Norge gader, nemlig lite, og 2den afershusste, kristians. sandste, bergenste og trondhjemste Brigade. In- geniørbrigaden har ingen Menige og bestaar af 20 Officérer og 7 Boldmestere; Artilleribri gaden bestaar af 5 Bataljoner samt 1 Fyr- og Haandverkerkompagni; Ravaleribrigaden af 3 Korp. ser. Marinen tæller 37 Dampfartøier med til- jammen 152 Kanoner; af disse Fartøier er 4 Monitorer, 2 Fregatter, 2 Korvetter og 29 Kanon- baade. Flaadens Hovedstation er paa Horten. Befæstningsverfer findes i Kristianiafjorden (Oskars. borg), ved Kristiania (Akershus), Fredrikshald, Kongsvinger, Bergen (Bergenhus), Trondhjem og Vardø (Vardøhus); intet af dem kan gjøre Krav paa at ansees for Fæstninger af nogen Rang. Mynt, Maal og Vegt. Efter Ad- stillelsen fra Danmark fit Norge fit eget Mynt- system, hvis Enhed var Speciedaleren, der del- tes i 5 Mark (Ort) a 24 Stilling. Myntfoden var Sølv. 1875 tiltraadte imidlertid Norge Mynt- fonventionen mellem Sverige og Danmark og antog Guldmyntfoden samt den for de to nævnte Lande vedtagne Enhed, Kronen a 100 Øre. Maal- og Begtsystemet vedblev efter Adskillelsen fra Dan- mark at være det samme som i dette Land; fra 1fte Juli 1882 er det metriske System indført som det alene tilladte i Handel og Vandel. Norges Vaaben beftaar i en opreist gylden Løve med en Dre i Forlabberne i rødt Felt. Flaget er rødt med et blaat Kors indfattet i hvid Rand. Orlogsflaget har Split og Tinge og maa være forsynet med et af de norste og svenske Farver sammensat Unionsmærke, der har sin Plads øverst i Flaget nærmest Stangen. Af Ordener har Norge én, nemlig St. Olafsordenen, opret tet af Kong Oskar den første 1847. De med denne Orden dekorerede deles i Riddere, Kom- mandører af 1ste og 2den Klasse samt Storfors.- Historie. Norges ældste Historie er indhyllet i et næsten ugjennemtrængeligt Mørke. Selve Lan- det var saagodtsom ufjendt for Oldtidens Kultur folt. Pytheas fra Massilia, som levede i det 3die Aarh. f. Kr., omtaler et Land i det høie Norden, som han talder Thule, og efter hans Fremstil ling synes han dermed at have ment den standi naviste halvo. San figer nemlig, at Thule laa fer Dages Seilads i Nord for Britannien, og at der om Sommeren var uafbrudt Dag og om Vinteren uafbrudt Nat. Andre ældre Geografer, som Plinius, Diodor, Xenofon m. fl., omtaler ogsaa et Land langt mod Nord, men det er umu- ligt af deres Angivelser at slutte fig til, om de mener Landene syd eller nord for Østersjøen. Det er først i Middelalderen, at Norge træder ud af Sagnets Dunkelhed. At Landet ialfald tildels var befolket, førend Nordmændene tog det i Besiddelse, derom vidner nogle af de i de senere Aar gjorte arkæologiske Fund. Alt tyder imidlertid hen paa, at denne Urbefolkning har været et Nomadefolt, som ifte har havt nogen fast Bolig, men har draget om eftersom Forholdene bød det, og har maaste tilhørt den tschutiste Folkestamme, altsaa den samme, som vor Tids Lapper til hører. De gjorte Oldfund viser, at Norges oprindelige Befolkning har levet i Stenalderens Tid, idet alle de fundne Redskaber fra denne Periode bestaar af Sten. At Norge saaveljom de andre europæiske Lande ogsaa har havt en Bronce- 640 | Norge - alder, fremgaar