Norge kostede ham de norske Brovinser Trondhjems Stift og Bohus Len, ene og alene for at frelse Dan mart, da den norste sær under Krigen overalt bavde holdt Fienden Stangen. Da Sverige fort efter brød Freden, sendtes flere perforpier mod Norge, men med lige saa lidet Held som før. Et An- greb vaa Halden (Fredrikshald) 1658 af den svenske Harald Stake blev med Kraft tilbageſlaaet af Beder Olufsson Nordmand, og fenere foretog denne sammen med Generalleitnant Bjelke et hel- digt Judfald i Bohuslen. Den svenske Befalings- mand i Trondhjem Klas Stjernsköld blev inde- sluttet af General Reichwein, som ilede til med de fondenfjeldske og gudbrandsdalske Bouter, og maatte overgive fig mod fri Afmarsch. Da det gif Karl mere og mere heldigt i Dan mart, fendte han 1660 en ny sær mod Norge under Anførsel af Lars Kagg og Harald Stafe. Ogsaa denne Gang vendte Svensferne fig mod Fredrikshald. Men Byen var imidlertid bleven bedre befæftet og havde faaet en stærkere Garnison, fom tjæft afflog ethvert Angreb. Efter 6 Ugers Beleiring saa de Svenske fig nødt til at hæve denne og drage bort. Da Karl imidlertid var død i Göteborg, fom der Fredsunderhandlinger istand, som endte med Fredsslutningen i Kjøbenhavn 1660, ved hvilken Trondhjems Len blev tilbagegiver Norge. Fredrits Lande var efter krigens Slut ning den jammerligste Forfaming. Statens Hjelpefilder var udtømte, Befolkningen forarmet og Statstassen havde en betydelig Gjeld. For at raade Bob paa dette sammenfaldte Kongen en almindelig Rigsdag for Danmark i Kjøbenhavn (10de Septbr. 1660), vaa hvilken Deputerede baade fra Adelen, Geistligheden og Borgerne gav Mode. De sidste led ligesaa meget under Adelsvældets Tryk jom Bondestanden og puffede intet hellere end at faa affafte laget. Geiftligheden var ifte stort bedre faren; den var for en vasentlig Del afhængig af Adelsmændene, som i Regelen sad inde med Retten til at bortgive Prestefaldene paa deres Godser til hvem de vilde, og denne et udøvede de ofte baa en viltaarlig Maade uden at tage hensyn til Menighedens Tarv. Vaa Rigsdagen vilde Adelen som sædvanlig vælte alle Byrder fra fig. Herover forbitredes de øvrige Stender, som sluttede fig jammen og tilbød kongen at gjøre Kronen arvelig. Abelen, som var i afgjort Minoritet, blev nødt til at give efter, og da Biskop Svane foreslog, at man ffulde overdrage Kongen uind- strænket Enevoldsmagt til at foranstalte, hvad han fandt tjenligst, blev dette vedtaget. 3 Norge gif man villig ind paa Systemstiftet; Nordmandene havde længe pustet, at Stronen stulte være arvelig, da Rigsraaders trykkende Ene- valde derved vilde være brudt, og ved et Stænder møde paa Akershus, bestaaende af indfaldte Mænd fra hele landet, blev Fredrik den tredie hyldet Tom Arvefonge. Den indre Styrelse undergif adstillige Forandringer. Saaledes blev Lenene inddragne og Landdistrikterne inddelte i Amter, hvis Bestyrelse overoroges til Amimænd, som herefter jättes paa fast Gage istedenfor fom for at erholde alle Lenets Indtægter mod en vis Af- gift. Indkrævning af Sfatterne blev i Norge overdraget til Fogderne. En staaende Hær paa 24,000 Mand oprettetes, og Flaaden fattes i upperlig Stand; paa ſamme tid forbedredes 651 Norge Statens Finanser. Det norske Halden, hvis