Mynster Mynster, Jakob Peter, bekjendt danst Theo- log, f. 1775, d. 1854, tog 1794 theologist Em- bedsexamen og blev 1801 Sogneprest i Spjellerup og Smerup paa Sjælland. Under de første Aar af hans Virken i dette Kald foregik der en dybt gaaende Forandring med ham, idet han, som tid- lig havde begyndt at fjerne fig fra den positive Kristendom, her atter vendte tilbage til den for at omfatte den med fornyet Alvor og Inderlighed. Da Biskop Boisen 1806 udgav et Skrift med Forslag om Liturgiens Forandring i rationalistist Hand, optraadte Mynster mod ham med en al- vorlig og grundig Afhandling. Foruden flere theologiste Afhandlinger, som offentliggjordes i Roskilde Landemodes Forhandlinger, udgav han i disse Aar ogsaa fine bekjendte Spjellerups- prædikener" (1809), det første kraftige og bestemte Bidnesbyrd i evangelist and mod Tidens Ra- tionalisme, og 1810 Om den Kunst at prædike". 1811 blev han første residerende Kapellan ved Frue Kirke i Kjøbenhavn. I Hovedstaden var, som rimeligt, Rationalismens Hovedsæde, og den tørre Fornuftkristendom, som prædikedes i alle Kirker, havde bevirket, at disse stod næsten tomme. Mynster vidste at faa dette Forhold forandret; tiltrukne af hans ærlige, troende Vidnesbyrd om Evangeliet saavelsom af hans store Lærdom og usædvanlige Veltalenhed firømmede Folk til Kir fen, og blandt hans Tilhørere taltes snart en Stare yngre Theologer, der senere blev hans Medhjelpere i Kampen mod Rationalismen. En frugtbar Virksomhed udfoldede han ogsaa som Lærer ved Pastoralseminariet. 1817 blev han Medlem af Direktionen for Universitetet og de lærde Stoler, 1828 Konfessionarius samt Hof- og Slotsprest og 1834 Biskop over Sjællands Stift, hvilket Embede han indehavde til fin Død. I det politiste Liv deltog Mynster som Medlem af Roskilde Stænderforsamling og senere af den grund lovgivende Rigsdag, men vandt paa Grund af sin absolutististe Konservatisme ingen Popularitet som Politiker. Af hans Strifter fan foruden de foran anførte nævnes en Aargang Prædikener (1823), en ny Oversættelse af Luthers lille Katekismus (1814) og Betragtninger over de friftelige Troes lærdomme" (1833), det mest ansete og læfte af alle hans Skrifter; hans „Blandede Skrifter" af firkehistorist, dogmatist og filosofist Indhold sam febes 1852-57. Endnu fan nævnes hans Del- tagelse i Revisionen af den nye Oversættelse af det Nye Testamente (1819) og i udarbeidelsen af Til lægget til den evangelist-kristelig Salmebog (1845); 1837 fit han det verv at gjøre Udkast til Foran- dringer i Alterbogen og Ritualet; men hans For- flag (udgivet 1839) blev iffe antaget. Hans Broder Ole Hieronymus Mynster, f. 1772, d. 1818, studerede Medicin og blev 1805 Profes- for; hau bestjeftigede sig med kemiske og elettro- metriffe Undersøgelser. Foregaaendes Son Fre- drif Ludvig Mynster, f. 1811, er bekjendt, som Oversætter af Ossian, af Herders,Cid", flere af Luthers mindre Strifter m. m. 552 Mynt, Metalstykker af en nøie faftfat Vegt og Sammensætning, med et Præg, der angi ver deres Værdi. Ved Mynter af Guld samt større Sølvmynter sparer denne Værdi ganfte eller tilnærmelsesvis til Metallets Værdi; ved mindre Sølvmynter samt Kobber og Bronce- Mynt mynt er den mindre end Metalværdien, idet disse Myuter bruges som Repræsentativ for en vis Værdi, der garanteres af Staten. Bræg ningen af Mynt er en meget gammel Opfin- delse. Allerede Oldtidens græfte og andre Myn ter havde for det meste den endnu brugelige Form af en cirkelrund Stive; firkantede, sexfan- tede eller ottekantede Mynter er af og til blevne forsøgte, men har ikke vundet megen Udbredelse. Oprindelig var Mynten fun præget paa den ene Side, senere paa begge. Myntfabrikationen var fra først af fri for enhver; men da det snart viste sig, at Privatmænd benyttede denne Adgang til at slaa Mynt af ringere Værdi end angivet, og da det desuden var af Vigtighed at faa en Enhed i Værdien af Mynterne i de enkelte Lande, blev det almindelig bestemt, at Retten til at slaa Mynt udelukkende skulde tilkomme Staten. I Middelalderen erhvervede dog ogsaa flere Biskoper, Adelsmænd og Byer fig Myntret, som de dog snart igjen tabte. Nu er Myntningen paa de fleste Steder Statsmonopol. Bed Mynter stielnes mellem Forsiden (Aversen) og Bagsiden (Reversen). Præget er i Regelen ophøiet, dog iffe meget, for at det iffe stal slides altfor stærkt. Guld- og Sølvmynter gjøres ikke af ganske rent Metal, da dette vilde være for blødt, men faar en Tilsætning af en ringe Mængde Kobber. Guldmynter gjøres nu i Regelen af en Finhed lig 0.900, d. v. f. de bestaar af 900 Vegtsdele rent Guld og 100 Begtsdele Kobber. Sølvmynternes Finhed varierer meget efter deres Størrelse; saa- ledes udgjør den for de skandinaviske Sølvkroner 0.800, for Femti-Øre og Femogtyve-Øre Mynter 0.600 og for Ti-Øre Mynter 0,400. For noi- agtig at bestemme en Mynts Gehalt i Over- ensstemmelse med Myntfoden bliver Metallet før Prægningen omhyggelig proberet (se Brobering) og de enkelte Myntstykker bagefter justerede, d. v. s. veiede paa en meget fin Vegt, hvorefter de overvegtige afftrabes eller files, medens de, som er for lette, indsmeltes igjen. Da det imid lertid er umuligt at opnaa aldeles absolut Noiag- tighed, er der saavel ved Proberingen som Juste- ringen indrømmet en bestemt, meget liden Afvi- gelse til begge Sider af det rette; denne Afvigelse kaldes Tolerance eller Remedium. - Den tekniste Fremgangsmaade ved Myntning er føl- gende. De ædle Metaller smeltes i store Digler af Grafit eller Smedejern og udstøbes derpaa i lange Stænger. Disse lader man gaa gjennem et Balfevert, som udstrækker dem til flade Strim- ler af den Brede, som er nødvendig. Efter at have faaet denne Form glødes de, hvorefter de enfelte Myutstykker udhugges med et Stempel. Nu justeres de runde Plader (Blanketter), hvor efter de glødes og beitses med fortyndet Svovl- syre for at faa en ren og blank Overflade. Blan fetterne bringes derpaa i Pregemaskinen, hvor de ved en mekanisk Indretning en efter en føres hen mellem Stemplerne. Disse er gjorte af Staal, som efter Graveringen er hærdet, og er anbragte saaledes, at Myntblanketten fommer til at ligge horizontalt mellem dem. Paa Understemplet, der er faststaaende, er anbragt en Ring, som i det Dieblik, da Blanketten kommer hen paa Stemplet, hæver sig og omslutter den under Prægningen, medens den efter denne gaar ned udenom Stemp-
