løser Intrigens Knude i Skuespillet; ogsaa enhver afgjørende, især ulykkelig Vending i en Sag; ulykkelig Begivenhed.
Kategorier, i Filosofien de almindeligste Begreber og Tankebestemmelser, hvorunder man kan henføre alle Gjenstande for Erfaringen, forsaavidt de tcenkes. Aristoteles opstillede en Rcrkke af 10 Kategorier (Substans, Kvantitet, Kvalitet, Relation osv.), som han ikke opfattede som subjektive Tanke?? former, men som angivende visse almindelige Be stemmelser ved det virkelige; en Tings mere kon krete (saaledes f. Ex. fysiske) Egenskaber opfattede han derimod ikke som Kategorier. Senere Fortolkere af Aristoteles tilføiede endnu flere Kategorier, og Læren om disse uddannedes formelt videre gjennem Stoikerne og Nyplatonikerne. — Kant gav Kategorierne en ny Betydning, idet han opfattede dem som oprindelige Former i den dømmende Forstand. De er efter ham uafhængige af Dommens konkrete Indhold, men begrunder dens Former og muliggjør enhver Erfaring. De senere spekulative Systemer har gjort mere eller mindre heldige Forsøg paa at opstille og aflede Kategorierue; Læren om disse udvikledes navnlig gjennem Fichte og Hegel.
Kategorisk, ligefrem, afgjort, ubetinget. — Kategorisk Dom, se Dom. — Kategorisk Imperativ, se Kant.
Kateket, i den første kristne Kirke en Person, som underviste Katekumenerne og forberedte dem til Daaben; nu en, som underviser i Religion ved Katekisation; en ordineret Theolog, som er Førstelærer ved en Borgerskole. — Kateketik, Læren om Børns Undervisning i Kristendom gjennem Spørgsmaal og Svar. — Katekisere, undervise i Religion ved Spørgsmaal; Katekisation, en saadan Undervisning (Overhøring).
Kateketskoler, i den gamle Merlandske Kirke Dannelsesanstalter for Lcerere i den kristne Reli gion. Den fyrste af saadanne Skoler var den i Alexandria, som voxede op til at blive et theologisk Seminarium af stor Betydning. Den blev stiftet af Pantcenos (d. 202) og hans Discipel Klemens fra Alexandria og vandt senere navnlig Berammelse gjennem Origines; den meddelte ikke blot Undervisning i Exegese og Religionslære, men ogsaa i Rhetorik, græsk Literatur og Filosofi. Den gik ind under de arianske Stridigheder omkring Midten af det 4de Aarh. — I det tredie Aarh. stiftedes en Kateketskole i Antiokia af Presbyterne Lukianos og Dorotheos; den skilte sig fra Alexandrinerskolen ved at kræve en kritisk-historisk Udlægning af de hellige Skrifter. Ogsaa Nestorianerne i Mesopotamien havde i det 3die og 5te Aarh. en Kateketskole i Edessa, senere i Nisibis.
Katekismus, en kortfattet Fremstilling af Kristendommens Hovedlærdomme, ofte affattet i Spørgsmaal og Svar. Allerede fra det 8de og 9de Aarhundrede forfattedes saadanne Lærebøger, blandt hvilke de mest bekjendte er den af Kero, en Munk i St. Gallen, og den, som sandsynligvis skriver sig fra Otfried af Weissenburg. Senere havde navnlig Middelalderens reformatoriske Sekter saadanne Lærebøger uden dog at bruge Navnet Katekismer, der første Gang findes anvendt af Lachmann 1528. Allerede 1520 udgav Luther et lidet Skrift, hvori han i Spørgsmaal og Svar behandlede Budene, Troesartiklerne og Fadervor; hertil føiede han i sine
Klltharcr
1529 udgivne Katekismer (den store og den lille) to nye Hovedstykker om de to kristelige Sakramenter. Luthers Katekismer bidrog meget til Reformationens Udbredelse og er begge optagne blandt den evangelisk-lutherske Kirkes Bekjendelsesskrifter. Den store Katekismus er oversat til Norsk første Gang af W. A. Wexels, senere (1860) af F. V. Vugge; den lille blev først oversat til Dansk af Jørgen Jensen Sadolin 1532 og 5—6 Aar senere af Petrus Palladius. Siden den Tid har man saavel i Danmark som i Norge faaet andre, nyere Oversættelser og Udgaver af den, og den benyttes endnu som Grundlag for Religionsundervisningen. — I den reformerte Kirke nyder den af Kalvin forfattede Genfer-Katekismus samme Anseelse som Luthers i den lutherske Kirke; desuden har de Reformerte Züricherkatekismen, som 1639 ophøiedes til Bekjendelsesskrift, og Heidelberger-Katekismen, som 1618 paa Dortrechtersynoden anerkjendtes som symbolsk Skrift. — Den anglikanske Kirke har den af Joh. Poinet 1552 forfattede „Church catechism“ og den presbyterianske Kirke „The assembly cathecism“, egentlig en større og en mindre af samme Navn. — Den romersk-katholske Kirke har den saakaldte tridentinske Katekismns, som 1566 udkom i Rom, men som paa mange Steder ikke har trængt igjennem paa Grund af Modstand fra Jesuiterne. — Den græske Kirkes store Katekismus er forfattet af Petrus Mogilas, Metropolit i Kiew, og udkom 1642; efter denne lod Peter den store udarbeide en liden Katekismus.
Katekumener (egentl. Katekhumenoi, d. e. de, som skal optages, nemlig i Kirken), i den ældste kristne Kirkes Tid Benævnelse paa de Jøder og Hedninger, som forberedtes til Daaben.
Katharer, d. e. de rene, Fællesnavn for flere religiøse Sekter, som fra Slutningen af det 10de Aarh. opstod i Frankrige, Lombardiet og det vestlige Tyskland, og som alle traadte i Opposition mod den romerske Kirkes Udartning i verdslig Retning og krævede en Tilbagevenden til en mere apostolifl Kirkeindretning. De fleste af dem hyldede en dualistisk Verdensopfatning, som nærmede sig til de gamle Marcioniters og Manikæeres, med hvilke de derfor ofte sammenblandes af de samtidige kirkelige Forfattere. Formedelst sit Sammenhæng med de bnlgariske Paulicianere kaldtes de ogsaa Bulgarer; andre Navne paa dem var Patarener, Publikaner eller Popelitaner. Katharer var det Navn, de selv gav sig; af dette Ord udledes Benævnelsen Kjætter. — Katharernes Historie er i mange Stykker dunkel, og de Beretninger om dem, som samtidige kirkelige Forfattere giver, er dels mangelfulde, dels partiske og feilagtige. At de vedligeholdt visse gnostiske Traditioner fra Oldtiden, er ikke usandsynligt, skjønt det gnostiske Element hos flere af de til Katharerne regnede Partier er temmelig tvivlsomt. I den senere Tid gjorde de sin egentlige Lære til en Slags Mysterium, medens de stillede sine praktisk-sædelige Grundsætninger i Forgrunden. Hos flere Partier førte det dualistiske Grundlag for deres Lære til Forkastelse af al ydre Gudstjeneste, af Prestestanden, af Ægteskabet, af animalsk Føde osv. Istedenfor Daaben anvendte de Haandspaalæggelse; det Gamle Testamente forkastede de og det Nye gjorde de til Gjenstand for allegorisk Udlægning. — I
