Norge 645 Hersteinge Geistlige pustede til Krigsluen, der snart rafede fra den ene Ende af Landet til den anden. Den ene Kongssøn efter den anden lod fit Liv paa Valpladsen, og Seierherren drog videre, idet han herjede og plyndrede Modstandernes Tilhæn- gere, for om fort Tid selv at bukke under for en ny Modstander. J Sigurds sidste Leveaar kom Harald Gille fra Irland; han udgav fig for en Søn af Magnus Barfod og beviste fin Paa- stand ved Jernbyrd (s. d.). Han tvang Sigurds Son Magnus blinde til at dele Landet med ham, og da de iffe forligtes, fangede og lemlæstede han Magnus og lod ham sætte i Kloster. 1136 fom Sigurd Slembe til Norge; han paastod ligeledes at være en Søn af Magnus Barfod, og Harald, der mistænkte ham for at stræbe efter Kronen, føgte at blive ham fvit ved at snigmyrde ham, men Sigurd undkom og overfaldt strax efter Kongen og dræbte ham. Sigurd tog den blinde Magnus ud af Klosteret og fik et stort Antal Til- hængere; et andet Parti tog derimod den dræbte Haralds Sønner Sigurd Mund, Inge Krokrng og senere Eystein til Konger. Sigurd Slembe og Magnus led først et Nederlag mod Brødrene paa Minne ved Mjøsen 1137. To Aar efter tabte Mag- nus baade Liv og Rige i Slaget ved Holmengraa (nær Strömstad). Sigurd Slembe, som vistnok fun havde brugt den blinde Magnus til Stjul for fine egue Planer, fangedes og henrettedes under mange Pinsler. Enigheden mellem de seirende Brødre varede dog ikke lange. Inge, som var vanfør, vilde Brødrene helst være af med, men han havde Landets dygtigste Mand paa fin Side. 1155 lyffedes det ham at fælde Sigurd, og to Aar efter Eystein. Inge var nu Enekonge, men fun for fort Tid; Modpartiet tog Sigurd Munde Søn Haakon hærde bred til Konge, og i et Slag mod denne paa Isen ved Oslo faldt Inge 1161. Maret efter fældtes Haakon af Erling staffe i et Sjøslag ved Seffen i Romsdalen. Erling havde fort før faaet fin Søn Magnus, en Dattersøn af Sigurd Jorfalfare, tagen til Konge, og styrede nu Landet i hans Sted. For at fifre fin Søns Stil ling fit Erling Erkebiskop Erling til at frone Magnus, men maatte til Gjengjeld indrømme Biskoperne stor Indflydelse paa Kongevalget. Heri- mod reifte sig imidlertid et nyt Parti, Birkebei nerne (s. d.), som iffe vilde erkjende Magnus, da han ikke var af Harald haarfagres mandlige Et og derfor iffe arveberettiget. De valgte Ey stein Meyla, en Søn af Eystein Haraldssøn, til Konge, men han blev slagen og faldt paa Re ved Tunsberg 1177. Birkebeinerne fif bog snart en dyg- tigere Fører i den tapre og floge Sverre Sigurds fon. Han var paa Færøerne bleven viet til Prest, men da hau fit vide, at han var en Søn af Sigurd Mund, drog han til Norge for at prøve fin Lykke. Da han i Bermland strax efter Epstein Meglas Fald faaredes til Birkebeinernes Høvding, bestod haus Hær fun af 70 Mand, som var saa godtsom blottede baade for Vaaben og Klæder. Men snart vorede haus Tilhængeres Antal, og Sosten samme Aar lykkedes det ham at tage Ni daros og faa Kongenavn paa Ørething. Han var dog iffe stærk not til at møde Erling og Magnus, og maatte derfor i to Aar drage om fra Bygd til Bygd, ofte forfulgt af en overlegen Fiende og udsat for Savn og Lidelser. Men