Nordkap famt de forskjellige i Krigen indviklede Landes Historie. 611 Nordkap, Forbjerg paa Magerøens Nordside under 71° 12' n. Br., er tidligere almindelig blevet betragtet som Norges og Europas nord- ligste Punkt. Den paa Nordkaps Vestside frem- springende lave Odde, Knivskjærodden, gaar imidlertid nogle Sekunder længere nord. Nord- fap er et anseligt Fieldparti, som er aldeles fladt ovenpaa og paa Siderne styrter steilt ned mod Havet; den mod Nord vendende Side gaar paa fine Steder næsten lodret ned. Det besøges aarlig af mange udenlandske Turister, og 1872 lod Kong Ostar den anden reise en Støtte paa Nordkap til Minde om fit Besøg der. Nordkarolina, en af de Forenede Stater i Nordamerika, begrændses i Nord af Virginien, i Best af Tennessee, i Syd af Sydkarolina og i Øst af Atlanterhavet, er 2,345 Kv.mil stor og har ca. 1,200,000 Jndb. Kyststrækningen er lav, flad og sandet; ved kysten ligger mange Sandbanker, og Indsfjæringerne er grunde, hvorfor Kysten er farlig for Stibe. Længere inde i Landet ligger store sumpede Sletter, der afløses af et bølgefor- met Bakkeland og senere af et Plateau med ca. 1750 Fods Middelhoide over havet. Her er Jor den i Modsætning til, hvad Tilfældet er paa Øst- tysten, i det hele taget frugtbar. Klimatet er paa Lavlandet ved Kysten varmt, om Sommeren usundt, medens det i det vestlige er behagelig tem pereret. Hovedprodukterne af Jorddyrkningen, der udgjør Hovednæringsveien, er Bomuld, Tobak, Ris, Mais og de almindelige europæiffe Korn- sorter. Ogsaa Vinavl finder Sted. Kvægavl, Stov og Bergverksdrift er ligeledes vigtige Næringsveie. Af Metaller udvindes især Jern og Guld. Indu ftrien er iffe af stor Betydning; de fleste Fabri- ter er Bomuldsfabriker, Moller, Tobats og Ter- pentinfabriker. Udførselen havde 1874 en Værdi af noget over 3 Mill. Dollars, Indførselen af 144,000 Dollars. Den første Koloni i Nordfarolina grun- dedes ca. 1660 fra Virginien af. 1663 ftjan fedes baade Nord- og Sydkarolina af den engelske Konge til en royalistist Familie, men 1729 fom Landet atter under Kronen. Nordkarolinas nu- bærende Forfatning striver sig fra 1776, men er senere to Gange revideret. -Hovedstad Raleigh (f. d.). Nordkyn, Forbjerg paa en halvø mellem Tanafjord og axefjord i Østfiumarken, ca. 10 Mil øst for Nordkap, er den nordligste Spids af Europas Fastland, under 71° 6' 1. Br. Nordlands Amt, det sydligste af Tromsø Stifts Amter, grændser mod Nord til Tromsø Amt, mod Øst til svenst Norrland, mod Syd til Nordre Trondhjems Amt og mod Vest til Havet. Størrelsen er ca. 700 (304 norffe) Sv.mil og Indbyg- gerantallet ca. 105,000. Det er altsaa i udstrækning næst Finmarkens Amt det største af Norges Over øvrighedsdistrifter, hvorimod det med Hensyn til Indbyggerantal fun er Nr. 7. Den til Fastlandet hørende Del af Amtet udgjør en lang og forholdsvis temmelig smal Landstrimmel langs Rigsgrændsen, gjennemftaaren af talrige, tildels større Fiorde, hvoriblandt kan mærkes Beffenfjord, Ranenfjord, Saltenfjord og Tysfjord. Landets Indre har for- detmeste Alpekaraktér; det er opfyldt af dels sammen hængende Fieldkjæder, dels fritstaaende Toppe, paa Nordlands Amt hvilke der findes større og