Montesquiou-Fézensac udfoldede en Godgiørenhed og Omsorg for fine Undergivne, der vandt ham deres Yndest. 516 Montesquiou-Fézenfae (udt. Mongt'stiu Fesangsat), en af de ældste adelige Familier i Frankrige. Anne Pierre, Marquis de Montesquiou Fézensac, f. 1739, b. 1798, sendtes ved Revolutionens Udbrud af Adelen i Baris som Deputeret til Nationalforsamlingen, hvor han indtog et liberalt Standpunkt og ud mærkede sig i Finansdebatterne. 1792 blev han Che; for Sydarméen, med hvilken han faldt ind i Savoien, som han indtog uden Sværdslag. Næste Aar blev han imidlertid anklaget og maatte til 1795 leve som Flygtning i Schweiz. Han har skrevet flere Dramaer og et Vert om Frank- riges Finansforvaltning (1797). Monteverde, Claudio, italiensk Komponist, f. 1566, d. 1650, var fra 1613 Rapelmester ved Martuskirken i Venedig. Han skrev Messer, Salmer, Kanzonetter og Madrigaler, hvilke sidste egentlig var hans Specialitet, samt flere Operaer; hans Virksomhed blev af stor Betydning for Mu- fitens, særlig Operaens Udvikling. Montevideo, Hovedstad i den sydamerikanste Republik Uruguay, ved Mundingen af La Plata- floden, med 105,000 Indb., er smukt bebygget og Landets rigeste Handelsplads. Havnen er rum melig, men mindre god. 1875 løb der 1662 Stibe af tilsammen 947,197 Tons Drægtighed ind i havnen og et lidt større Antal ud af den. Indførselens Værdi 1872 var 19% Mill. Pesos, Udførselens 15% Mill. Peios. Udførselens vig- tigste Gjenstande er Huder, Uld, Ben, Horn og Kjødertrakt. Byen grundlagdes 1726 og blev 1777 befæstet af Spanierne. Monte Viso, Bjerg i de fottiffe Alper, paa Grændsen mellem Frankrige og Italien, 12,256 Fod høit. - Montez, Lola, bekjendt Eventyrerste, f. i Skotland 1820, d. 1861, var uægte Datter af en sfotst Officér og en Kreolerinde. un agtede ung en Officer, med hvem hun en Tid opholdt sig i Indien, men fra hvem hun derpaa løb bort; efter at have ført et eventyrligt liv i London og Baris fom hun 1846 til München, hvor hun op traadte som spans Danserinde og vidste i den Grad at vinde Kong Ludvig den førstes Gunst, at han for hendes Styld viste en Opførsel, som vafte almindelig Forargelse. Hun blev ophøiet til Grevinde Landsfeld" det ultramontane Mini sterium Abel, som satte sig derimod, blev afstedis get og samlede i sit hus en Del yngre, hende hengivne Mennesker, hvoriblandt flere Studenter, der dannede en egen Forening Alemannia", og traadte i Opposition til den øvrige Studenterver den. Paa Grund af de saaledes opstaaede Stri digheder maatte Universitetet 1848 luffes. Kort efter udbrød der i München en Opstand, som havde hendes Fjernelse tilfølge, og da Martsuro lighederne begyndte, blev hendes Tilbagekomst for altid umuliggjort. Senere tumlede hun sig om i England, Amerifa og Australien, hvor hun atter betraadte Scenen samt holdt Foredrag over fine Oplevelser i Baiern m. v. Montezuma, den sidste indfødte Keiser i Merifo, f. ca. 1480, d. 1520, efterfulgte 1502 fin Fader af samme Navn vaa Tronen. 1519 fom Cortez til Merifo og blev først af Monte- | Montgomery zuma modtagen med stor ærbødighed; senere fat- tede dog Keiseren den Plan at udrydde de Frem- mede; Cortez lod ham da fængsle, hvilket havde et Folkeopløb til Følge, og da Montezuma vilde tale fine Landsmænd tilrette, faaredes han af et Stentast. Utrøstelig herover afviste han Spise og Driffe og rev Forbindingen af fit Saar, saa at han fort efter døde som Følge af dette. Hans Børn blev Kristne og fik Titel af Grever af Montezuma; den sidste af hans Efterkommere Don Marsit o de Teruel, Greve af Monte- zuma, Grande af Spanien, blev af Ferdinand den syvende som liberal forvist fra Spanien og døde i New-Orleans 22de Oftober 1836. Montfaucon (udt. Mongfaafong), Bernard de, paa Latin Montefalco eller Montefalco- nius, fransk Arkæolog, f. 1655, d. 1741, ind- traadte 1675 i Benediftinerordenen. Han var en særdeles flittig Forster og Samler og forfattede flere Skrifter. Montserrat (udt. Mongfera), tidligere et selv- stændigt Hertugdømme i Norditalien, mellem Pie- mont, Mailand og Genua, med Casale som Hoved- stad, fom 1703 i Sardiniens Besiddelse. Montgelas (udt. Mongijela), Maximilian Josef, Greve, baierff Statsmand, f. 1759, b. 1838, blev 1799 Udenrigsminister og indlagde sig som saadan stor Fortjeneste. 1806 blev han Inden- rige og 1809 Finansminister. 1817 afgik han, da han var en Modstander af den da givne kon stitution. Montgolfier (udt. Monggolfie), Jacques Eti- enne, Luftballonens Opfinder, f. 1745 i Depar- tementet Ardèche i Frankrige, d. 1799, studerede sammen med fin ældre Broder Joseph Michel Montgolfier Mathematik, Mekanik og Fysik og overtog ligeledes sammen med ham et fra Faderen arvet Papirfabrik. Ved at læse Priestleys Strifter om Luftarterne og ved egne Forsøg lede- des begge Brødre hen paa Tanken om at fon- struere et Luftskib; da det første Forsøg med de af dem opfundne Luftballoner, de saakaldte Mont- golfierer (se Luftballon) lyffedes, gif Etienne til Paris, hvor han gjentog fine Experimenter i Hoffets Overvær. Begge Brødre høstede for sin Opfindelse store Udmærkelser. Den ældre Broder Joseph Michel (f. 1740, b. 1810) gjorde derhos forskjellige andre Opfindelser; saaledes konstruerede han en Stødhævert, den saakaldte hydrauliske Bæder. 1807 gav han Idéen til Oprettelsen af et Selskab til Industriens Ophjelp. Montgomery, Grevstab i det engelske Fyr stendømme Wales, mellem Merioneth, Denbigh, Shropshire, Radnor og Cardigan, 35 kv.mil stort med 68,000 Jndb. Landet er frugtbart, Agerbrug og Fædrift er Hovednæringsveie; der- hos drives Industri, især i Uldvarer. Hovedsta den, Montgomery, ved Severn, har 1,500 Jndb. Montgomery (Monggomeri), Gabriel de, franst Adelsmand af sfotff Slægt, havde 1559 det Uheld ved en Turnering at tilføie den franste Konge Henrik den anden et Saar, hvoraf Kongen døde, gik derpaa til England og traadte over til Protestantismen, men vendte tilbage, da Reli- gionsfrigene begyndte, og forsvarede 1562 tappert Rouen. Efter ogsaa senere at have deltaget i Protestanternes Forsvar undkom han fra Bar- tholomæusnattens Myrderier og flygtede til Eng-
