Norge 656 var ganske godt forsynede saavel med Forraad som med Besætning. Efterat Kristian Fredrik faaledes var bleven Regent, begyndte han at for- berede Sammenfaldelsen af den Rigsforsamling, som efter Aftalen paa Eidsvold stulde samment træde for at bestemme over Landets fremtidige Stjebne. Han udsendte en Næffe Proffamationer til flere høiere Embedsmænd for at forberede dem paa Sagen, hvorhos han den 19de Februar officielt bekjendtgjorde Kielertraktatens Indhold, Norge betreffende, og opfordrede Folket til at hævde sin Selvstændighed, samtidig med at han underrettede Fredrik den sjette om, at han havde overtaget Regentskabet og saaledes iffe agtede at bøie fig for Kielerfredens Bestemmelser og vende tilbage til Danmark. Kundgjørelsen til det norske Folf gjorde sin Virkning, om den end ved sin soulstige Udtryksmaade og fine store Ord iffe til- fredsstillede det Parti, som saa mere nøgternt paa Sagernes Stilling; da den indeholdt temmelig starpe Udtalelser mod Sverige, maatte den natur. ligvis støde alle dem, som i en Union med Sve rige saa den bedste Borgen for Norges Selvstæn- dighed. Dette Parti var imidlertid det svageste og betragtedes med mindre velvillige Følelser af det saakaldte Selvstændighedsparti", der stod Prinsen nærmest. Samme Dag, som den oven for nævnte Proflamation udstedtes, tilstillede Prin fen ogsaa alle Rigets Biskoper en Rundskrivelse, ifølge hvilken det skulde paalægges Presterne at samle Almuen i Kirkerne, giøre den bekjendt med Fredrik den sjettes aabne Brev, hvorved han løfte Nordmændene fra deres Undersaatsforhold til ham, saavelsom med Kristian Fredriks Mani- fest, hvorefter de tilstedeværende skulde tages i Ed paa at ville hævde Norges Selvstændighed og bove Liv og Blod for det elstede Fædreland". I Forbindelse hermed skulde der foretages Valg paa to af hver Menigheds Embedsmænd, Brugseiere, Jorddrotter eller Gaardbrugere, som var over 25 Aar gamle, og som stulde møde amtsvis paa et dertil bestemt Sted, for der for hvert Amt at vælge 3 Mænd som Medlemmer af den Nigsfor- famling, som berammedes til at møde paa Eids vold den 10de April. Paa lignende Maade skulde der ved Valgmænd udkaares Repræsentanter for Byerne. Selv aflagde Brinsen i Fællesskab med Kriftiania Borgere den 25de Febr. Ed paa at ville hævde Norges Selvstændighed, hvorefter han valgte fig et Statsraad. I den Tid, som nu forløb inden Rigsforsamlingen traadte sammen, arbeidede Kristian Fredrif utrættelig paa at berolige Folfet med hensyn til de udenlandske Magters Stem- ning, især Englands; jo mere han ved disse og andre Forholdsregler følte fin Anseelse vore, des aabnere udtalte han sig i de af ham udsendte Pro- flamationer. Derhos lagde han for Dagen en prisværdig Jver for at ordne Landets indre An- liggender i forskjellige Retninger. Den 10de April sammentraadte de til Rigsforsamlingen paa Eids- vold (f. d.) valgte Nepræsentanter. Deres Antal var 112. Foruden fra Amterne og Byerne var der ogsaa valgt særskilte Repræsentanter for Arméen og Flaaden. Fra Nordland og Finmarken mødte ingen, da det var umuligt med den Tids Kom- munikationsmidler at faa afholdt Valg og staffe Repræsentanterne frem til Eidsvold til den fast- satte Tid. Begge de ovenfor omtalte Partier, | Norge Den saavel Selvstændighedspartiet" som Svenske. partiet", var repræsenterede paa Rigsforsamlingen, det første talrigst. For det første Parti var Kristian Magnus Falsen Hovedføreren, hvorimod det saakaldte Svenskeparti navnlig repræsenteredes af Grev Herman Wedel-Jarlsberg og ved Siden af ham besad fremragende Mænd i Løven skjold, Wergeland og Jakob all. inden Forsamlingen allerede i de første Dage nedsatte Konstitutionsfomité begyndte strar Arbeidet med at istaudbringe Udkast til en Forfatning. Fal sen havde tidligere i Forening med Lektor Johan Adler udarbeidet et saadant Udfast, hvilket i fine Grundtræk blev det bestemmende for den endelig vedtagne Forfatning. De Materialier, som fan an tages i størst Udstrækning at have været brugte ved Grundlovens Udarbeidelse, er den franske Konstitu- tion af 1791, den spanske Kortesforfatning af 1812 samt tildels de Forenede Staters Grundlov, Direttorialforfatningen af 1795 og den svenste Konstitution af 1809. Foruden Falsens var der indkommen endel andre private Udkast, som tildels blev benyttede af Konstitutionsfomitéen. Den 4de Mai var denne Komité færdig med fit Forslag til Grundlov, hvorefter Debatterne og Boteringerne om de enkelte Paragrafer begyndte. Da det saakaldte Selvstændighedsparti var det aldeles overveiende i Antal, fatte det igjennem, at dets Hovedprinciper for den nye Forfatuing blev antagne, saa at altsaa en Forening med Sverige iffe blev antybet i denne. Svenskepartiets" Deltagelse i Konstitutionsverket maatte derved indskrænke sig til at arbeide for Modifikationer i enfelte Para- grafer, men her viste det sig ogsaa virksomt og dygtigt. Allerede den 17de Mai var Grund- loven færdig og i sin helhed vedtagen af Forsam- lingen. Efterat det var blevet bestemt, at det første ordentlige Storthing sfulde sammentræde første Sognedag i Februar 1815, stred man i Overens ſtemmelse med Majoritetens Beslutning strax til Valg af en Konge. Der var flere af Medlem> merne, som ikke ønskede at foretage noget Balg, bl. a. Peder Anker. bl. a. Beder Anker. Men da Flertallet bestemt holdt paa Kongevalg, maatte Mindretallet bøie fig, og Kristian Fredrik valgtes derpaa enstemmig til Norges Konge. Da Valget var blevet ham tilfjendegiver, og han havde modtaget det, under- tegnedes Grundloven den 18de Mai af samtlige Rigsforsamlingens Medlemmer, hvorpaa Forsam- lingen den 19de Mai opløftes. Saaledes var da det Storverk fuldbyrdet, som under de dengang herstende uheldige Forhold baade indadtil og udad= til maa betragtes som dobbelt beundringsværdigt; et Folf, som i Aarhundreder havde levet under Enevældet, havde nn i den forte Tid af lidt over en Maaned ved fine Repræsentanter under de mest faretruende Forhold givet sig en fri Forfatning, hvilken, om den end funde have fine Mangler, dog stedse er bleven regnet til de bedste og mest fri- findede monarkiste Forfatninger, som har exifteret. - Saasnart Rigsforsamlingen var hævet, begav den nye Konge sig til Kristiania, hvor han holdt fit Indtog under Befolkningens Jubel. Imidlertid var der mange og det just blandt de alvorligste Fædrelands- og Frihedsvenner, som endnu nærede bange Anelser om Fremtiden. Sverige maatte forudsættes ifte frivillig at ville finde sig i at give Slip paa Norge, men at det med Vaaben-
