Norge 655 iffe mindst herunder, idet engelske Orlogssfibe idelig omsværmede kysten, faprede Handelsskibene og sendte deres Mandskaber til England som Fanger. Man gjorde vel store Anstrengelser for at forstaffe Landet Sjøforsvar og udrustede Kanonbaade og tildels større Stibe, men Overmagten var for stor, og om der end tildels opnaaedes ifte ubetydelige Smaafordele, saa havde dog disse ingen Judfly- delse paa selve Krigens Gang. Desuden blev enkelte af de udrustede Orlogsfartøier tagne eller ødelagte af Fienden, saaledes Fregatten „Najaden" iSlaget ved Lyngør (f. d.) 6te Juli 1812. Imid- lertid var der i denne haarde Tid hos Nordmændene bleven vakt en større Friheds- og Selvstændig hedsfølelse; man indfaa, at Danmark i Farens Stund ikke formaaede at yde Norge nogen væ- fentlig Hjelp, og at Landet vilde være bedre tjent med at være uafhængigt af Danmark. Baandet mellem de to Riger begyndte derfor lidt efter lidt at løsnes, og uagtet Kong Fredrik, som frygtede dette, søgte at knytte Norge fastere til fig ved at ind- rømme Nordmændene deres lange nærede Ønffe om et eget Universitet (1811), syntes dette dog ifte at vætte nogen Begeistring for Unionen. Utilfreds- heden forøgedes tvertimod paa Grund af de svære Skatter, der som en Følge af krigsudgifterne blev paalagte Follet. og ved Pengevæsenets grændse- løse Forvirring; denne gif endog saa vidt, at en Rigsdaler i Papir regnedes lig med to Stilling Sølv. For at bøde herpaa oprettebe Styrelsen en Rigsbank, grundet paa faste Statseiendomme, og de gamle Pengesedler inddroges; de nye Sed ler sfulde have en Værdi af 6 Rigsmark (de gamle Løb paa 4), og deres Sølvværdi sfulde bestemmes to Gange aarlig. Denne Statsbankerot ruinerede mange forhen velstaaende Familier. Begivenhe- derne paa den europæiske Krigsskueplads forberedte imidlertid Norges Adskillelse fra Danmark. Kong Fredrik, som fremdeles holdt med Frankrige, tom ved Napoleons ulykkelige Tog til Moffva 1812 i en vanskelig Stilling. Til de Magter, som havde for enet sig mod Frankrige, havde ogsaa Sverige sluttet fig, og den svenske Konge blev til køn herfor lovet Norge. Marstal Bernadotte, som var bleven valgt til svenft Kronprins under Navnet Karl Johan, overtog Befalingen over de Allieredes Nordarmé, og Sverige og Rusland erklærede Danmark Krig. Efterat Karl Johan havde hjulpet til at fnæffe Napoleons Magt i Slaget ved Leipzig (Oktober 1813), ryffede han med en stærk Hær mod Dan- mark. Fredrik saa sig nødt til at indlade sig paa Underhandlinger, og disse endte med Freden i Kiel (14de Januar 1814), ved hvilken Danmark afftod til Sverige hele Norge med Und tagelse af dets Bilande, Island, Færøerne og Grønland. Derved var Foreningen mellem Dan mark og Norge, som havde bestaaet i 434 Aar, opløst. Efterretningen om Kielertraftaten maatte natur ligvis hos alle patriotiske og frisindede Mænd væffe Uvillie og Harme. Selv den Del af Folket, som hidtil havde været mest tilbøielig til at finde sig i Forholdene som de engang var og taale at indtage en Lydrigeftilling til Dan mark, oprørtes ved Tanken om, at Norge sfulde tuffes bort og fomme i samme Stilling ligeover for Sverige, som det hidtil havde været i til Dan- mark. Frihedstanken bemægtigede sig alle, men paa forskjellig Vis; et Parti holdt bestemt paa Norge | Norges Selvstændighed uden nogen Forbindelse med Sverige, et andet paa en Union, under hvilken Fædrelandets Frihed funde opretholdes. Kong Fredrik den sjettes Søftendebarn, Prins Kri stian Fredrik (den senere danske Konge Kri- stian den ottende) var 1813 bleven norst Stat holder. Da Bubftabet om Kielertraftaten fom til Landet, besluttede han iffe at forlade det, men drage sig Omstændighederne til Nytte og vinde Nor- ges Krone. Han undlod til den Ende for det første officielt at bekjendtgjøre Kong Fredriks Deklara tion angaaende Rigernes Adskillelse og foretog imidlertid i Februar 1814 en Reise nordigjennem Landet til Trondhjem for at staffe fig Oplysning om Folkestemningen. Da han i det hele taget troede at have Grund til at være fornøiet med Reisens Udbytte, stansede han paa Tilbageveien i Eidsvold, hvor han indfaldte omtrent type af Landets mest ansete og fremragende Mænd til at mødes med ham i Karsten Ankers Hus den 16de Februar. Blandt dem, som udgjorde denne For- samling, var Biskop Bech, Professor Treschow, Amtmand Collet, Peder og Karsten Anker samt Professor Georg Sverdrup, der var den, som fit størst Indflydelse paa Mødets Resultat. Stri- stian Fredrik udtalte som fin Overbevisning, at han havde Net til Norges Krone, da han paa Grund af Fredrik den sjettes Barnløshed var Tronarving til Danmark, og da han mente, at Fredrik vel havde kunnet fraskrive sig selv Retten til Norge, men ikke ham. De øvrige Indbudne synes ikke at have havt noget væsent ligt at indvende mod denne Paastand; men Sver- drup udtalte sig med Bestemthed imod den. San paaviste, at Kong Fredriks Frasigelse af sin Ret til Norges Rige ingen anden Betydning kunde have, end at han ifte længer saa sig istand til at hævde Forbindelsen mellem Danmark og Norge, og at dette sidste saaledes igjen var kommet i Besiddelse af fin naturlige og uomtvistelige Ret til selv at bestemme sin Forfatning og til uden alt andet Hensyn at overdrage den exekutive Magt til hvem det vilde og dertil ansaa dueligst. Prin- sen lod sig overbevise af den fædrelandsfindede Mands Argumentation og gif over til hans Me- ning, som ogsaa blev antagen af alle de øvrige Tilstedeværende paa et Par nær. De Mødende var fremdeles enige om, at Rielertraftatens Ar- tifler vedrørende Norge ikke burde ansees bindende for dette. Prinsen blev opfordret til som Regent at føre Styrelsen, indtil Folket ved fine Repræsen tanter funde fatte Bestemmelse om Norges Etablering som selvstændig Stat. Kristian Fredrik var flog not til at gaa ind paa dette Arrangement, saa meget mere, som det stilledes ham i Udsigt, at han alligevel kunde være vis paa Norges Krone. Han satte fit Haab fornemmelig til Englands Bistand; af Sverige, som naturligvis maatte an- tages at ville forsøge ved Vaabenmagt at hævde det Herredømme over Norge, der ved Kielertraf- taten var blevet det hjemlet, var der ialfald fore- løbig iffe meget at befrygte; de svenske Tropper var for Størstedelen udenlands og kunde i ethvert Tilfælde ikke komme hjem før udpaa Sommeren; Norge derimod havde en i Forhold til Landets Befolkning ftor Krigsmagt, idet det kunde stille 30,000 Mand; af disse var de 20,000 opstillede langs Glommen, hvorhos de østlandste Fæstninger
