Messalina Messalina, Valeria, romersk Keiserinde, Datter af Marcus Valerius Messala Barbatus, ægtede ca. 38 e. Kr. Claudius, som 41 blev romersk Keiser. Hun er berygtet i Historien for fin grændseløse Usæ- delighed faavelsom for fin Gjerrighed og Egennytte. Flere Mænd, som hun forgieves efterstræbte, lod hun dræbe, saaledes hendes Moders anden Mand, Appius Silanus, samt Valerius Astaticus, ved hvis Død hun bemægtigede sig de i hans Eie værende lukulliffe Haver. Tilsidst gif hendes Fræk hed saa vidt, at hun i Keiserens Fravær fra Rom indgik formeligt Egteskab med den smuffe Gajus Silius. Keiserens Sekretær, den frigivne Narcissus, som stjønnede, at hun ogsaa vilde komme til at efterstræbe Keiserens Liv, lod hende dræbe. Hendes Stjebne er behandlet dramatist af Wilbrandt i Arria og Messalina". - Statilia Messalina, se Statilia. Messe, lat. missa, i den ældste Kirke Be- nævnelse for Gudstjenesten i det hele, saavel for Prædikenen (Katekumenernes Messe) som for Kom munionen (de Døbtes Messe). Navnet kommer af, at Shuttningen paa Gudstjenesten blev tilfjende- givet de Tilstedeværende ved Ordene: Ite, missa est (concio), d. e. Gaa, Forsamlingen er endt". Senere fom Ordet i den katholske kirke til at be- tegne de gudstjenstlige Forretninger for Alteret ved Nadverdens Uddelelse og navnlig det saakaldte Messeoffer, ved hvilket Presten nød Nadverden paa Menighedens Vegne. Den fatholffe Messe falder i 3 Dele, Offertoriet, Velsignelsen af Brødet og Binen og Nydelsen deraf. Forresten ffjelnes der mellem forskjellige Slags Messer, hvoriblandt fan nævnes den stille Messe, ved hvilken Bøn nerne læses sagte, og Sjelemessen for Døde. -I den evangeliffe Kirke forstaaes ved Messe den Del af Gudstjenesten, som Presten udfører, staaende foran Alteret; den beftaar i Oplæsning eller Reciteren af Bønner og de for Dagen anordnede Striftsteder (Epistel og Evangelium). De fatholste Brefter bærer under Messen en Dragt af forskjellig Farve (hvid, fort, rød, grøn eller violet efter de forskjellige Tider i Kirkeaaret); de evangeliste Gein liges Messedragt er en Messestjorte af hvidt Lærred og en Messehagel, en Kaabe af Fløiel (mest rødt) med et gyldent Kors paa Ryggen. Messe, Offic rsmesse, det Steb ombord i et Sfib eller i en Leir, hvor Officererne spiser i Fællesskab. Messenien, det sydvestligste Landskab paa Peloponnes, i Vest og Syd omgivet af det Joniske Hav, der danner den messeniske Bugt, i Nord begrændset af Arkadien og Elis, i Øst af Lafonien, er rigt og frugtbart og var allerede i Oldtiden berømt for fin Rigdom paa Vin og Korn. Land- ffabets ældste Beboere var lelegiffe og æoliffe Stammer, hvoraf ialfald de fleste var forenede til ét Rige med Pylos til Hovedstad. Som Konge i Bylos nævnes i Homers Digte Nestor (s. d.). Ved Dorernes Indtrængen i Peloponnes blev Messenien et selvstændigt dorist Kongerige, men dets nye Indbyggere laa ofte i Grændseftridig heder med sine østlige Stammefrænder Spar- tanerne. Af disse udviklede sig de bekjendte mes- jeniffe Krige. Den første af disse fandt Sted 743-724 f. Str. og endte med Over- givelsen af Bjergjæstningen Ithome, hvori Mes- senierne i 14 Mar havde forsvaret sig. Spar- 469 | Messina tanerne underkaftede sig derpaa Landet og gjorde Indbyggerne til Venøker. Den haarde Behandling foranledigede 685 den anden messeniste Krig, under hvilken Aristomenes udmærkede sig som Messeniernes Anfører. Efter 18 Mars Forløb erobrede Spar- tanerne den messeniffe Bjergfæstning Eira, hvor efter en Del af Messenierne udvandrede til Sicilien, medens Resten blev gjort til Heloter. En ny Be- frielseskrig, den tredie messeniste Krig (464-55), førte ogsaa til et uheldigt Resultat, og Messenien vedblev nu at staa under Sparta, indtil det 369 f. Kr. af Thebaneren Epaminondas blev gjort til en selvstændig Republik, som dog ingen større politist Betydning fit. Nu danner Messenien et Nomarthi i Kongeriget Grækenland, 57 Kv.mil stort, med vel 130,000 Jndb. Messer faldes i flere Lande de store Markeder, som varer i længere Tid og er beregnede paa en større Kreds end den nærmeste Omegn. De er opstaaede af de gamle Kirkemesser i den katholfke Tid, til hvilke der, da der med dem var forbundet Aflad, strømmede en stor Mængde Mennesker, saaledes at derved gaves Anledning til at gjøre Handels- forretninger. De vigtigste Messer er for nær- værende de i Leipzig (navnlig for Boghandel), Frankfurt a. d. Oder, Brunsvig, Frankfurt am Main, Lyon, Beaucaire, Sinigaglia, Ber- gamo, Pest, Nischni Novgorod og Usundfjova. Messias, hebr., d. s. s. det græffe Kristus, d. e. Salvet, bruges ofte i det Gamle Testamente Særlig betegnes som Betegnelse for Kongerne. dog derved den Frelser, som ifølge Profeternes Spaadomme ſfulde fremſtaa af Davids Slægt og gienoprette Israels sunkne Herlighed. Messidor (udt. Messidaar), d. e. Høstmaaned, en af Maanederne i den franske republikanste Ka- lender (19de Juni-18de Juli). - Messina, By og Hovedstad i den italienske Pro- vins af samme Navn, paa Sicilien, ved Messina- strædet, med ca. 120,000 Indb., udmærket Havn, et Universitet og mange pragtfulde Bygninger, har blandt flere andre Industrigrene betydelig Fabrika- tion af Silfevarer samt livlig Handel. Udførsels- gjenstandene er navnlig Silke, Oliven, Sydfrugter og Koraller. Messina førte i den tidligste Oldtid Navnet Zanfle og var oprindelig en ficilist By, men blev efter den anden messeniste Krig erobret og befolket af messeniste Udvandrere under Anarilas og faldtes Messana. Byen fik i Tidens Løb stor Handel og Sjøfart, men blev erobret og ødelagt af Karthagerne 396 f. Kr. Efter at være gjenopbygget af Dionyfius af Syrakus stod Byen under ham, senere under Agathokles og Mamertinerne, indtil den ved den anden puniste Krig fom i Romernes Besiddelse. I Middelalderen tilhørte Messina efter hinanden Saracenerne, Normaunerne, Hohenstauferne, Karl af Anjou, Spanien og Aragonierne og var i det 15de Aarh. berømt som Sæde for Kunst og Videnskab. 1674 underkastede Byen fig Ludvig den fjortende, som dog maatte opgive den 1678. J forrige Aarhundrede og i Begyndelsen af dette led den meget af Best, Jordskjelv og Oversvøm- melser. Under Revolutionen 1848 blev den gjen tagne Gange bombarderet. 1860 besattes den af Garibaldis Frisfarer, hvorefter dens Citadel over- gav sig i Marts n. A.