Bor- gere under de sidste Feider med Sverige havde vist saa megen Dygtighed, fif Kjøbstadsrettigheter og Navnet Fredrikshald, og Fæstningen Fredriks ften anlagdes. Forovrigt tog Fredrik lidet gensyn til Norge, det maatte i Megelen stiotte sig selv, og nag- tet den Tapperhed, hvormed Nordmændene havde forsvaret fit Land under Krigen, maatte dette ved det endelige Opgjør med Sverige betale Legen. For at faa Bornholm indløst, orgav kongen til Sverige den ældgamle norste Brovins Bohuslen. Fredrif dode 1670, og hans Son, den svage og pragisyge Kristian den femte besteg Trouen som den første Arvetonge af Oldenburgernes Et. han lagde fornemmelig an paa at omgive Tronen med al mulig Glans og ødslede derved i en ufor- svarlig Grad med Statens tarvelige jeremidler, For Regjeringsanliggenderne viste haut iiben eller ingen Interesse, men overlod dem fordetmeite til fitte Ministre. Heldigvis havde disse en Forer, som var fit vanskelige Kalb voyen, nem- fig Veder Griffenfeld (f. d.), fom allerede i Fate rens Levetid havde formaaet at bane sig Vei til Statens høieste Poster, og som under sin forte Styrelse ved floge Underhandlinger hævede Dan marts og Norges Anseelse i Uolandets Omdømme til en hidtil saagodijom nfjendt Høide. For endnu mere at foroge poffets Glans indstiftedes en ny og høiere Abel, bestaaende af Grever og Baroner, hvorhos Grevskaber og Baronier for denne nye Abel oprettedes, deriblandt tre i Norge, nemlig Grevstaberne Laurvig og Tønsberg samt Baroniet Rosendal; disse tilfaldt henholdsvis Rongents halvbroder U. F. Gyldenløve, Rigskanslerent Grif fenfeld og den danske Adelsmand Rosenfranos. Den norske Adel fit Dodsstød ved Forordningen af 1679, idet dent mistede sin Stattefrihed, ligesom det blev bestemt, at ingen uye adelige Sæbegaarde skulde erholde en saadan, og at de gamle skulde tabe den, naar de fom i Uadeliges Eie. Dertil kom, at de norske Strongodfer lidt efter lidt solgtes til Privat mænd. Lovvæsenet blev under Kristian den femies Styrelse forbedret, og 1687 indførtes i Norge den saakaldte Kristian den femtes norske Lov. For at reise Penge leiede Striftian ud Hjelpekorps til fremmede Forster, og blandt dem befandt sig en stor Del Norite. Som ivrig Soldat vilde han ogsaa selv prave Krigslyffen, vistnok i det Haab at erholde tilbage noget af de tidligere gjorte Landafstaaelser, og be- nyttede derfor Sveriges Ufred med Brandenburg til 1675 mod Griffenfelds Raad at erffære den svenite Konge Karl den ellevte Krig. Dermed itd- brød den staanite Feide, som varede i 4 Har og endte med Freden i Lund. Denne Krig, som i Norge blev faldt Gyldenløvefeiden efter Stat holderen, den ovenfor nævnte U. F. Gyldenlove, førtes med Kraft fra begge Sider. Fra Norge drog 1676 en ær paa 4000 Mand under Gyldenlove ind i Bohus, fordrev ved Kviftrum Bro et soenst Korps, indtog Venersborg og brandstattede Bester- götland. götland. Marjirand og Karlstens Fæstning blev af Gyldenlove fagne med Storm, men en ventif sær, som ilede til Undsetning tvang Nordman dene til at træffe fig tilbage til Strømstad. Den svenske put tog Stilling ved Uddevalla, og den 29de August 1677 angreb Gyldenløve den og slog den aldeles. Ogsaa nordenfields var de norske Baaben heldige. Rigtignot var Roraas Kobber-