mindre Jsbræer. Den betydeligste af disse er Svartisen (s. d.). Af de talrige Indsjøer fan nævnes Røsvandet, en af Norges største. De talrige Elve er for det meste smaa og forte med et rivende Løb; en Undtagelse herfra danner dog Beffenelven og Ra- nens Vasdrag. Amtets lange Kyststrækning er om- franset af et tæt Belte af Der og Holmer, hvilket fun paa faa Steder er afbrudt; blandt de større Samlinger af saadanne maa først og fremst næv nes Lofotøerne, samt Vesteraalens og Trænhavets - grupper (f. d. Art.). Størsteparten af disse Der er høie og steile med vilde, forrevne Field- toppe, som ofte antager de underligste Former. Amtet deles i 4 Fogderier (Søndre og Nordre Helgeland, Salten samt Lofoten og Vesteraalen), 4 Sorenskriverier, 37 Herreder og 2 Bykommuner (Bodø og Mosjøen). Dets vigtigste Næringsveie er Fiskeri, Agerbrug, Fædrift og Skovdrift. Af Fiske- rierne maa især nævnes Norges betydeligste Strei- fifte, som hver Vinter foregaar i Lofoten, og hvortil der samles indtil 30,000 Mennesfer fornemmelig fra de nordre Distrikter, men ogsaa fra andre Dele af Landet. Ogfaa Sildefifterierne er af megen Vigtighed. Skovdriften foregaar navnlig fra de større Fiorde Vefsen og Ranen. Bergverks- driften er endnu ubetydelig, men de i de sidste Aar hyppig gjorte Fund af Ertsforekomster lader formode, at ogsaa den med Tiden vil tage Op- sving. Industrien er liden og indskrænker sig hovedsagelig til Baadbyggeri og Forfærdigelse af Fiskeredskaber; dog er der i Lofoten i de senere Aar oprettet adskillige fabritmæssige Anlæg for Tilgodegjørelse af Fiskeprodukter (Guanofabriker og Tranbrænderier). Nordlands Amt udgjorde forhen tilligemed en Del af Tromsø Amt de gamle Nordmænds Haalogaland. Landet havde tidlig fine egne Konger, blandt hvilke kan næv- nes den saakaldte Haaleygeæt, hvorfra Haakon Ladejarl skulde nedstamme. Ættens Stam fader angives at være Saming, en Søn af Odin. I den ældste historiske Tid forekom mer Navnene paa flere mægtige haaloga- landske Ætter, hvis Medlemmer ofte greb af- giørende ind i Landets Skjebne. Harald haar- fagres Erobringer nordenfjelds lettedes betydelig bed, at den haalogalandske Jarl Haakon Griot- gardssøn frivillig underkastede fig. 3 Slutnin gen af det 10de Aarh. indførtes Kristendommen, men Haaleygerne fandt sig misfornøiede med Olav den hellige og var blandt de første, som hyldede Kong Knud af Danmark, ligesom de tog vigtig Del i Stiklestadslaget. Senere traadte haaloga- land mere i Baggrunden for det mægtige Trønde lagen og synes ifte at have deltaget synderlig i de borgerlige Uroligheder; dog hævdede det en vis Betydning paa Grund af sine rige Fiskerier, hvilket førte til en livlig Handelsforbindelse med Bergen. det 15de og 16de Marh. var Landet meget ud- sat for Plyndringer fra Englændernes og Rus- sernes Side, ligesom de bergenfte Kjøbmænds Monopoler og enevældige Optræden havde en uheldig Indflydelse paa Landet. Dertil kom ogsaa, at det haalogalandste eller, som det nu faldtes, nordlandske Jordegods var i hænderne paa enfelte Rigmænd, hvorved Selveierstanden blandt Bon- derne saagodtsom forsvandt. Fra forrige Aar- hundredes Begyndelse indsaa den danske Regjering, 39*
