Norge 652 Norge at Svensterne kunde hindre det. Da samtidig den norske Hovedstyrke, som under General Lützow ved Svenskernes Ankomst først havde trukket fig til- bage til Drammen og derfra til Grevstaberne, nærmede sig Kristiania og fun stod en Milsvei borte, maatte Karl forlade Akershus. Han tog Veien gjennem Smaalenene, stedse forfulgt af den norske Hær. norste Hær. Men kommen over Glommen fit han Forstærkning fra Sverige, og da han samti- dig erfarede, at en svenst Transportflaade med alflags Krigsfornødenheder var underveis, vendte han sig mod Fredrikshald og efter en voldsom Gadekamp satte han sig i Besiddelse af Byen. Men Peder Colbjørnsens Heltemod og Fredriks. haldensernes Offervillighed tvang ham snart ud igjen; Borgerne stak selv fin By ibrand, og for at unddrage fig Fredriksstens Kanoner maatte Karl med stort Tab drage bort. Da han omtrent samtidig fit høre, at hans ventede Transportflaade var bleven ødelagt i Dynefilen af Tordenskjold. maatte han forlade Norge. Karl opgav imidlertid iffe faa let fine Planer. To Aar efter (Høsten 1718) ryffede han selv med en veludrustet Hær paa 22,000 and mod Fredrikshald, medens General Armfeldt med 9000 Mand over Jemtland drog mod Trondhjem. Fredrikssten forsvarede sig tjæft, men et af Fæstningens Udenverter (Fortet Gyldenløve) blev taget med Storm, og de Svenske aabnede Løbegrave mod Fæstningen. De var denne allerede paa 250 Sfridt nær, da Karl blev truffen af en Kugle, som endte hans Liv (11te Decbr. 1718). Stort efter forlod Svensterne det søn- denjjeloste Norge. Armfeldt havde imidlertid naaet Trondhjem, men følte sig for svag til at angribe, og da han af Mangel paa Leonetsmidler maatte trætte sig tilbage til Jemtland, erfarede han kon gens Død. Han forlod nu Norge, men blev paa verk blevet ødelagt af et svenst Korps, men fort efter drog Trønderne under Generalerne Hoven og Schulze ind i Jemtland, hvor de der staaende svenfte og finste Storpser i al haft rømmede Mar- fen. Begge Barter var imidlertid blevne fjede af Krigen, og ved franft Mægling kom Freden istand, uden at nogen af Parterne høftede nogen Fordel. Ved Kristians Død 1699 var hans Lande i en temmelig svæffet Forfatning. Desuagtet begyndte hans Søn og Efterfølger Fredrik den fjerde strax efter sin Tronbestigelse Krig med Sverige, hvis unge Konge Karl den tolvte allerede havde Ufred med Rusland og Polen. Men Fredrik blev tvungen til at slutte en hurtig og ufordelagtig Fred i Travendal (18de Aug. 1700). Starle hel dige Krige med Rusland, Polen og Sachsen vatte imidlertid Fredriks Frygt for, at Sverige sfulde gaa altfor mægtigt ud af denne Ramp, og han fluttede 1709 et nyt Forbund med Polen og Rusland. Efter Svenskernes Nederlag ved Bul- tava 1709 erklærede Fredrik Sverige Krig. Da Karl 1714 fom hjem, samlede han en Hær og agtede først at overføre Krigen paa dansk Grund, men da dette mislyffedes, vendte han sig mod Norge. Dette Land havde imidlertid lidt adskil ligt under Krigen. Næsten Halvdelen af dets regulære Tropper var faldt ned til Danmark, og de, som var igjen, manglede baade Klæder, Baaben og Underhold. Dets Sjøhandel ode Tagdes af svenske krydsere, som faprede Kjøb mandeftibene og forstyrrede Poftgangen. Norges Statholder, Baron Valdemar Løvendal, forsøgte vel af al Magt at sætte Landets Forsvarkræfter i bedst mulig Stand, og den dristige Beber Wessel (Tordenskjold) udførte med Lovendals Galei" Vidundere af Tapperhed; men de Midler, disse to kjætte Mænd havde at virke med, var for smaa, og fra Danmark blev de, dels af Ligegyl- dighed, dels af Misundelse, kun daarligt under støttede. Lovendal samlede saaledes 1711 en Hær baa 18,000 Mand, faldt ind i Sverige og tænkte endog paa at beleire Göteborg. Men den Under- støttelse, han ventede af den danske Flaade, udeblev, og da der endelig fom nogle faa Stibe, viste dis ses Befalhavende fig uvillig til at lyftre Stathol deren, hvorfor han maatte træfte sig tilbage. Karl drog mod Norge med 4000 Mand og tog Veien over Vermland til Romskogen og Høland. Samtidig marscherede en anden svensk Hær paa 6000 Mand ind i Smaalenene og trængte frem mod Moss, hvor begge Korpser forenede sig. Forinden havde Karl i Høland stødt paa en uventet Modstand, idet Oberst Kruse angreb den mangedobbelt over legate Fiende og først efter en længere Kamp blev tvungen til at overgive sig. Den forenede svenste Styrte tog nu Veien mod Kristiania og indeflut- tede Akershus, men maatte forinden udholde ad. stillige Stjærmydsler med de Baghold, som Lanning, saa det ud, som om disse Forstærknin dets Forsvarere havde lagt i dens Vei. Der blev dog intet af Beleiringen, da Svenskerne ikke havde tilstræffelig Kanoner; flere held ramte dem og jaa, deriblandt et Par mislyffede Tog mod Ninge- rife. Da Karls Indfald i Norge blev bekjendt i Danmark, blev de derværende norske Tropper sendte tilbage; de landede ved Fredriksstad, slog 19de April 1716 fuldstændigt det svenske korps, som holdt Moss bejat, og en danst Flaade seilede op til Akershus og forsynede Besætningen med Fornødenheder, uden jemveien overfaldt af et saa forfærdeligt Uveir med Snefog og Kulde, at Størstedelen af hans Hær omfom. Efter Karls Død forsøgtes der vel Fredsunderhandlinger, men de førte ikke til noget, og 1719 drog en Hær fra Norge under Fredriks egen Anførsel ind i Bohus, som for en stor Del faldt i hans Hænder uden Modstand. Samtidig indtog Tordenskjold Marstrand og bemægtigede fig Fæst- ningen Karlsten. Ved engelst Mellemkomst optoges Underhandlingerne paany. 14de Juli 1720 fom den endelige Fred istand. Begge Lande var imidlertid yderst medtagne. Især havde de norske og svenske Grændseprovinser lidt uhyre ved de hyppige fiendt lige Jndfald og den dermed følgende Brandstat ning. Der var ogsaa flere Ting, som bidrog til, at man i Norge var mindre vel fornoiet med Samværet med Danmark. Under Krigen var Norge saagodtsom overladt til sig selv, uagtet det igrunden maatte tage af det haardeste Stød, og naar der engang imellem kom en liden Forstærk- ger mere var for at passe paa Nordmændene end for at hjelpe demt. Man nærede nemlig i Dan mark megen Frygt for, at dersom det norske Folk stulde blive fig fin Kraft bevidst, kunde det let blive farligt for Rigernes Forening. Kongens Forsøg paa ogsaa i Norge at indføre en bedre Ord- ning i Matrikulvæsenet strandede paa Almuens Modvillie, tildels paa Grund af, at det var et ufuldkomment Arbeide, som ingen fandt sig tjent med. Det vakte ogsaa ikke liden Forbitrelse, at
