Otto eneste Welfer, som har siddet paa den tysk-romterste Keifertrone. Otto, Konge af Grækenland, f. 1815, d. 1867, Son af Kong Ludvig den første af Baiern, blev 1832 af Stormagterne udset til græst Konge og antoges som saadan af Grækerne; 1833 fom han til Nauplia og overtog 1835 selv Regjeringen, som i Mellemtiden havde været ført af et tyst Regentskab. Han vedblev ogsaa efter at være ble- ven myndig at lade sig lede af fine Landsmænd og, efterat disse var fjernede 1837, af Hoffredsene, hvis Indflydelse gav hans Regjering et ufolkeligt Bræg. 1843 blev han ved en Revolution tvungen til at give Grækenland en ny Forfatning; men han viste sig stadig utilboielig til ærlig at over holde den, og Misupiet med ham blev derfor tilslut saa stort, at han 1862 erklæredes for assat, hvor efter han strap reiste fra Grækenland og senere op holdt sig i Baiern. 714 Ouessant " Otway (udt. Dttuæ), Thomas, engelsk drama tist Digter, f. 1651, d. 1685, studerede i Orford og forsøgte sig derpaa uden Held som Stuespiller. 1675 udgav han Tragedien Alkibiades", som 1676 efterfulgtes af Don Carlos", der opførtes med stort Bifald. Af hans senere Arbeider er Tragedierne „The orphan" og Venice preserved" de bedste. Han skrev ogsaa flere Lystspil, der er vittige, men uanstændige, ligesom ogsaa Digterens Levesæt var høist udsvævende. Dude, se Audh. Dudenaarde, fr. Audenarde, By i den bel- giste Provins Østslandern, ved Fl. Schelde, med 6,000 Jndb., berømt ved det Slag, hvori Prins Eugen og Marlborough 1708 her beseirede Fransk- mændene under Hertugerne af Bourgogne og Vendôme. Dudinot (udt. Udinaa), Charles Nicolas, Her- tug af Reggio, fransk Marstal, f. 1767, d. 1847, Otto af Freising, tysk historifer, Son afsluttede sig med Begeistring til Revolutionen og Markgrev Leopold den fjerde af Østerrige, be- fremtes for den geistlige Stand, studerede i Paris og indtraadte derpaa i et Cistercienserkloster i Bur gund, hvor han blev Abbed; 1137 valgtes han til Bistop af Freising, hvilken Stilling han inde- havde til sin Dod 1158. Han indtager med fin Verdenshistorie (indtil 1156) og fin Fredrik den førstes Historie en ærefuld Blads blandt Middel- alderens tyske Historieskrivere. Otto af Wittelsbach, Filip af Schwabeus Morder, fjæmpede først for Filip mod Keiser Otto den fjerde; men da Filip paa Grund af hans Grusomhed og Naahed negtede at give ham fin Datter tilægte, dræbte han hamı 1208. Otto den fjerde erklærede ham for fredløs, og 1209 blev han dræbt af Marstallen af Pappenheim, og hans Slotte blev nedrevne. Ottokar af Steiermark, en af de ældste, tyste historieskrivere, levede i Statningen af det 13de arh. Han strev en meget værdifuld Rim frønike paa over 83,000 Bers. Ottokar den anden, premysl, Konge af Bohmen, d. 1278, Sen af Wenzel den første, gjorde allerede som ganske ung i Spidsen for en Del af den bohmiste Adel Opstand mod sin Fader og fordrev ham, hvorefter han lod sig selv ud- raabe til Konge. Kort efter udſonede han sig dog igjen med Faderen og satte sig derpaa i Besiddelse af Hertugdømmet Østerrige, hvorefter han ved Giftermaal ogsaa erhvervede Steiermart. Han havde imidlertid mange kampe at bestaa med Ungarerne og Bairerne, inden hans Herredømme var befæstet. 1254-55 gjorde han sammen med de tyske Riddere og Otto af Brandenburg et Kors- tog mod de hedenste Preussere; hverken her eller i Litauen 1267 vandt han synderlige Fordele. 1269 arvede han Kärnten efter Hertug Ulrif. Da han negtede at anerkjende Rudolf af Habsburg som tyst Stonge, fom det til rig med denne, og Ottokar blev 1276 nødt til at tage Bøhmen og Mähren i Len af den tyske Keiserkrone samt afstaa alle sine øvrige Lande. I en fornyet Kamp for at gjenerobre fine Lande faldt hau i et Slag ved March. Han var en stor Hersterpersonlighed, tapper og energisk og derhos virksom for at fremme Kultur og Belstand blandt fine Underſaatter. Ottoman, enflags tyrtist Sofa. Ottomaner, d. 1.1. Osmaner, f. d. under Tyrkiet. avancerede efterhaanden til Divisionsgeneral. 1800 var han Chef for Generalstaben i Italien og fom- manderede 1805 med Udmærkelse et Grenadérkorbs ved Austerlitz. Efter senere at have udmærket fig bl. a. ved Friedland var han under Kongressen i Erfurt Kommandant i denne By, aabnede 1809 Felttoget, slog Østerrigerne ved Bfaffenhofen og var i Mai med ved Indtoget i Wien, blev efter Slaget ved Wagram Marstal og fit 1810 det verv at besætte bolland. 1812 var han en fort Tid Guvernør i Berlin, deltog derpaa i Toget til Rusland og fik det hverv at dække Overgangen over Bereszina. 1813 fiæmpede han med ved Bautzen og Leipzig; 1814 sluttede han sig efter Napoleons Abdikation til Bourbonerne og blev Pair og Statsminister. Da han under de 100 Dage forholdt sig rolig paa fine Godser, fik han ester den anden Restauration flere høie Embeder. 1823 fommanderede han et Arméforps paa Toget mod Spanien, sluttede sig 1830 til Julirevolutio- nen og blev til Belønning Storfansler ved legionen og Guvernør for Jnvalidehoteller. - Haus Son Nicolas Charles Victor Oudi- not, ertug af Reggio, f. 1791, d. 1863, deltog efter 1809 i Keiferdømmets Felttog, blev 1824 Brigadegeneral, fjæmpede dervaa med Ud- mærkelse Algier og avancerede til Generallait- res 1842 blev han Wedlem af Deputeret- tammeret, hvor han hørte til venstre Centrum; 1849 tommanderede han Expeditionen til Kirke- staten og ledede Roms Beleiring, var Medlem af den konstituerende og den lovgivende National forsamling og søgte 1851 at modsætte sig Stats- fupet, hvorfor han senere stod i Unaade hos Na- poleon den tredie. Dudry (ndt. Udri), Jean Baptiste, fransk Dyre- maler, f. 1686, d. 1755, forsøgte sig først som Portræt og Historiemaler, men gif senere over til udelukkende at fremstille Dyr og opnaaede stor Berømmelse for fine Billeder af Hunde, Ræve, Hjorte osv. Til den berømte Pragtudgave af La- fontaines Fabler, som Montevault 1755 foran- staltede, leverede han over 150 Tegninger, der blev stukne i Kobber under Cochins Ledelse. Duessant, en liden udenfor Vestkysten af Bretagne i Frankrige, er beboet af Lodser og Fistere. I dens Nærhed stod 27de Juli 1778 et blodigt Sisslag mellem Englænderne og Fransk-
