Ostindien staar af følgende Landsdele: Præsidentsfabet Ben- galen med Hovedstaden Kalkutta (f. d.), hvor Regjeringens Sæde er, Nordvestprovinserne, Band- schab, Centralprovinserne, Britist Birma, Kommis sariaterne Audh, Assam, Atschmir, Berar, Mysore og Kurg af hvilke de 4 sidstnævnte staar direkte under Generalguvernøren samt Præsidentskaberne Madras og Bombay, hvortil regnes Sind. Disse Præsidentskaber har hver fin Guvernør. I Svid- sen for den hele Styrelse staar Generalguvernøren eller Vicefongen. Den Ceylon har en egen Gu vernør, som er aldeles uafhængig af Vicekongen. De talrige indfødte Fyrster erkjender alle Englands Overhøihed, men deres Afhængighedsforhold er ellers meget forskjelligt; nogle maa følge den en gelske Regjerings Raad i administrative Sager, andre betale Tribut og stille Tropper til den en- gelske Armé. Denne tæller ca. 200,000 Mand, hvoraf ca. 80,000 er engelste Officerer og Menige. Engelskmændene har i overordentlig høi Grad bidraget til Landets og Befolkningens Udvikling ved Anlæg af Jernbaner, Kanaler og deslige Sam. færdselsmidler, ved Udvidelse af Sjøhavnene og Lettelse af disses Tilgiængelighed ved Oprettelsen af Kystfyre, ved at ophjelpe Agerbruget og Fæ driften osv. Desuden har de oprettet tusinder af Almueskoler, Middelstoler og Læreanstalter for Borne. I Kalkutta, Madras og Bombay findes desforuden Universiteter, hvortil saavel Indfødte som Engelskmænd har Adgang. Et ifte ringe An- tal Museer, saasom det indiske og det geologiske, bidrager ogsaa meget til Befolkningens Opdragelse. Historie. Ca. 2000 f. Kr. begyndte de ariske Indere fra det nordvestlige Indien at oversvømme de lavere liggende Lande og undertvang efter haanden Urbeboerue. Af Blandingen mellem Erob. rerne og Urbeboerne er det nuværende Hindujolf fremstaaet. Landet var i hine Tider udstykket i en Mængde Smaastater, hver enkelt under en Rajas (Smaakonges) Styrelse. Af disse stod igjen flere under en Maharaja (Overtonge). Brahma nerne (Presterne) ffrev Lovene og havde stor Ind- flydelse paa Styrelsen. Omkring 600-540 f. Str. blev Buddhismen udbredt. Nogen Kundskab om Indien havdes iffe udenfor Landet før Alexander den stores Fremtrængen til Bendschab (326). Ej. ter dette Felttog begyndte Handelen med Grafen land, dels tilfjøs og dels ved Karavaner. Mange Grækere udvandrede til Indien og nedsatte sig jom Handelsmænd. Det gamle Indiens literære og kunstneriske Glansperiode var under Kong Wikramaditya, med hvis Regjeringstid (57 f. Kr.) den Tidsregning begyndte, som endnu benyttes af Inderne. Forbindelsen med Europa fortsattes og afbrødes først i det 8de Aarh. e. Kr., ved Arabernes Erobring af Perfien og en Del af Indien. Under Muhamedanernes senere Herredømme udryddedes efterhaanden den eiendommelige, nationale Udvik fing. Kun det utilgjengelige Dekan bevarede fin Uafhængighed. Efterat flere muhamedanske Kongeslægter havde regjeret grundedes 1526 Stor- mogulens Rige af Babur, Timurs Sønnesøn. Mogulernes Residensstad var verelvis Delhi og Agra. Imidlertid havde Portugiserne fundet Sjø- veien til Ostindien (1498) og her grundet flere befæstede Handelsstæder, hvorfra de næsten alene i omtrent hundre Aar drev Handelen med Eu- ropa. Men ved Enden af det 16de Aarh. blev 710 Ostindien de fordrevne af Hollænderne og Engelskmændene. Ogsaa Franskmændene havde erhvervet sig Terri- torium og Handelsforbindelser. Og da det oft indiske Stompagni (s. d.) stiftedes 1600, og Eng- lænderne fif Enehandelen, opstod der Uenighed mellem disse og Franskmændene, hvis Krig i Hjemlandene forplantede sig til Ostindien. Bed Freden til Paris 1763 mistede Frankrige Største- delen af hvad det havde erhvervet i Ostindien. 