Kegle kaldes i Stereometrien et Legeme, som begrændses af et Plan og en Kegleflade; denne sidste er den Flade, som kan tænkes beskreven af en ret Linie, der med sit ene Endepunkt er fast, medens det andet spres rundt langs en Cirkels Periferi. Det faste Punkt, hvorigjennem Linien gaar med sin ene Ende, kaldes Keglens Top, Cirkelen dens Grundflade. En ret Linie fra Toppunktet til Grundfladens Centrum kaldes Keglens Axe, enhver ret Linie fra Toppunktet til et Punkt i Grundfladens Periferi en Sidelinie. — En Kegles Kubikindhold er = Trediedelen af Produktet af dens Grundflade og Høide, (altsaa, naar Grundfladens Radius er = r og Høiden = h, ⅓πr²h). Er Axen perpendikulær paa Grundfladen, kaldes Keglen ret, i modsat Fald skjæv. Den rette Kegle (Rotationskeglen) kan tænkes opstaaet derved, at et retvinklet Triangel dreies rundt om sin ene Kathet; i den er alle Sidelinier lige store. Indholdet af en ret Kegles krumme Overflade er = Grundfladens Omkreds multipliceret med den halve Sidelinie; betegnes den sidstnævnte med s, er altsaa den krumme Overflade = πrs. Den skjæve Kegles Sideflade kan derimod ikke udtrykkes saa simpelt. — Gjennemskjæres en Kegle af et Plan, der er parallelt med Grundfladen, bliver Snittet en Cirkel med Centrum i Keglens Axe. Keglen deles herved i to Dele, af hvilke den, hvori Toppunktet ligger, bliver en ny, mindre Kegle og den anden en retafkortet Kegle. Denne har intet Toppunkt, men en Topflade, hvis Afstand fra Grundfladen er den retafkortede Kegles Høide. Betegnes Høiden med a, Grundfladens og Topfladens Radier henholdsvis med R og r, da er den retafkortede Kegles Kubikindhold = ⅓πa(R² + Rr + r²). Er den oprindelige Kegle ret, kaldes den afkortede en retafkortet ret Kegle. Den retafkortede rette Kegles krumme Sideflade er. naar Sidelinien kaldes s, = πs (R+r). Den retafkortede skjæve Kegles Sideflade kræver en mere indviklet Beregning. — Keglesnit kaldes de krumme Linier, som fremkommer, naar en Kegle skjæres af Planer. Man har 3 forskjellige Slags Keglesnit, der fremkommer eftersom det skjærende Plan er parallelt med to, kun én eller ingen af Keglens Sidelinier; den første Slags kaldes Hyperbel, den anden Parabel og den tredie Ellipse (se disse Art.).
Kehdingen, Landskab i den preussiske Provins Hannover, paa Elbens sydlige Side, 5 Kv.mil stor, med 20,000 Indb. Jordbunden, der bestaar af Marskland, er meget frugtbar, og Befolkningens Hovednæringsvei er Agerbrug og Kvægavl.
Keighley (udt. Kili), By i det engelske Grevskab York, ved Floden Air, med 20,000 Indb. og Bomuldsindustri.
Keil, Ernst, tysḱ Boghandler, f. 1816, grundede 1845 en Forlagsboghandel i Leipzig og udgiver siden 1853 det illustrerede Ugeblad „Die Gartenlaube“, som 1876 udkom i 390,000 Expl.
Keil, Gottfried Theodor Heinrich, tysk Filolog, f. 1822, siden 1869 Professor i Halle, har udgivet den yngre Plinius’s Breve og eu omfattende Samling af de latinske Grammatikcres Arbeider.