hvad han manglede Norge i Magt, opveiedes fuldt af hans Klogskab og Udholdenhed. Endelig angreb han 1179 Magnus i Trondhjem og overvandt ham i Slaget paa Kalvsfindet, hvor Erling faldt. Magnus og hans Flot etfungerne (f. d.) søgte vel flere Gange at fravriste Sverre Magten, men uden Held, og ved Fimreit i Sognefjorden stod endelig det af giørende Slag (1184), i hvilket Magnus og de fleste af hans dygtigste Mænd mistede Livet. Saa snart Freden var nogenlunde oprettet, tog Sverre sig med Iver af Landets indre Styrelse og ind- førte flere Forbedringer. Men snart fremstod nye Oprørsflotte og foruroligede Riget, Ruvlun- gerne, Barbelgerne og stieg gerne (s. b. Art.). Farligere var derimod Sverres Strid med Geistligheden, som under Urolighederne havde til- revet sig stor Myndighed. Erkebisp Erik i Trond- hjem vilde, at Kirken kun ffulde styres efter den fanoniste Ret, men Sverre modsatte sig alt, som stred mod Rigets gamle Love, og heri fik han Medhold af Trønderne. Erik blev nødt til at forlade Landet, men fif Paven til at sætte Sverre i Ban, og samtidig fremstod der en ny Oprørs flof Baglerne (s. d.), som støttedes af flere mægtige Mænd, deriblandt af Bistop Nikolaus i Oslo. Men Sverre greb Sagen an med fin fæd. vanlige Rafthed og andledygtighed. Han slog Baglerne i flere Slag og indtog i Januar 1202 deres sidste Tilflugtssted, Borgen ved Tunsberg, samt dæmpede en farlig Bondeopstand i Viken. Disse Austrengelser havde imidlertid udtømt hans Kræfter; han blev syg, og 9de Marts 1202 mistede Norge den største Konge, som nogen- sinde havde siddet paa dets Trone. Sverres Søn aaton arvede nu Riget, men døde allerede efter to Mars Forløb, maaste af Gift; hans Efterfølger og Broderson Guttorm Sigurds søn, et fire Mars gammelt Barn, havde efter faa Maaneders Forløb samme Skjebne. En Søster- søn af Sverre, Inge Baardsson, arvede der- paa Tronen. Striden mellem Bagler og Birke- beiner brød ud igjen med fornyet Raseri. Efterat den første Baglerkonge Inge, en Søn af Mag- nns Erlingsson, var død, valgte de Erling Steinveg, og efter dennes Døb Filip Simon 8- søn til Konge. Den sidste indgik imidlertid 1208 Forlig med Inge Baardssøn mod at faa Jarle navn og en Del af Landet at ftyre, og dette For- lig staffede Landet nogle Mars Ro. Ved Inges Død 1217 valgte Birkebeinerne Sverres Sønnesøn, Haakon Haakonsson (senere kaldet den gamle) til Konge, uagtet Inges Broder Skule gjorde Fordring paa Riget. Da Filip Jarl døde, kom der endelig Forlig istand mellem Birkebeinerne og Baglerne; enkelte mindre Oprørsfloffe som Slitun gerne og Ribbungerne (i. d.) blev med Lethed ad- splittede. Den unge Konges farligste Modstander blev Rigsforstanderen under Kongens Mindre- aarighed, Stule Jarl. Uagtet Haakon, da hau fel overtog Regjeringen, gav Stule en Tre diedel af Riget at ftyre, giftede sig med hans Datter og ophøiede ham til pertug, funde denne dog iffe glenime fut Arveret til Kongedømmet. Efter flere Nivninger lod Stule sig paa Ørething 1239 udraabe til Ronge, samlede en Hær og op. naaede nogle Fordele over Kongens Befalings mænd. Men Haafon fulgte efter til Oslo og slog Stitle her aldeles 1240, hvorpaa denne flygtede til