1757 grundfæstedes Englændernes Magt ved Lord Clives Seier ved Blassy over Naboben af Ben- galen, som i længere Tid havde plaget dem med Oprør og Overfald. Paa Grund af hyppige Tronstifter og de derved frembragte anarkiste Til- stande forfaldt efterhaanden Stor-Mogulernes Rige, og en hel Del uafhængige Smaaftater opstod. Af dette Nøre forsøgte Franskmændene at staffe fig Fordel og forbandt sig med Hyder-Ali, Sultanen af Mysore, i den Hensigt at tætte Englændernes Herredømme. Men under Generalguvernøren Warren Hastings energiste Ledelse feirede Eng- lænderne. 1784 stuttedes Fred med Tippo Sahib, Hyder-Alis Son, men under Lord Cornwallis's Regimente fom det atter til krig med Tippo Sahib (1789-92) med det udfald, at denne mistede Størsteparten af sine Besiddelser. Fransk- mændene forsøgte endnu en Gang at ophidse de Indfødte mod England, og flere Fyrster, hvori- blandt Tippo Sahib, sluttede sig til dem. Men Generalguvernøren Wellesley fuede hurtig Op. røret. Tippo Sahib blev dræbt under Stormen paa Seringapatam 1799. Englands Magt vorede efter dette betydelig, og da Maharatterie 1818 var fuldstændig ødelagte, var dets Herredømme over Indien fifret. De eneste uafhængige indiske Fyrster efter dette var Rajaen af Nipal, Emiren af Sindh og Maharajaen af Lahore. 1824 ud brød Krig med Birma. Ved Freden til Jandabo afstod Birma til Englænderne Arrakan og Pro- vinsen Tenasserim paa Bagindiens Syst. 1838 foraarsagede Russernes Intriger Englænderne en Krig med Afghanistan, hvilfen 1842 endte med Englændernes ulyffelige Tilbagetog. 1843 gjor des Sindh til engelsk Provins, efterat Sir Charles Napir havde slaaet Emiren ved Miani. Samme Aar blev Maharajaen af Sindiah under- tvungen. 1844 udnævntes General Hardinge til Generalguvernor. Han fom stray i krig med Sifherne, der længe gjorde tapper Modstand, men tilsidst maatte slutte Fred i Lahore 1846. Ved denne mistede Lahore sin Selvstændighed. Trods dette forbandt de sig 1848 med Muhamedanerne mod Englænderne. Dost-Muhamed og en Del andre Smaafyrster sluttede sig til dem, og snart var Oprøret i fuld Gang. Men Sir Hugh Gough fuede Oproret, dog først efter flere blodige Slag. Bendschab og Veschawur, Sikhernes Land, blev nu indlemmet i det britist-indiske Rige. Fra April til Oftober 1852 havde Englænderne atter rig med Birma. Ved denne mistede dette Land Pro- vinsen Begu, hvorhos Floden Irawaddi aabnedes for Englændernes Handelsflaade. I de nærmest paafølgende Aar udvidedes Englændernes Besid- delser for en stor Del derved, at regjerende Fyrste- huse uddøde, hvorefter Vasalstaterne indlemmedes i det britisk-indiste Rige. 1856 indlemmedes Konge- riget Audh paa Grund af daarlig Styrelse. Loro Dalhousie, som i disse Aar var Generalguvernør,
