Norge 642 tede Kongeriger og oprettede nye. Feiderne mellem Fylkeskongerne i Norge førte efterhaanden til, at enkelte af dem blev overvundne og deres Land erobret af Seierherren; desuden hendte det ogjaa, at en Fylkeskonge ved Arv eller Gifter- maal funde forøge fit Landomraade. I den Tid, da Norge træder ind i Historiens Næfte, synes flere Fylter at være sammensmeltede til ét. Saa- ledes herskede Gudrød Veidekouge (f. d.) der levede omkring 800 e. Kr., i Vestfold, og ikke blot over denne Landsdel, men ogsaa over Hedemarken, Thoten og Hadeland. Hans Søn Halfdan svarte (s. d.) forøgede endnu mere fine Besiddelser ved at erobre en Del af Vingulmörk, Raumariki og Heinafylki. Ved Giftermaal fif han ogsaa Sygna- fylki. Det synes imidlertid iffe at have faldt den dygtige og folkekjære Halfdan ind at samle hele Norge til ét; denne Stordaad var det forbeholdt hans Søn Harald haarfagre at udføre. Halfdan døde (860), var Harald, hans eneste Arving, mindreaarig, og Nabokongerne troede derfor, at det vilde være en let Sag at frarive Barnekongen en Del af hans Lande. Men ved Haralds Side stod hans dygtige Morbroder Hertug Guttorm (f. d.), en af de ridderligste Stiftelser i den ældre norste Historie, og han beseirede Nabokongerne og føiede derved nye Landsdele til Søstersønnens Rige. Herved var Harald bleven Norges mag- tigste Fylkeskonge. Der hviler nogen Dunkelhed over, hvad det var, som bragte Harald paa den Tante at underlægge sig hele Norge. Nogle His storieskrivere beretter, at det var en Rongedatter Gyda, som han friede til, og som ifte vilde gifte fig med ham, før han var Enekonge i Norge, der satte ham paa den Tante at samle de forskjellige Fylker til ét Rige; andre, at det var en Ragna, Datter af en Bonde ved Navn Adils, som fra først af æggede Harald til at underlægge sig hele Landet. Det er dog mest rimeligt, at den for holdsvis mægtige Konge, som havde en saa dygtig og erfaren Raadgiver som Morbroderen Guttorm, uden nogen ydre Foranledning kan have udklækket Planen til hele Norges Forening. Det er ogsaa rimeligt, at de to store Riger i Øst og Syd (Sverige og Danmark) har staaet for ham som Forbillede og vakt den unge og daadlystne Konges Hu til at forene de norske Niger under fig. Han drog først opover Oplandene, som han underlagde sig, derfra til Trøndelagen, hvis otte Konger han beseirede, og derefter til det nord- lige Norge. Af Naumdalens Konger Herlaug og Hrollaug foretrak den første at begrave fig levende fremfor at underkaste sig Erobreren, hvorimod Hrollaug gav sig under Harald og blev hans Jarl. En væsentlig Forstærkning fit Harald derved, at den haalogalandske Jarl Haakon Grjotgardssøn frivillig gif over til ham. Fra Trøndelagen vendte Harald sig mod de langs kysten liggende Fylker, og i Slagene ved Solffel (s. d.) 864 og 865 underlagde han sig Mørerne og Romsdal. Endnu stod dog den værste Dyst tilbage. Det sydvestlige Norges Fylkesfonger forenede sig om at stanse Erobreren. Kongerne af Hörðafylki, Rygjafylki, Egdafylki m. fl. mødte samlede Harald i Hafrsfjord (1. d.) og her stod 872 et af de blo digste Sjøflag, Norges Historie fjender. Udfaldet blev, at Harald seirede, og derved var hans Ene- herredømme over Norge sitret. Der var dog Norge mange, som efterat det hele Rige var samlet ifte funde finde sig i Haralds strenge og myndige Ene- styrelse. Især krænkede det Bønderne, at Kongen fratog dem deres Odel (: gjorde dem skattepligtige), og Følgen heraf var, at flere af Landets mægtigste Mænd udvandrede dels til det nys opdagede Jsland, dels til Øerne norden og vestenfor Skotland. Kong Harald, som havde vovet saa meget for at samle Norge, begit en stor Feil ved i sin Alderdom at dele Landet mellem fine mange Sønner og ved at udnævne fin Yndlingssøn den grusomme Erik Blodøre til verkonge. Erit begyndte fin Regieringstiltrædelse (930) med at dræbe flere af fine Brødre, vistnok for en Del tilskyndet dertil af sin rænkefulde Hustru Gun- hild. Hans Herredømme varede dog fun tort. Et Aar efter Haralds Død kom dennes yngste Son Ha a- fon Adelstensfostre til Norge (934), og ved Hjelp af den mægtige Sigurd Jarl paa Hlade, en Søn af yaaton Grjotgardssøn, blev han stray tagen til Konge i det Nordenfieldste. Hvad der især bidrog til, at han saa hurtig vandt Stemningen for sig, var vistnok hans Tilbud om ai ville give Bøn- derne deres Odel tilbage, hvis de vilde vælge ham til Konge. Haakon drog over Oplandene til det sydlige Norge og hyldedes overalt af Almuen. Erit forsøgte vel at samle en sær for at møde Haakon, men det lykkedes ham iffe, da de fleste af Landets mægtige Mænd faldt fra ham og søgte til Haakon; han begav sig da ud af Landet og drog til England, hvor han nogle Aar efter faldt i et Slag. Som Rouge indførte baaton flere nyttige Reformer; han fit vedtaget Gulathings- loven for de vestenfjeldste, og Frostathings- loven for de nordenfieldste Fylter. Landet ind- deltes i Stibreder, hvoraf ethvert i krigstid havde at stille et fuldt udrustet og bemandet Lang- ffib til Kongens Raadighed. Paa hoie Fielde reistes der Barder (Stabler af Bed), som der holdtes Vagt ved, og som ffulde antændes, saa- snart en Fiende nærmede sig. Haakon, som var opdragen i det kristne England og derfor selv be- fjendte sig til Kristentroen, søgte ogsaa at indføre denne i Norge. Han byggede Kirker og indkaldte Missionærer fra Udlandet. Men Nordmændene vilde iffe opgive fine gamle Guder; de brændte Kirkerne, dræbte Bresterne og tvang endog Kongen ved et Blotgilde i Jndherred til at deltage i deres hedenste Stikke. Denne overmodige Færd af Trøn- derne havde maaste ført til en blodig Borgerkrig, dersom ikke ydre Fiender samtidig havde truet Haakon. Erik Blodøres Sønner, Erikssonnerne, som Historien falder dem, havde efter sin Faders Død faaet Tilhold hos den danske Konge Harald Gormsson, og fra Danmark begyndte de at gjøre Erobringstog til Norge for at gjenvinde fin Faders Rige. De hjemsøgte først Biken, hvor Haakons Brodersøn Tryggve Olavsson var indsat som Underkonge. Derpaa drog de nordester, men paa Avaldsnæs (ved Haugesund) mødte Haakon dem 953 og slog dem fuldstændig. To Aar efter led de et nyt Nederlag paa Raftartalv paa Freds (nær Kristianssund); 961 fom de igjen og blev atter flagne af Haakon paa Den Stord (Søndre Bergenhus Amt) trods sin store Overmagt. Men under Forfølgelsen af Fienden blev Haakon truffen af en Bil, som blev hans Bane. Haakons Død vafte almindelig Landesorg, og Tilnavnet den gode", som Samtiden gav ham, viser, hvor
