støv- knappen, en Masse smaa Celler, Blomsterstøvet, der spiller samme Rolle hos Planterne som Sæden hos Dyrene. Dette Støv optages gjennem yderst fine Aabninger paa Frugtbladene, de saakaldte Støvveie, og føres gjennem disse til deres underste Del, Frugtknuden, hvor de Eg ligger, der ved Befrugtuingen udvikler sig til Frø. Antallet af Støv og Frugtblade hos de forskjellige Plante arter er yderst forstjelligt; hos mange findes disse to Slags Organer ikke forenede i samme Blomst, ja undertiden endog iffe paa ſamme Plante; Blomsterne eller Planterne faldes da énkjønnede. Naar de i Frugtknuden hvilende Freembryer er blevne befrugtede, udvikler de sig som sagt til Frø. Disse, der er bestemte til Frembringelse af nye Individer af samme Art, har et forskjelligartet Hylle, der sammen med Frøene udgjør Frugten (f. d.). Den her beskrevne Anordning af For- plantningsprocessen gjennem Blomster og Frugter gjelder fun for de saakaldte Blomsterplanters bed- kommende. En lavere staaende Plantegruppe er Sporeplanterne, som ingen paaviselige Blomster eller Frugter har, men hvis Forplantning fore- Planteriget gaar ved enkelte Celler, Sporerne. omfatter et overordentlig stort Antal Arter; for Tiden tæller man omtrent 100,000. Med Hensyn til Inddelingen af denne store Mængde har man Da Blomsterne er fulgt forskjellige Systemer. det vigtigste Organ paa Planterne, har man, lige fiden man begyndte at opstille mere videnskabelig ordnede Plantesystemer, baseret disse paa Blom fternes Bygning. Meft bekjendt og i fin Tid almin- belig benyttet er det Linnéste Plantesystem, der vistnok udmærker sig ved en overordentlig Simpelhed og Overskuelighed, men paa samme Tid er høist vilfaarlig og kunstig sammensat. Det -
