Norge høit han var elsket. Før fin Død indsatte han Eritssønnerne til fine Arvinger, og disse tog fort efter Landet i Besiddelse. Den ældste af dem, Harald Graafeld, blev Overkonge, men han synes at have været en svag og uduelig Mand, som fordetmeste har gaaet i sin rænkefulde og her stesyge Moders Ledebaand. Erikesønnerue giorde fig desuden paa mange Maader forhadte, blandt andet ved sin Gjerrighed og ved at snigmyrde flere af Landets fremragende Mænd, deriblandt den ansete Sigurd Jarl paa Hlade. Denne sidste Udaad førte til, at Trønderne valgte Sigurds Søn Haafon Jarl til sin Fører. Haakon var en rænkefuld og raadsnild Mand, derhos tapper og daadskraftig; da han af Erikssønnerne blev tvun gen til at forlade Landet, drog han til Danmark, hvis Konge Harald Gormssøn han forstod at vinde. Harald Graafeld blev under et Paaffud lokket ned til Danmark og dræbt (ca. 970), og den danske Konge drog med en stor Flaade til Norge, som han underkastede fig. Haakon blev udnævnt til hans Jarl i det Norden og Vestenfieldske. Efter Harald Graafelds Død flygtede hans Moder Gun hild og de gjenlevende af hendes Sønner til Orkn perne, hvorfra de endnu i flere Aar vedblev at forurolige Norge. Haakon Jarls Afhængigheds forhold til Danmark varede dog ikke længe. Harald Gormsson fit Ufred med Keiser Otto den anden, og da løsrev Haafon sig fra hans Overherre dømme. Harald foretog et perjingstog til Norge for at tugte den opsætsige Jarl, men da Haas fon drog ham imøde med en anselig Flaade, vendte han om uden at vove at indlade sig iRamp. Senere fif den danske Konge Jomsvikingerne (1. d.) til at angribe Haakon. Men i det blodige Slag i Hjørungavaag (paa Søndmøre) led Joms- vifingerne et fuldstændigt Nederlag. Haakon førte et fraftigt Regimente, og da han var en ivrig Til hænger af Asalæren, saa not de hedenske Nord- mænd i ham et Værn mod den mere og mere omfiggribende Kristentro. Men hans Bellyftig hed staffede ham i de sidste Aar af hans Re- gjering mange Fiender, og dette i Forbindelse med Nordmændenes Hengivenhed for Harald haarfagres Et bevirkede, at da Olav Tryggvesson, en Sønnesøns Søn af Harald, 995 fom til Norge, blev han ftrar tagen til Konge. Haakon, der saa fig forladt af de fleste af fine Mænd, flygtede til fin Elskerinde Thora paa Rimul i Melhus, og her dræbtes han af sin Træl Kart. Olav, som i England havde antaget Kristendommen, indførte denne med Magt i Norge; de, som iffe vilde an tage den nye Lære, blev enten dræbte eller lands= forviste. Det er forresten høift rimeligt, at Nord- mændenes Samkvem med det øvrige Europa alle rede forud havde banet Veien for Kristendommens Indførelse, da det iffe er let tænkeligt, at Olav i fin forte Regjeringstid skulde have formaaet de ftridbare og frihedselstende Nordmænd til at for- andre Religion. Den Begeistring, hvormed Be- foltningen synes at have omfattet Olav, tyder ogsaa hen paa, at hans Paabud om Religions- forandringen iffe var fommet uventet. Olav friede til den magtige svenske Enkedronning Sigrid Stor- raade, men da hun iffe vilde antage Kristendom men, fornærmede han hende, og hun lovede Hevn. En Tid efter, da Olav havde giftet sig med den danske Konge Harald Gormssøns Datter Thyra, 643 Norge drog han til Venden (f. d.) for at fræve fit Hustrus Arv. Sigrid, som imidlertid var bleven gift med den danske Konge Sven Tjuge ffjæg, æggede nu denne og fin Son Olav Stöt konung i Sverige til at overfalde Olav Trygg- vessøn. Til disse sluttede sig Erik, en Søn af Haakon Jarl. Med forenede Kræfter passede de ham op, og ved Svoldr, tæt ved Rygen i Bom- mern, angreb de ham med en stor Svermagt (Aar 1000). Efter en lang Kamp sprang Olav over- bord, og dermed var Striden afgjort. Norge blev nu delt mellem den norske og den svenske konge, og disse overlod Bestyrelsen deraf til Erif Jari og hans Broder Sven, hvilke i 15 Aar førte Herredømmet i Norge. Deres Regjering var mild, og uagtet de selv var døbte, lod de enhver leve efter sin Tro. Erif, der rimeligvis var den af Brødrene, som havde mest at sige, fit Holmgan- gen afskaffet i Norge. 1015 reifte Erif til Eng land for at hjelpe Danefongen Knut den mægtige med at forsvare den af Knuts Fader Kong Spen gjorte Erobring af dette Rige. Samme Aar fom Slav Haraldssøn, en Sønnesøns Søn af Harald haarfagre, til Norge. Han havde i læn- gere Tid faret i Viking, og paa et af disse Tog havde han antaget Kristendommen. Ved Efterret- ningen om, at Erik havde forladt Norge, drog han med fun to Stibe did for at søge at vinde Landet. Strax efter sin Ankomst fangede hau Erits Søn Haakon og tvang ham til at opgive ethvert krav paa Riget. Bed hjelp af fin Sted- fader Sigurd Syr og de øvrige oplandske Smaa- fonger samlede Olav en sær, og næste Aar slog han Sven Jarl ved Nesje (tæt ved Fredriksværn). Sven flygtede til Sverige og døde strax efter, og nu blev Olav hyldet over hele Riget. Som ivrig Kristen begyndte han med Kraft at indføre Kri stendommen overalt i Landet; thi uagtet Olav Tryggvessøn havde paatvunget Foffet den nye Lære, var der dog endnu mange, som hængte ved de gamle Guder, og andre, som dyrkede disse og den hvide Krift" ifleng. Med en Streng hed, som stundom udartede til oprørende Grusom- hed, tvang han Folket til at lade sig døbe, og faa Aar efter hans Regjeringstiltrædelse var det hele Land fristnet og dermed Asalæren for stedse fortrængt som offentlig Religion. De oplandske Smaakonger vilde ikke finde fig i Olavs myndige Regimente, og fem af dem enedes derfor om at overfalde ham. Men Olav, som fif Nys om deres Forehavende, overrumplede og fangede dem alle, og dermed var Modstanden mod Rigets Enhed og den nye Tro brudt. Olav forbedrede Haakon Adelstensfostres Love, gav ved hjelp af Biskop Grimtell den første Kristenret og byggede mange Kirker samt sifrede Presterne Indtægter. Ligele des udgav han en Hirdskraa, som indeholdt Love og Regler for Kongens Hird. Desuden sør. gede han for, at de enkelte Landsdele, som hidtil fordetmeste kun havde staaet i et løst indbyrdes For- hold til hverandre, knyttedes nærmere sammen, og Norges egentlige Forening til et samlet hele er for en væsentlig Del Frugten af Olavs fraftige og floge Styrelse. Med Nabokongerne i Sverige og Danmark stod han paa en spendt Fod, da disse ikke rolig funde finde sig i, at han havde skilt dem ved deres i Svolorslaget gjorte Erobring
og fordrevet Hladejarlerne, som var besvogrede
41*
