Aarhundredets Slutning stete navnlig store Fremskridt, der er blevne fortsatte i dette Aarhundrede ved For bedring af Methodeme, Optagelfen af flere og mere forskjelligartede Karter ofv. Af den nyere Tids mest bekjendte Karttegnere kan navnes Cas smi, Homann, D’Anville og i den nyeste Tid Tyskerne Stieler, Kiepert, Sydow m. fl.
Kartagena (Cartagena, udt. Kartachena), starkt befastet Vy i den fpanske Provins Murcia, ved et med Middelhavet i Forbindelse staaende Bassin, der danner en Ypperlig Havn, har 55,000 Indb., er smukt bebygget, har en Navigationsskole, Fa brikation af Skibsartikler og livlig Handel. Den er en af de spanske Krigshavne. Byen skriver sig allerede fra Oldtiden, da den under Navn af Ny-Karthago anlagdes af Karthagenienferen Hasdrubal 228 f. Kr.
Kartel, skriftlig Udfordring til en Duel; Traktat mellem krigf??rende Magter om, hvorledes de under Krigen vil forholde sig mod hverandre, f. Ex. med Henfyn til Postforsendelsen, til Krigs fangernes UdlMnng osv.; ogsaa i det hele taget en Overenskomst mellem Stater angaaende mili tare Sager.
Karthago, gr. Karkhedon, i Oldtiden en berømt By paa Nordkysten af Afrika, laa i Nærheden af det nuværende Tunis paa en Landtunge, som strækker sig ud i en liden Bugt af Middelhavet. Ifølge de gamle Sagn skulde den være grundet i det 9de Aarh. f. Kr. af den tyriske Kongedatter Dido, som drog hid med et Mlge af Wmkere og kjMe den Landstrækning, hvor Byen blev bygget. Byens ældste Del var Byrsa, den senere Borg. Mod Landsiden var den omgiven af en tredobbelt, mod Havnen, af hvilken den inderste Del var bestemt for Krigsskibe, den yderste for Handelsskibe, af en enkelt Mur. Byens Indbyggerantal angives henimod Slutningen af dens Existens til 700,000. Det Landomraade, som Karthago underlagde sig i Libyen, dels ved Erobring, dels ved Tilslutning af gamle fønikiske Kolonier (Utica, Hadrumetum m. fl.), strakte sig paa den Tid, da det havde størst Omfang, mod Syd til Tritonsjøen, mod Øst til Cyrene og mod Vest til Grændserne af Numidien samt langs Kysten lige til Atlanterhavet. Allerede i det 6te Aarh. f. Kr. var Karthagerne Herrer paa Sardinien og begyndte der samt paa Sicilien og i Nordafrika at stifte Kolonier. Hanno anlagde Kolonier paa Afrikas Vestkyst og Himilkon bereiste Spaniens og Frankriges Kyster. Fokaerne stog 537 en forenet etruskisk og karthagisk Flaade, men blev dog af Karthagerne nødte til at opgive sin Kolonisation paa Korsika. Allerede 509 stulde Karthagerne iftlge Polybios’s dog lidet trolige Beretning have stuttet en Handelstraktat med Romerne, hvilken senere ofte blev fornyet. I det hele taget var Karthagerne allerede paa disse Tider et mægtigt Folk, som særlig udmærkede sig i Handel og Sjøfart. En sammenhængende karthagisk Historie begynder først med det 5te Aarh. f. Kr., da Karthagerne første Gang stMe siendtlig sammen med Grækerne paa Sicilien. Tyrannen Terillos i Himera var bleven fordreven og kaldte dem nu tilligemed sin Svigersøn Anaxilas i Rhegium til Hjelp. De sendte en mægtig Hær under Hamilkar, som imidlertid 480 ved Himera blev slagen af Gelon og Theron. 409 kaldtes de af Egestæerne til Hjelp mod Selinunt; Hamilkars
Karthago
Sønnesøn Hannibal ødelagde Selinunt og Himera, Himilkon erobrede Agrigent og Gela, og 405 sluttedes en Fred med Dionysios af Syrakus, ifølge hvilken Karthagerne skulde beholde de af dem er obrede Byer. Men 397 erklærede Dionysios Krig og erobrede Motye; nu kom Himilkon med en mægtig Hær og Flaade, beleirede Syrakus, men nødtes 395 af en i hans Hær udbrudt Pest til at trække sig tilbage. S. A. bragtes Karthagerne for en Tid i en vanskelig Stilling ved, at de undertvungne Libyer gjorde Oprør, hvilket dog snart endte paa Grund af Uenighed og Mangel paa Livsfornødenheder. 383 og 368 førtes atter Krig mellem Karthago og Syrakus, indtil Dionysios’s Død 367 befriede Karthagerne for deres farligste Fiende. Under Dionysios den yngres Regjering udbredte de sit Herredømme paa Sicilien, men Timoleon stog dem 340, befriede de undertvungne græske Byer og fastsatte Floden Halykos som Grændse for deres Omraade. Agathokles gjorde 310—07 et Tog til Afrika og bragte derved Karthago i en yderst betrængt Stilling, men hans Søn Arkhagathos forspildte de vundne Fordele, og ved Freden beholdt Karthagerne de Strækninger, som de havde havt før Toget, men maatte betale anselige Krigsomkostninger. Efter Agathokles’s Død udbredte de sig igjen paa Sicilien og indskrænkedes kun forbigaaende i sit Herredømme ved Pyrrhos 277—76. Til Romerne havde de hidtil staaet i et venskabeligt Forhold; men med det romerske HerredMmeS Udbredelfe til Syditalien kunde et Sammenstød ikke lange undgaaes. Det fandt Sted, da Mamertinerne, som hande erobret Messana, kaldte Romerne til Hjelp mod Hieron af Syrakus og hans Forbundsfæller Karthagerne. Krigen (den første puniske Krig) brød ud 264 og førtes med vexlende Held, indtil Hanna 241 blev overvunden af Lutatius Catulus i et Sjøslag ved de ægatiske Øer, hvorved den karthagiske Feltherre Hamilkar Barkas nødtes til at stutte Fred. Ifølge denne skulde Karthagerne rømme Sicilien og i Løbet af 10 Aar betale Rom 3,200 Talenter. Kort efter Freden bragte et Oprør af Leietropperne Karthago Undergangen nær; Romerne bemægtigede sig under den treaarige blodige Krig, i hvilken Karthago endelig blev Herre over Leietropperne, Sardinien og Korsika. Samtidig var der inden den karthagiske Stat Stridigheder mellem Aristokraterne og Demokraterne, i hvilke de sidste gik af med Seiren. Deres Anfører, Hamilkar, drog til Spanien, for her at skabe Karthago en Erstatning for de tabte italienske Øer. Hans SvigersM Hasdrubal grundede der Ny-Karthago (nu Kartagena) og underkastede sig Landet indtil Ebro. Efterat Hasdrubal var bleven myrdet 221, traadte Hamilkars Søn Hannibal (s. d.) i Spidsen for den karthagiske Har. Opfyldt af Had og Hevnlyst mod Rom angreb han 219 det med Romerne forbundne Sagunt, og da han negtede at give Romerne Erstatning for dets Indtagelse, udbrød den anden puniske Krig. Hannibal drog over Pyrenæerne, gjennem Gallien og over Alperne til Italien og slog gjentagne Gange Romerne, saaledes ved Cannæ 216, hvor han ganske oprev en romersk Hær paa 80,000 Mand. De italienske Folkeslag gik for en stor Del over til hans Faner, men hans Lykke varede ikke længe; 212 blev han slagen ved Nola af Claudius Marcellus;
