Million Million, tusen Gange tusen (1,000,000). Milman, Henry Hart, engelft Digter og Historifer, f. 1791, d. 1868 fom Dechant veb Paulskirken i London, forfattede flere Tragedier, hvoriblandt Fazio", "Jerusalems Fald", og "Anna Boleyn", men som iffe gjorde synderlig Lykke. Heldigere var han som Historieskriver med fin Jødernes Historie", "Kristendommens Historie fra Krifti Fødsel til Hedenskabets Udryddelse" og Den latinste Kirkes Historie indtil Pave Nikolaus den femte". Milne-Edwards, Henry, bekjendt fransk Na turforster, f. 1800 i Brügge, studerede Medicin i Paris, hvor han 1841 blev Professor ved det naturhistoriste Muséum. Han har især beffjefti- get fig med den sammenlignende Anatomi og Zoologi og forfattet et Hovedverk over Krebsdyrene famt flere Lærebøger i Zoologi. - Alphonse Milne-Edwards, Søn af foregaaende, ligeledes Professor ved det naturhistoriske Muséum i Paris, Har forfattet mange zoologiste Afhandlinger. Milo, d. s. s. Melos (f. d.). Milo, Titus Annius, romerſt Folketribun, er bekjendt af fine Kampe med Publius Clodius. Under fit Tribunat 57 f. Kr. optraadte han til Fordel for Pompejus og for Ciceros Tilbagekal delje, hvilket gav Anledning til Stridighederne. Efter 52 at have ladet Clodius dræbe forvistes han trods Ciceros Forsvar til Massilien; 48 sluttede han sig til M. Cælius, men faldt s. A. ved Compsa. Milon fra Kroton, en for fin uhyre Styrke bekjendt Athlet, levede ifølge Herodot ca. 520 f. Kr. Han skal have baaret en levende Ore paa Skuldrene tværs over Væddeløbsbanen i Olympia og derpaa have slagtet og opspist Oren paa én Dag. En anden Gang hindrede han en Bygning, hvori Pythagoras med sine Disciple befandt sig, fra at styrte ned, idet han stillede sig selv isteden for en svigtende Søile, indtil alle havde reddet fig. Tilsidst fit han, da han i Stoven stulde flove en tyt Træstamme med hænderne, disse in deflemte i Spraften og blev i denne hjelpeløse Tilstand opædt af vilde Dyr. Miloradovitsch, Michal Andrejevitsch, russist General, f. 1770, d. 1825, uddannede sig som Militær under Suvarov i Italien og Schweiz, udmærkede sig derpaa i krigene 1805-13 og be- fatte det sidstnævnte Aar Warschau. 1818 ud nævntes han til Militærguvernør i Petersburg, hvor han blev dræbt under Militæropstanden, da han vilde berolige Oprørerne. Milreïs, portugisist og brasiliansk Mynt,
1000 Reis. I Portugal er 1 Milreis nu
4 Str. 3 Øre, før 1854 = 4 Kr. 34 Øre. Den brasilianske Milreis er = 2 Kr. 4 Dre. = Milt, den største Blodkjertel i det dyriske Legeme, ligger i den øvre del af Bughulheden, tæt under Mellemigulvet, til venstre for Maven. Den er oval, flad paa den ene Side og hos Men nestet af en Vegt af ca. 225 Gram. Den be- staar af et Net af Bindevæv, hvis Mellemrum er opfyldt af det egentlige Kjertelvæv, i hvilke der findes en stor Mængde smaa, hvide knuder, hvide knuder, Miltlegemerne eller de Malphigiske Legemer. Miltens Funktion i Legemet er endnu ifte til tilstrækkelig bekjendt; det antages, at den tjener til at danne nye Lymfekorn, som derpaa overfø- 487 Miltbrand res i Blodmassen og omdannes til røde Blod- legemer. Derhos er det rimeligt, at de udbragte røde Blodlegemer dekomponeres i Milten. Dog er Milten tilsyneladende ifte af den store Betyd- ning for Livsfunktionerne som flere andre store kjertler; den fan nemlig fjernes ved Operation, uden at Dyret, hvis det overstaar denne, synes at lide noget. Sandsynligvis overtager da et andet Organ (maaffe Lymfekjertelsystemet) Miltens Funktion. Ved alle feberagtige Sygdomme svul mer Milten op, i Koldfeber og Tyfus saa stærkt, at dette hører til disse Sygdommes vigtigste Kjendemærker. Miltbrand (Anthrax), en onbartet, overor- dentlig smitsom Sygdom, som optræder hos de plantecedende Dyr og ligeledes fan overføres til Mennesket, medens den ifte saa let angriber fiød- Den fan undertiden ædende Dyr eller Fugle. allerede meget fort Tid efterat Smitte har fundet Sted medføre Døden, som ved Slag; hvis iffe dette er Tilfældet, begynder den i Almindelighed med Feberfrost, hvorpaa følger en stærk Hede i Huden; Aandedrættet bliver hurtigere, Bulsen sva- gere, og Døden indtræder oftest som følge af Blodets Dekomposition i Løbet af én eller to Dage. Sjelden overstaar de planteædende Dyr denne Sygdom, som ogsaa fan antage lokal Ka- rattér og blive dødelig paa denne Maade. Milt- branden optræder oftest i den varme Aarstid og om Høsten samt ved tørt Veir; den angriber gjerne først de mest veluærede Dyr, som ogsaa fikrest buffer under for den. Smitten finder iffe Sted gjennem Luften, men kun ved Berøring med de angrebne Dyrs Spyt, Blod eller Extrementer, ligesom Miltbrandsmittestoffet ogsaa tan trives og udvikle sig i Jordbunden f. Ex. paa forskjellige Plantedele, samt en Eng, hvor den engang er ud- faaet, f. Ex. ved uforsigtig Begravelse af et af Miltbrand dødt Dyr, atter og atter fan give An- ledning til Smitte af de Dyr, som græsser paa samme Eng; Miltbrandbakterien fan nemlig over- vintre fra Aar til Aar i Jorden og paa Marken. Det syntes især at være i fugtige Sommere, naar en saadan Eng for en Tid har været oversfyllet af Vand og derpaa er bleven tør, at den er far- lig for det sammesteds græssende Kvæg, hvilket man især i Frankrig har havt en sørgelig rig Er- faring fra. At Kvæget altsaa ogsaa vil kunne fmittes gjennem Foder, der er høstet paa en faa- dan Eng, er indlysende, og det er vel neppe Tvivl underkastet, at mange af de hos os forekommende Tilfælde skyldes Smitte ved Foder, der er hjem- ført fra Lande, hvor Sygdommen er hyppigere end den heldigvis endnu er hos os. Hos Men- neffet ytrer Wiltbrandsmitten fig først ved en liden Blære paa det Sted, hvor Smittestoffet er ind- bragt; den vorer hurtig, antager en graasort Farve, med violette Rande, og medfører heftig Feber og iffe sjelden Døden. For iffe at udsætte sig for Smitten bør man iffe flaa de af Miltbrand døde Dyr, men hurtigst mulig nedgrave dem saa dybt, som det lader sig gjøre. Miltbrand er i viden- ftabelig Hensende en af de interessanteste Syg- domme, da den ved siden af Trifinosen er den Infektionssygdom, hvis Basen og Aarsager er fuld- stændigst bekjendt. Den beror ifølge flere franfte Na- turforsteres (deriblandt især Davaines og Pasteurs og nu senest Tyskeren Kochs) Undersøgelser paa Til-
