Disse Kapitularier indeholder en Række af udførlige Bestemmelser om alle mulige indre Forhold i Riget. SkjMt selv ulcrrd yndede Karl lcrrde Mcrnd og omgav sig med saadaime ved sit Hof (saaledes Alkuin, Eginhard m. fl.); ved talrige Skoler, som han selv ofte inspicerede, fargede han for Udbredelse af Kundskab og Dannelse. For sine store Egenskaber som Regent nM han megen Anseelse ikke blot i Europa, men ogsaa i Orienten; saaledes sendte Khalifen Harun-al-Rasjid 798 et Gesandtskab med Foræringer til ham. I sit Privatliv var han maadeholden, arbeidsom og retskaffen. Efter sin Død blev han af Pave Paschalis den tredie erklæret for Helgen.
Karl den skaldede, romersk Keiser og Konge i Frankrige (her Karl den første), f. 823, d. 877, var yngste Søn af Ludvig den fromme og Sønnesøn af Karl den store. Ved Forliget i Verdun fik han Neustrien, Aquitanien og den spanske Mark, eller omtrent det nuværende Frankrige; 869 fik han desuden Lothringen og 875 Italien tillige med Keiserværdigheden. Han var uduelig og svag og Adelens Magt tiltog meget under hans Regjering, til stor Skade for Riget.
Karl den tykke, romersk Keiser og Konge i Frankrige (Karl den anden) og Tyskland, f. 839, d. 888, Søn af Ludvig den tyske, delte efter dennes Død 876 Riget med sine ældre Brødre Karloman og Ludvig, hvorved han kun fik Schwaben; ved Karlomans Død 880 arvede han Baiern, Italien og Keiserværdigheden og ved Ludvigs Død 882 Resten af Tyskland. 884 blev han valgt til Konge i Fraukrige og forenede saaledes under sit Herre dpmme Karl den stores gamle Rige med Und tagelse af det nyovrettede Kongerige Bnrgund og den spanske Mark. Han var imidlertid svag og ude af Stand til at forsvare Riget mod Fienderne; iscrr gjorde Normannerne Fremstridt i Frankrige, og Karl saa sig gjentagne Gange nM til at til kjøbe sig Fred af dem for Penge og Provinser. Dette gav Stedet til en Opstand, hvorved han afsattes 887.
Karl den fjerde, tysk Keiser, f. 1316, d. 1378, var Søn af Kong Johan den blinde af Bøhmen og blev opdragen ved det franske Hof. Under Keiser Ludvig af Baiern var han Rigsvikarius i Italien og blev derpaa Markgreve i Mähren. I Krigen mod Keiseren var han derpaa sin Faders Forbundsfælle og deltog ogsaa senere i det luxemburgske Hus’s Strid mod Ludvig; endnn medens denne levede blev han paa Pave Clemens den fjerdes Foranstaltning valgt til Modkonge 1346 efter ftrst at have maattet gaa ind paa meget ydmygende Betingelser. S. A. blev han ogsaa, da hans Fader faldt i Slaget ved Crécy, Kouge i Bøhmen. Efter Ludvig af Baierns Død lykkedes det ham ikke strax at blive almindelig anerkjendt som tysk Konge, idet en Forsamling af tyske Fyrster først valgte Edvard den tredie af England, derpaa, da denne undslog sig, Markgrev Fredrik af Meissen, som dog hellerikke vilde modtage Valget, og endelig Günther af Schwarzburg til Modkonge. Efter ved List at have bevæget Günthers Parti til at opgive ham og for en Pengesum faaet ham selv til at frasige sig Kongeværdigheden, blev endelig Karl efter Günthers snart paafølgende Død 1349 enstemmig valgt og kronet til tysk Konge. 1354 reiste han til Italien og blev her
i Milano kronet til italiensk Konge og 1355 i Rom til Keiser. Han vendte derpaa hurtig tilbage til Tyskland, hvor han udstedte den ??gyldne Bulle" (1356), der indeholdt Bestemmelser angaaende Keiserualgene. Paven mistede derved sin ludflydelse paa disse Valg og blev fortprnet, men fik til Er statning af Karl Ret til at hcrve Tiende af alle geistlige Indtegter i Tystland. Dette vakte igjen Misfornpielse hos Rigsfyrsterne, hvilke dog stille des tilfreds ved et Forslag as Karl til en Reform af den tyske Geistlighed; men stramt af Pavens Truster underkastede han sig og bekreftede alle Geift lighedens Friheder og dens Uafhangighed af de verdslige Domstole. 1368 gik han paa Pavens Opfordriug til Italien med en Hær for at tugte de mægtige og tøileløse Viscontier, som dog bad om Fred og fik den mod Løfte om at betale en større Sum. — Karl var mindre yndet i Tyskland end i sine Arvelande, hvor han førte en klog og kraftig Regjering. Han udvidede sine Besiddelser i ikke ubetydelig Grad, mest ved Kjøb og Giftermaal. Han var en særdeles klog Mand og dertil vel hjemme i sin Tids Videnskab. 1348 stiftede han Universitetet i Prag.
Karl den femte, tysk Keiser og Konge i Spanien (Karl den første), f. 1500, d. 1558, var Søn af Erkehertug Filip af Østerrige og blev opdragen i Nederlandene. Allerede 1506 arvede han ved sin Faders Død Nederlandene og tog 1516, efter sin Bedstefader Ferdinand den katholskes Død, som Konge Regjeringen i Spanien istedenfor sin sindssvage Moder. Dette hans egenmægtige Skridt i Forbindelse med hans Begunstigelse af Nederlandene fremkaldte stor Misfornøielse i Spanien, men hans kloge Minister Ximenes forhindrede ethvert aabent Udbrud af de spanske Stormænds Uvillie. 1519 valgtes han efter sin Farfader Maximilian den førstes Død paa Kurfyrst Fredrik den vises Anbefaling til tysk Keiser, men kunde paa Grund af Forholdene i Spanien først 1520 komme til Aachen for at krones. Den af hans Gesandter undertegnede Valgkapitulation, der i Betragtning af hans store Besiddelser gik ud paa at indskrænke hans Magt, undertegnede han uden Betænkning, men ogsaa uden senere at binde sig strengt til den. — Paa den Tid, da han besteg Keisertronen, var hele Tyskland sat i Bevægelse paa Grund af Luthers Reformation. De Uenigheder, som Religionsspørgsmaalene havde fremkaldt, skulde bilægges paa en Rigsdag, som 1521 sammenkaldtes i Worms, og hvortil der samlede sig en overordentlig stor Mængde Mennesker. Luther mødte selv og forsvarede sin Sag, men da han ikke vilde tilbagekalde sin Lære, erklærede Keiseren ham i Rigets Acht, hvorefter Karl 1522 over Nederlandene og England vendte tilbage til Spanien for at undertrykke en Opstand af de kastilianske Byer. Medens han med Held arbeidede paa dette, gjorde Tyrkerne Indfald i Ungarn og erobrede Belgrad; samtidig angreb Franskmændene Navarra og Nederlandene, og den langvarige Krig, som heraf udspandt sig, strakte sig snart ogsaa til Italien. Franskmændene var heldige i Navarra, men uheldige i Nederlandene; et af Karl forsøgt Angreb paa Provence mislykkedes, hvorimod de keiserlige Arméer i Italien gjorde god Fremgang, og Konnetablen Karl af Bourbon gik over til Karls Parti. Efterat den franske Konge Frans den første 1525
