den. Nederlandene 578 Historie. Nederlandene var allerede paa Cæsars Tid for Størstedelen beboede af germa- niste Foltestammer, Bataver mellem Rhinen, Waal og Maas og Friser ved den nordlige Syst. Bataverne førte 70 e. K. under Claudius Civilis med Held Krig mod Romerne. Fra det 5te Aarh. forsvandt Batavernes Navn, og der omtales fra den Tid fun tre Stammer: Frankerne i Syd, Friserne i Nord og Sachserne i Øst; de to sidst nævnte blev i Tidens Løb betvungne af Fran- ferne, som selv hørte til Karl der stores Rige. Ved dettes Deling tilfaldt Nederlandene 843 Tysk land; under Keiserrigets Overhøihed opstod der i Tidens Løb et stort Antal Hertugdømmer, Grev- staber og geistlige Herskaber; de mægtigste var Greverne af Flandern. Hertugerne af Burgunds yngre Linie samlede paa forskjellig Maade de fleste af disse Smaastater under sit Scepter; efter Karl den driftiges Fald 1477 kom Nederlandene ved Giftermaal til det habsburgske Hus; da Kei- ser Maximilians Søn Karl den femte besteg Spaniens Trone, forenedes Nederlandene med dette Land. Reformationen udbredte sig paa denne Tid hurtig blandt de oplyste og velhavende Neder- lændere; Reiseren forfulgte forgjeves Protestan terne, hvorimod han lod Folket beholde sine æld- gamle Friheder og Rettigheder. Anderledes blev Tilstanden under hans Søn Filip den anden, der var ligesaa despotist i politist som religiøs Henseende. Han indførte Inkvisitionen, som selv- følgelig bidrog meget til at gjøre hans Herre- dømme forhadt, og søgte ved Sjelp af Kardinal Granvella at tilrive sig al Magt baade i verds- lige og religiøse Sager. Under de utaalelige For hold, som derved fremkaldtes, foretraf mange Nederlændere at udvandre, medens Adelen forenede fig for at beskytte sine Rettigheder. Deres For bund faldtes for Spot Genser" (d. e. Tiggere), hvilket Navn de senere selv benyttede. Regent inden Margrete af Parma var stemt for lempe- lige Forholdsregler og vilde maaste derved have opnaaet at gjenoprette Roligheden; men Filip var ubefindig nok til 1567 at sende den berygtede Hertug af Alba til Nederlandene for at tue Op- standen med Magt, og der var da iffe længer at tænke paa nogen Forsoning. 1568 lod Alba to af Neder- landenes ædlefte og dygtigste Mænd, Greverne Egmont og Hoorn, henrette; Antallet af dem, som faldt for Starpretterens Dre i Albas hele Statholdertid, anflaaes til 18,000. Det lykkedes ham imidlertid ifte at faa fat paa det fædrelands- findede Partis ypperste Leder, den floge Vilhelm af Oranien, som fit Tid til at redde sig ved Flug- ten. Efter at have raset i Nederlandene i 6 Aar faldtes Alba tilbage 1573 og erstattedes med L. Requesens y Zuniga, som var tilbøielig til mil dere Forholdsregler, men som døde allerede 1576. Under hans Funktionstid indtraf Leidens Belei ring 1574. Nederlænderne ophidsedes end mere ved de spanske Soldaters Toileløshed, som bragte ogsaa de sydlige, hidtil rolige Provinser til at forene sig med de nordlige ved Pacifikationen i Gent 1576, der maatte anerkjendes af Requesens Efterfølger Juan d'Austria. Efter dennes Død blev Alexander Farnese Statholder; han forstod ved sin Tapperhed og ved med Klogstab at benytte fig af Provinsernes indbyrdes Uenighed at tvinge de sydlige Provinser tilbage under Spaniens Her- Nederlandene redømme. De nordlige derimod var for bestandig tabte. 1579 fit Vilhelm af Oranien stiftet Uni- onen i Utrecht mellem Provinserne Holland, Zee- land, Utrecht, Geldern og Groeningen; Forbun det tiltraadtes senere af Friesland, Overyssel og Byen Groeningen og opfagde 1581 Kongen af Spanien Huldskab og Trostab. Provinserne an- tog nu Navnet de Forenede Nederlandes Republit, men faldtes efter den vigtigste Pro- vins i Almindelighed Holland. I Spidsen for Republiken stod Generalstaterne og Statholderen, hvilken sidste Boft beklædtes af Vilhelm af Ora nien, indtil han 1584 blev snigmyrdet og efter- fulgtes af fin Søn Moritz. 1609 sluttedes ende- lig i Antwerpen en Vaabenstilstand paa 12 Aar, efter hvilken Tids Forløb Fiendtlighederne med Spanierne atter begyndte 1621; Kampen førtes heldig af Nederlænderne under Morig og hans Efterfølger Fredrik Henrif (1625-47); endelig blev Nederlandene ved den westfalske Fred 1648 fikrede Uafhængighed. Republiken var efter Af slutningen af fin lange Frihedstamp ingenlunde i saa daarlig Forfatning, som man kunde have ventet; tvertimod havde dens Skibsfart og Han- del taget et meget stort Opsving paa den spanskes Bekostning, og Grunden til Nederlandenes Kolo- nialbesiddelser i Indien var lagt. I den nær- mefte Tid efter Frihedskampen var Nederlandene Europas første Handels- og Sjømagt; men snart fit de en Medbeiler i England, som under Krigen havde været deres Forbundsfælle, men nu vendte fine Vaaben mod den heldige Rival. De Sjø- trige, som udsprang af denne Kappestrid mellem de to driftige og tapre Nationer, førtes af Neder- lænderne jevnlig med held under saadanne Helte som Admiralerue Tromp og Ruyter; men Enden paa Kappestriden blev dog, at England lidt efter lidt indtog den Plads som Europas første Sjøfarts- og Handelsnation, som det senere har hævdet. Rogen nævneværdig Tilbagegang i Nederlandenes Belstand blev dog iffe Folgen deraf. Fredrik Henrik efterfulgtes som Statholder af sin Søn Bilhelm den anden, der imidlertid døde allerede 1650; han efterlod fig kun en nyfødt Søn, og Statholderværdigheden blev derfor indtil videre staaende ubesat; 1667 blev den endog formelig afskaffet ved det saakaldte evige Edikt", hvorefter Jan de Witt (f. d.) blev Landets Styrer. Da Nederlandene 1672 blev overfaldt af Ludvig den fjortende, som vilde hevne deres Deltagelse i Trivel alliancen, blev imidlertid Jan de Witt styrtet af den unge Prins Vilhelm (den tredie), som blev udnævnt til Statholder og ledede Krigsførelsen med et saadant Held, at han 1678 funde flutte Freden i Nimwegen uden Tab. 1689 blev Vilhelm Konge i England, men vedblev ved siden af denne Bærdighed at beklæde Statholderembedet i Neder- landene, der imidlertid som Følge af hans Politik indvikledes i en ny og ikke altid heldig krig med Frankrige. Efter Vilhelms Død 1702 forblev Statholderposten atter for en Tid ubesat, idet Raadspensionæren Heinsins styrede Republikens Anliggender. 1747 blev Vilhelm den fjerde, der tilhørte en Sidelinie af det nassau-oraniske Hus, valgt til arvelig Statholder; han døde 1751 og efterfulgtes af sin Son Wilhelm den femte, der imid- lertid først 1766 som myndig tiltraadte Regjerin gen. I hans Tid deltog Nederlænderne i de
