Molière hører Molières Mesterverker. Over alt, hvad han ellers strev, staar dog den udødelige Tartufe", som allerede var forfattet 1664, og da blev opført én Gang i Kongens Fravær, men som af Øvrig heden blev forbudt, idet Erkebispen af Paris endog truede alle dem, som læfte, saa eller hørte Styffet, med Erkommunikation; paa Grund af disse sin bringer blev,,Tartufe" først igjen opført 1669. Det er et af de ypperste satiriste Verker, som nogensinde er strevet; i den sunde og fande Mo- rals Navn faster Digteren her handsten i An- figtet paa den hyklerste Konvention, bag hvilken Lasten og den spidsfindige Kasuistik stjuler sig. 1669 opførtes ogsaa en Komedie paa Profa,,,Mon- sieur de Pourceaugnac"; fra 1670 striver sig ,,Les amants magnifiques" og „Le bourgeois gentilhomme", en Satire paa Tidens latterlige Jagen efter Rang og Titler. Fra 1671 ffriver fig bl. a. det lystige Spektakelstykke Les fourbe- ries de Scapin"; 1672 tom Molière i,,Les femmes savantes" tilbage til et lignende Stof, som hau tidligere havde behandlet i,,Les pré- cieuses ridicules", og hvilket han her behandlede mere udførlig og i mere udarbeidet Form. Mo lières fidste Styfte er ,,Le malade imaginaire", som spilledes i Begyndelsen af 1673. Stjønt hans Helbred længe havde været meget vaklende, og hans Venner den ene Gang efter den anden havde opfordret ham til at træffe sig tilbage fra Scenen, funde han dog iffe bestemme sig til dette Stridt, men spillede Hovedrollen ogsaa i det nævnte Styffe. Ved dets fjerde Opførelse fit han paa Scenen en Blodstyrtning, som inden faa Timer gjorde Ende paa hans Liv. Efter hans Død aabenbarede den Fanatisme, som stedse havde gjort ham Livet furt, sig først i sit rette Lys. Som Stuespiller negtedes han en firkelig Be gravelse, og det var fun ved Kongens personlige Mellemkomst, at Enten opuaaede, at to Prester maatte assistere ved Begravelsen; kun ved at faste Benge til den sammenstimlede Bøbel lykkedes det at afholde denne fra at begaa Voldsomheder. Den Fordom mod Skuespillere, der som ovenfor nævnt traadte i Veien ved hans Begravelse, havde ogsaa gjort, at han i levende Live iffe havde kunnet optages i det franske Akademi; først over 100 Aar efter hans Død blev denne Miskiendelse i nogen Grad gjort god igien ved, at hans Buste blev op- stillet i Akademiets Lokaler med den betegnende Indskrift: Rien ne manque à sa gloire, il man- quait à la nôtre. Molière var personlig en Molière var personlig en elstværdig og gjestfri Mand, skjønt han som de fleste store Komifere oftest var alvorlig og til og med tungsindig; han havde i den senere Del af sit Liv store Indtægter og brugte dem til at føre et stort Hus; de mest fremragende af Samtidens Forfattere var hans Venner og Gjester, saaledes Racine, Lafontaine og Boileau. Han udfoldede ogsaa en overordentlig stor Belgjørenhed og viste fig i det hele taget som en adel og agtværdig Personlighed. Han var en særdeles fremragende Skuespiller, hvis rige Lune slog fortrinlig an hos Bublifum, og hvis Stemme og Ansigt ved fit rigt verlende Udtryk egnede sig ypperlig for de komiske Roller. Hans Betydning som Digter er den, at han dannede Mellemledet mellem den rige, soul- mende Renaissance med dens overgivne Lune paa den ene Side og den mere ræsonnerende og tæn - 504 Molinos kende Nytid paa den anden; samtidig med, at han optog Elementer fra den italienste,,commedia dell' arte" og udviklede denne til en udpræget Kunstform, satte han paa den anden Side de største Problemer under Debat og blev Staberen af den moderne taraftérkomedie med dens starve Kritik over Samfundsforhold og Samtidsfænomener. Han raadede over alle stiftende Stemninger, naar undtages den romantisk-lyriske, der ligesaa lidt laa for ham som for Flertallet af hans Landsmænd; hans Herredømme over Formen var og er uover- truffet. Med hensyn til Stoffet hyldede han den største Frihed; han tog, hvad han behøvede, hvor han fandt det, hos de Gamle, hos Italienerne og hos Spanierne; ,,Je prends mon bien ou je le trouve, sagde han selv i denne Anledning. Til Gjengjeld har ogsaa Eftertidens Komitere øst af den rige kilde i hans omfangsrige Forfatterskab; navnlig kan det mærkes, at hans store Jevnbyrdige i det 18de Aarhundrede, Holberg, laante adskilligt fra ham. Af Molières Verfer er der udkommet et stort Antal ældre og nyere Udgaver; af de ældre er Brets (6 Bd., 1773) den bedste, af de nyere Molands (7 Bd., 1863-64) samt Despois's og Mesnards (6 Bd., 1873-81). Hans Hovedverker er alle oversatte til de fleste levende Sprog og spilles endnu paa alle Scener som udødelige Mesterverker i sin Slags. Molin, Johan Peter, fremragende svensk Bil- ledhugger, f. 1814, d. 1873, blev først sat til Handelen og havde allerede egen Forretning, da han opgav denne Levevei for at dyrke Kunsten. 1843 reiste han til Kjøbenhavn, hvor han fif Un dervisning af Medaljør Christensen; 1845-53 opholdt han sig derpaa i Rom og blev efter fiu Hjemkomst 1855 Professor ved Akademiet i Stod- holm. De mest berømte af hans Arbeider er den ypperlige Gruppe Beltespenderne" samt Karl den tolvtes Statue i Stockholm og den be- fjendte i Bronce støbte Fontæne i Kungsträd- gården sammesteds. Hans Kompositionsevne var særdeles rig og hans Opfatning ægte kunstne- rist; Udførelsen er undertiden temmelig stizzeret, men i Regelen omhyggelig. Foruden de nævnte og flere andre større Berker modellerede Molin flere Portrætbuster, der udmærker sig ved slaaende Lighed og fin Karakteristik. Molina, Ludvig, spansk Theolog, f. 1540, d. 1601, var Jefuit og Lærer i Theologien ved det portugisiske Universitet i Evora. Han er bleven bekjendt ved sin mæglende Stilling til de kirkelige Dogmer om Naaden og Naadevalget. Han for- søgte at forsone den katholske kirkes Theori og Praxis med hinanden ved at hæve Modsigelsen mellem den første, der støtter sig til Augustins Lære, og den anden, der helder til Semipelagianis- men; han kom imidlertid i Realiteten til at give den sidste Medhold. De i hans hovedvert.Liberi arbitrii cum gratiæ donis osv. (1588) udtalte An- stuelser foranledigede en Strid mellem Dominika nerne og Jesuiterne, da disse sidste sluttede sig til Molinas Parti (Molinisterne). Paven ned- satte i den Anledning en Kommission, som aldrig blev færdig med sin Dom; den katholske Kirke har dog senere i Realiteten anerkjendt Molinas Lære. Molina, se Tirso de Molina. Molinos, Michael, spanst Mystiker, f. 1640 (eller 1627), d. 1696, levede efter 1669 som Prest