tydelig af de gjorte Gravfund; dog er det endnu uafgjort, om Broncens Anven- delse er bleven bekjendt i Norge ved fremmed Indvandring eller ved fredelig Samhandel med andre Folf. Siffert er det fum, at Jernalderens Befolkning var Nordmænd; men Tiden for disses Indvandring fan fun ganske løselig sættes til nogle hundre Aar f. Kr. Nordmændene tilhørte den germaniste Stamme, som er en Gren af den indo-europæiske Folteæt (se Art. Germaner). Det ældre Norges egentlige Grændse gik paa den Tid ifte saa langt mod Nord som nu; hvad der laa nordenfor Forbjerget Afglapen (paa Sydfiden af Malangenfjord i Tromsø Amt), kaldtes med et fælles Navn Finmarken (Finmórk) og beboe- des udelukkende af de nomadiserende Lapper. Lan- dets ældste Juddeling var Fylker, hvoraf ethvert havde sin egen Konge. Fylkernes Antal regnes til ialt 31, nemlig Háleygjafylki eller Hálogaland, det nuværende Nordlands Amt og Tromsø Amt indtil Malangen; Naudoelafylki, Namdals Fog- deri; Eynafylki, Indergens og Beitstadens samt en Del af Ytterøens Prestegjeld; Sparbyggjafylki, Sparbo, Stod og Snaasen; Verdelafylki, bet nu- værende Bærdalen; Skeynafylki, Skogn og en Del af Yttergens Prestegjeld; Stjørdælafylki, Stjør dalen, Selbo og Klæbo; Strindafylki, Strinden, Fro- sten og Lervigen; Gauldolafylki, Melhus, Støren, Holtaalens og Noraas Prestegjeld; Orkdalafylki, Orkedal, Meldal, Opdal og Bynasset; Norðmera- fylki, Nordmøre tilligemed Fosens Fogderi; Raums- doelafylki, det nuværende Romsdals Fogderi; Sunn- moerafylki, Sondmøre Fogderi; Firðafylki, Nord- fjord og Søndfjord; den sydligste Del af dette Fylke faldtes Fjalir; Sygnafylki, Distrikterne om Sognefjorden; Hördafylki, Størstedelen af Søndre Bergenhus Amt; Haddingjadalr, Hallingdalen; Valdres, Balders; Rygjafylki, det nuværende Stavanger Amt; Egðafylki, Nedenæs Amt; Grænafylki, Bratsberg Amt tilligemed Numedal; Vestfold, Jarlsberg og Laurvigs Amt tilligemed Lier, Efer og Sandsvær af Buskeruds Amt; Vingulmork, Afer og Follo Fogderi samt Smaa- lenenes Amt; Alfheimar, Bohus Len; dette Fylke kaldtes ogsaa Ránriki eller Rænafylki; Ran- mafylki, Romerite samt Solør og Odalen; Hada- fylki, Hadeland, Ringerike, Thoten og Land samt Sigdals Prestegjeld; Heinafylki, Hedemarken, Var- dal og Birid; Gudbrandsdalir, Gudbrandsdalen med Faaberg og Gausdal; Eystridalir, Østerdalen med Jore og Særna Sogne i Sverige; Herjardalir (Herjedalen) og Jamtaland (Jemteland) var ogiaa norske Fyller. Denne Fylteinddeling bestod længe efterat Landet var samlet under én Konge, og ethvert af dem udgjorde enflags civil eller admi- nistrativ Enhed. De indvandrede Germaner eller Nordmænd, som de herefter faldtes, var Hedninger og deres Religion var Asalæren (se Gudelære, den nordiske); de bestod af Frie og frie eller Trælle. De Frie var efter sin Stand delte i Zarler og Karler. Jarlerne var af fornem Byrd, og dem paalaa det at føre Krig eller forsvare Landet. Karlerne dyrkede Jorden; de af dem, som eiede arvet Jordegods, kaldtes Odelsbønder (Holder), medens de, som leiede (bygslede) en Gaard eller Gaardpart hos Odelsbønder, faldtes Leilaændinger. Trællene var enten Krigsfanger eller fødte i ufri Stand; de eiedes af fine Herrer og funde sælges
