Hopp til innhold

Side:Norsk Haandlexikon for almennyttige Kundskaber, volume 2.djvu/519

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest

Montenotte hans Efterkommere, Georg den femte, taffede af 1516 og overgav Regjeringen til den daværende Metropolit, Erkebiskop Vavil, og fra nu af regie redes Landet af Erkebiskoperne, der førte Titelen Bladita og forenede den verdslige og geistlige Magt i sin Haand. Efter haarde Kampe med Tyrferne blev Daniel Petrovitsch Njegusch, den nuværende Fyrsteslægts Stamfader, Vladika og vidste ligesom hans Efterkommere at fifre Monte negros Uafhængighed. Efter fornyede Kampe med Tyrkerne stillede Follet sig 1710 under Ruslands Beskyttelse, og de russiske Keisere gjorde siden meget for at fnytte Montenegrinerne faftere til fig. 1718 „aftraadte" Benedig Montenegro, som aldrig havde tilhørt det, til Tyrkerne, hvilket fun endnu mere tjente til at drive Montenegrinerne over i Nussernes Hænder. 1768 og senere under Peter Petrovitsch den første (1777-1830) i ri gene 1787-91 ydede Montenegrinerne Rusland og Østerrige store Tjenester; ved Freden i Sistova opgev dog Rusland paa en Maade Montenegro, som nu hjemsøgtes haardt af Tyrkerne, der imid- lertid led store Tab. Efter Peter den første fulgte Peter den anden (1830-51), en dannet og ædel Wand, som gjorde meget for at udbrede Civilisa tion i Landet. Efter ham tom hans Brodersøn Danilo Petrovitsch (1851-60), under hvem den geistlige Magt stiltes fra den verdslige og ordent lige Love indførtes. 1852 og 1858 maatte han føre Krig med Tyrkerne. Da han 1860 blev myrdet og kun efterlod sig en mindreaarig Datter, blev hans Brodersøn Nikita den første (f. 1841) hans Efterfølger. Under ham fit Landet atter Krig med Tyrferne 1862 og maatte tage mod tyrfist Besætning, som dog snart blev inddragen igjen. Efter en Del Grændsestridigheder sluttede Fyrsten sig 1876 til Serbien, som da erklærede Tyrkiet Krig; efterat Serbien havde faaet Fred, fornyedes 1877 Fiendtlighederne mellem Monte negro og Tyrkiet; ved Berlinertraktaten 1878 fit redes Montenegro fuldstændig Uafhængighed og dets Besiddelser udvidedes, saa at det fit Adgang til Adriaterhavet. Fyrst Nitita har senere med held arbeidet paa at hæve Landet saavel i materiel som i aandelig Henseende. Montenotte, Landsby i det nordlige Italien, 5 Mil vest for Genua. Her seirede 12te April 1796 Bonaparte over Østerrigerne. Montépin (udt. Mongtepeng), Xavier Aymon de, franst Romanforfatter, f. 1824, d. 1873, ffil drede i fine Romaner det vilde og udsvævende Pariserliv under det andet Keiserdømme. Flere af dem blev af ham selv eller andre bearbeidede for Scenen. Montepulciano (udt. Montepultsjano), By i den italienffe Provins Siena, 12 Mil sydost for Florens, med 13,000 Jndb., er Sæde for en Biskop og er bekjendt for sin Vinavl. Montere, sætte istand, udruste, forsyne, f. Ex. et hus med Møbler. Montereau (udt. Mongteraa), By i det franfte Departement Seine-Marne, 10 Mil sydost for Paris, med 7,000 Indb. Her feirede Napoleon 18de Febr. 1814 over Kronprinsen af Würtemberg. Monterey, By og Hovedstad i den mexikanske Stat Nuevo Leon, ved Rio de Monterey, med 14,000 Jubb., er smukt bebygget og har livlig Handel. Den grundedes 1599." 515 Montesquieu Monterosa, den næsthøieste Fieldtop i Al- perne, paa Grændsen mellem Kanton Wallis og de italienſte Provinser Turin og Novara, 14,765 Fod høi. - Monte-Sant Angelo (udt. Andsielo), By i den italienske Provins Foggia, med 14,000 Indb. og en berømt Valfartskirke. Montespan (udt. Mongt'spang), Françoise Athenaïs, Marquise de, en af Ludvig den fjortendes Elfferinder, f. 1641, d. 1707, var Datter af Her tugen af Mortemart og ægtede 1663 Marquis de Montespan. Da hun kom til Hoffet som Eresdame, forelskede Kongen sig i hende, forlod for hendes Skyld Madame Lavallière og holdt sig fra 1667 ganfte til hende. Hendes Mand, som mod Sædvane ved Hoffet ikke vilde finde sig i dette Forhold, blev først kastet i Bastillen, derpaa forvist til Guyenne og endelig retslig stilt fra hende. Med Kongen havde hun 6 Børn; da hun fif Madame de Maintenon til Opdragerinde for disse, fortrængte den sidstnævnte hende lidt efter lidt af Kongens Gunst, og 1686 fandt der et fuldstændigt Brud Sted. 1691 maatte hun fjerne sig fra Paris og gik da i Kloster, men vedblev til fin Død at giøre Krav paa at behandles som en Dronning. Montesquieu (udt. Mongteffip), Charles de Secondat, Baron de la Brède et de, berømt fransk Forfatter, f. 1689, b. 1755, blev 1714 Parlamentsraad og 1716 Præsident for Parla- mentet i Bordeaux. 1726 nedlagde han fit Em- bede og tiltraadte en Reise gjennem Tyskland, Ungarn, Italien, Schweiz og Holland til Eng land, hvor han opholdt sig i 2 Aar og omgiffes bl. a. Lord Chesterfield. Efter fin Tilbagekomft til Frankrige opholdt han sig som Privatmand paa fit Slot Brède ved Bordeaux. Hans første literære Arbeide var de berømte Persiste Breve" (1721), hvori han under en reisende Persers For- flædning lader sin skarpe Satire behandle Sam tidens politiffe, literære og selskabelige Liv i Frankrige. Bogen, der er ligefaa elegant og formfuldendt som vittig streven, staffede hamt 1728 en Plads i det franske Akademi. Efter fin Til- bagefomst fra England udgav han fine "Betragt- ninger over Aarsagerne til Roms Storhed og Forfald" (1734), der er bleven faldt en Roms Historie for Filosofer og Statsmænd; om end dette Arbeide tildels iffe kan bestaa for den moderne histo- riffe Kritik, har det dog fremdeles sit store og blivende Værd. 1748 udfom Samtale mellem Sulla og Lyfimatos" (anonymt), og samme Aar faa Montes- quiens udødelige Hovedverk, Lovenes Mand" Lyset. I dette storartet anlagte Arbeide fremstiller han den Vei, ad hvilken Staternes Forfatninger langsomt, men siffert maa udvikle sig henimod en Frihedstil- stand, hvis Ideal han fandt i den engelste Forfatning. Bed disse frisindede Anskuelser og ved det aand- fulde Overblik, som Forfatteren giver over Love- nes Tilblivelse og nødvendige Sammenhæng med Regjeringsform, Sæder, Religion, Klima, aande ligt og materielt Kulturstandpunkt, blev „Lovenes Aand" epokegjørende for Statsvidenskaben. Sam tidig med, at Bogen staffede Montesquieu de Kon- fervatives had, misbilligedes den paa den anden Side af Encyklopædisterne, som ikke fandt den radikal nok. I fine sidste Aar levede Montes- quieu dels i Paris, dels paa fit Gods, hvor han - 33*