Keilhau, Balthazar Mathias, berømt norsk Geolog, f. i Birid 2den Novbr. 1797, d. 1858, blev Student 1816 og var 1821 den første, som tog mineralogisk Examen ved det norske Universitet. Ligeledes var han 1823 den første, som underkastede sig den befalede praktiske Prøve i Bergvidenskaben paa Kongsberg. 1824—25 foretog han paa offentlig Bekostning til sin videre Uddannelse en Reise til Tyskland, Østerrige, Italien, Schweiz og Frankrige og udnævntes efter sin Tilbagekomst 1826 til Lektor i Bergvidenskaben ved det norske Universitet med Forpligtelse til at foretage videnskabelige Reiser i Fædrelandets mindre undersøgte Egne, og han sattes derved istand til efterhaanden at udarbeide det første geologiske Kart over hele Norge foruden det første, med Rette saa berømte Kart over „Kristiania Overgangs-Territorium“ (begge publicerede i hans Verk „Gæa norvegica“. Disse sine energiske Reiser begyndte han 1827 nordfra med en Reise til Finmarken, hvorfra han gjorde en Udflugt til Spitsbergen og Beeren-Eiland; herfra hjembragte han foruden Opdagelsen af Stenkulformationen og „Bergkalken“ bl. a. et Herbarium, hvoriblandt fandtes eu ny Plante, der af C. Sommerfeldt fik Navnet Potentilla Keilhaui, samt en ny Art af Slægten Spirifer, der af Leopold v. Buch opkaldtes efter Finderen som Spirifer Keilhaui. 1828—29 undersøgte han i Ferietiden Nordland og gjorde senere regelmæssig hver Sommer videnskabelige Reiser til forskjellige Egne af Landet, ligesom han en Gang besøgte Normandiet i samme Øiemed. 1833 publicerede han sine epokegjørende Arbeider „Om de skandinaviske Formationers 2den og 3die Svite“ (i Magazin for Naturvidenskab). 1834 udnævntes han til Professor i Mineralogi og blev s. A. Finans-Departementets Konsulent i Bergverkssager, ligesom han 1833 var Medlem af den kgl. Kommission angaaende Kongsberg Sølvverks Drift og 1837 af Kommissionen til Udarbeidelse af en Lov om Bergverksvæsenet. 1827 var han bleven optagen som Medlem af Videnskabsselskabet i Trondhjem og blev senere Medlem af flere lærde Selskaber i Udlandet. Ved Universitetet holdt han Forelæsninger over Mineralogi, Geologi og Gruvedrift, et Par Aar tillige over Metallurgi og Teknologi; Universitetets Samling af Mineralier blev under hans Bestyrelse stærkt udvidet og fortræffelig ordnet. Af hans Skrifter kan anføres den paa Tysk udkomne „Fremstilling af Overgangsformationen i Norge“ (Leipzig 1826) og „Reise i Øst- og Vestfinmarken samt til Beeren-Eiland og Spitsbergen i Aarene 1827 og 1828“ (Kr.ania 1831), flere Afsnit i det af ham m. fl. udgivne Skrift „Gæa norvegica“ (1838—50) samt talrige Afhandlinger i „Magazin for Naturvidenskab“, „Nyt Magazin for Naturvidenstab“, Okens „Isis“ samt flere Blade og Tidsskrifter. Hans Afhandlinger „Reise i Jemtland“ 1833 (Mag. f. Naturv.), „Om Kongsbergs Ertsfeldt og Sølvgange“ 1838, „Om Landjordens Stigning“ 1838, „Reise i Østerdalen“ 1840, „Reise i Lister og Mandals Amt“ 1840 (Nyt Mag. f. Naturv.) røber overalt den geniale Iagttager. Han var en overordentlig flittig og ivrig Videnskabsmand, men havde i flere Hovedstykker en fra den sædvanlige temmelig stærkt afvigende Mening. Han har i Modsætning til de to paa hans Tid mest bekjendte geologiske Theorier, Neptunismen og Vulkanismen, søgt at hevde en tredie Dannelsesmaade af de vigtigste Bergarter, nemlig ved Transmutation i den Forstand, at han antog Granit og Syenit fremgaaet ved visse
