Norge 644 med disse Konger. Med Svenskekongen Diav Med Svenskekongen Dlav Stötfonung fom det vel til enflags Forlig, idet Olav Haraldssøn ægtede dennes Datter. Runt den mægtige af Daninart derimod satte sig i For bindelse med Norges misfornøiede Stormænd, som iffe funde finde sig i Olavs myndige Regjering. Hans strenge Overholden af Lovene, idet han uden Bersons Anseelse straffede enhver, som forgit sig mod dem, skaffede ham ogsaa mange Fiender blandt de egenraadige norske Høvdinger. De mægtigste af disse var Erling Stjalgssøn paa Sole, Einar Tambarffjelve, Thore Hund fra Bjarkø, Haarek af Tjotta og Kalv Arnesson. Flere af dem fluttede fig til Knut, som 1028 med en stor ær drog til Norge og blev tagen til Konge i Nidaros; han udnævnte derefter Haakon Erikssøn til sin Jarl og Landets Styrer. Størstedelen af Folket faldt nu fra Olav, og han besluttede sig da til at forlade Landet. Først drog han til sin Svoger Kong Anund Jakob i Sverige og derfra til Gardarife. Efter Haakons Død 1030 samlede han en hær og drog tilbage til Norge, men ved Stiklestad i Bærdalen mødte Bønderne ham, anførte af Kalv Arnesson, Saaret og Thore Hund. Det fom til et Slag, og efter en tapper Kamp faldt Olav (29de Juli 1030). Knut den magtiges mindreaarige Søn Svein blev nu udraabt til Konge i Norge; men hans Moder Alfiva, som førte Regjeringen, gjorde sig fnart forhadt, og Nordmændene begyndte at længes efter en høvding af den gamle Kongestamme. Da der strax efter Olavs Fald opkom Rygter om de Jertegn, som skulde være ſfeet ved hans Lig, begyndte man snart at betragte ham som en hellig Mand, og omtrent et Aar efter fit Fald blev han af Bistop Grimfell offentlig erklæret for Helgen, hvilket var det haardeste Stød for Danske vældet. Flere af Olave Modstandere, deriblandt Kalv Arnesson og Einar Tambarskjelve, enedes nu om at indkalde Olavs unge Søn Magnus fra Rusland, og 1035 antoges han til Konge af det hele Land. Svein flygtede til Danmark og døde kort efter. Dennes Broder gardetnut, som nu regjerede i Danmark, gjorde imidlertid For bring paa Norge. Det var nær kommet til krig, men under et møde i Götaelven forligtes Kongerne saaledes, at hvis en af dem døde sønneløs, stulde den anden arve hans Rige. Dette ftete ogjaa 1042, idet Hardeknut døde, og nu var Magnus Konge over begge Lande. Han var i Begyndelsen haard og streng mod fin Faders Fiender; Kalv Arnes- søn maatte forlade Landet, og Haaret af Tjotta blev dræbt under et Besøg hos Kongen, vifinok med dennes Vidende og Samtykke. Men Sighvat Stald advarede Kongen i et frimodigt Kvad om iffe at forspilde Folkets Hengivenhed ved unødig Strenghed, og Magnus blev nu saa vennefal, at han fik Tilnavnet den gode". Hans Herredømme over Danmark blev ifte af lang Varighed. Sven Estridsson, som var hans Jarl der, søgte snart at gjøre sig uafhængig, og nagtet Magnus flere Gange forjog ham, fom han dog igjen, faasnart Kongen var borte.-1045 tom Olav den helliges Halvbroder Harald Sigurdsson hjem fra Grafenland, og Aaret efter blev han Magnus's Medkonge. To Aar efter dede Magnus under et nyt Tog til Danmark, og Harald var nu Enekonge; hans Regjering var temmelig streng, hvad der forstaffede, ham Tilnavnet haardraade". Sin Norge Fordring paa Danmark vilde han iffe opgive og gjorde flere Tog derhen, men 1064 maatte han erkjende Sveins Uafhængighed. To Aar efter drog den stridslyfine Konge med en stor Flaade over til England for at hjelpe Tostig Jarl mod hans Broder Kong Harald Godvinessøn. Han ind- tog Byen Yorf, men ved Standford Bro, lidt nordenfor York, overrumpledes han af Englan- derne og faldt efter en blodig Kamp (25de Sep- tember 1066). Hans Søn Olav fyrre, som nu tom paa Tronen, var et Særsyn blandt den Tids Fyrster; hans 27aarige Regjering var en uafbrudt Fredsperiode. Istedenfor at føre Krige søgte han ved fredelige Midler at fremhjelpe Candets Op- komst og mildne Indbyggernes endnu i mange Henseender raa og barbariffe Sæder, og begge Dele lykkedes ham i betydelig Grad. Han anlagde den vigtige Handelsstad Bjørgvin (Bergen), som snart blomstrede op, forbedrede Husenes Indretnin ger, fif Beboerne til at flæde sig paa de mere dannede Folkeslags Bis, og sendte unge Mænd udenlands for at tilegne fig Kundskaber. Flere Kirker blev i hans Regjeringstid opførte, deriblandt Kristkir- ferne i Bergen og Nidaros. Da han døde 1093, blev hans Søn Magnus Barfod Konge i hans Sted. Havde Olavs Regjering været fredelig, saa blev Sønnens saa meget mere frigerst. Han gjorde Tog til Vesterhavet, tvang den skotste Konge til at afstaa alle Derne vestenfor Skotland, sikrede sig Herredømmet over de grupper, som før stod i enflags Lensforhold til Norge, og berjede i Irland. En Tvist med den svenske Konge endte med, at Magnus ægtede hans Datter og fik Dalsland i Medgift. Paa fit sidste Bester- havstog blev han i det nordlige Irland overrump let af Frerne med en stor Overmagt og faldt efter den tapreste Modstand (24de August 1103). Hans Sønner Sigurd, Eystein og Olav fit efter Faderens Dad alle Kongenavn. Sigurd havde Lyst til at giøre et korstog til det hellige Land, og i en Alder af 17 Aar drog han afsted med en veludrustet Hær og Flaade (1107). Efter adskil. lige Eventyr underveis, deriblandt flere kampe med de Vantro, naaede han 1110 Jerusalem, hjalp samme Aar Kong Balduin med at erobre Byen Sidon og vendte hjem over Grækenland, efter at have været borte i henved fire Aar. Dette Tog, som fastede en ny Glans over Norge og dets fjætte Konge, staffede ham Tilnavnet Jorsalfare. Eystein havde imidlertid med Kraft og Dygtig- hed styret Landet og indført mange gode Indret ninger. Dans floge Styrelse bragte ham i saadant Ry, at Jemtland frivillig underkaftede sig Norge. 1116 døde Olav, og hans to Brødre delte nut Magten mellem fig. Forholdet mellem den vold- somme og herstesuge Sigurd og den findige, men bestemte Enstein var ikke det bedste; dog kom det iffe til noget Sammenstød. Da Eystein døde 1123, blev Sigurd Enekonge. Af dennes øvrige Bedrifter fan nævnes, at han kristnede Smaaland. I fine sidste Aar henfaldt han til Tungsind, og var stundom fuldkommen vanvittig. Sigurds Død 1130 danner Begyndelsen til en sørgelig Periode i Norges Historie, som benævnes de borgerlige uroligheder, og som vedvarede i over 100 Mar. De mange Kongsemner, som var eller troede fig arveberettigede til Tronen, samlede en Flok om sig og bekjæmpede fine Rivaler paa Liv og Død.
