Menneskerettigheder (særlig hænderne) til forskjelligt Slags Arbeide Betingelsen for dets Stiffethed til at opfinde og benytte ledstaber og derved grundlægge en Indu ri. Saaledes hviler tilsidst al Civilisation og Kultur ogsaa paa dette Grundlag. 462 Menneskerettigheder, de Rettigheder, som anfees for at tilhøre ethvert Menneste som saadant og derfor bør fikres det under en hvilkensomhelst Statsforfatning. De udledes fra Anerkjendelsen af Personlighedsprincipet, der er Gruudlaget saa vel for Rettigheder som for Pligter. Disse Rettig heder er imidlertid først sent blevne almindelig anerkjendte. Det var under det 18de Aarhundre des Oplysningsperiode", at Læren om Menneste rettighederne navnlig i Frankrige udvikledes og der af denne Lære udlededes bestemte prattiste Krav, som først fik sin positive Anvendelse i Amerika, hvor de frigjorte engelske Koloniers Kongres 1776 paaberaabte fig Menneskerettighederne som de ledende Grundsætninger i Statsretten. Lafayette fremsatte under Revolutionen for den franske Na- tionalforsamling det Forslag at bygge den nye Konstitution, som skulde gives, paa Erfjendelsen af den frie Personlighed. Aug. 1789 blev ogsaa den berømte „Menneste og Borgerrettighedernes Erklæring" (Déclaration des droits de l'homme et du citoyen") ophøiet til Dekret og 3die Sept. 1791 indlemmet i konstitutionen. Da Forfat ningen efter Republikens Judførelse blev forandret, opftillede Robespierre en anden Rettighedserklæring, som dog vafte stor misfornøielse blandt de mere maadeholdne. Efter Terrorismens Fald indførte derfor Konventet i Ronstitutionen af 22de Aug. 1795 en modificeret Menneskerettighedserklæring, ifølge hvilken de Grundrettigheder, som tilfommer Menneffet i Staten og Samfundet, er Retten til Frihed, Lighed, personlig Sikkerhed og Eiendom. Erklæringen af 1789 opregnede foruden disse Ret tigheder ogsaa Retten til Stringsfrihed, Sam- vittigheds, Religions- og Pressefrihed; Robes pierres Erklæring omfattede endvidere Borgerens Ret til at modtage Undervisning og Understøttelse famt Ret til at giøre Opstand for det Tilfælde, at en politist Autoritet oversfred Lovene. Under den Regjering, som var ved Roret i Frankrige efter 18de Brumaire, saavelsam under det første Keiserdømme var der i Konstitutionerne ifte Tale om Menneskerettighederne; derimod blev en Del af disse paany anerkjendte i det af Ludvig den attende 4de Juni 1814 udstedte Charte som Brin ciperne for den offentlige Ret. De er i større eller mindre udstrækning anerkjendte i de fleste nyere Grundlove, saaledes i den hollandske, bel- giffe, danste, italienske, portugisiske, preussiske, ligeledes i den norffe (§§ 96, 97, 99, 100, 101, 102, 105, ift. 23, 108 og 109). Derimod til fifrer hverken de nuværende franske Forfatnings- love af 1875 eller Tysklands Rigsforfatning In dividet Rettigheder, som er uangribelige af Stats- Ragten. Menno Simons, Stifteren af Mennoniter nes Sett, f. i Friesland 1492, d. 1559, blev 1524 Prest og begyndte ivrig at forste i det Nye Testa mente, men blev derved opfyldt af Tvivl om Sandheden af Kirkens ære i flere Bunkter og fagde fig 1536 formelig løs fra Kirfen. Over bebift om Barnedaabens uftriftmæssighed sluttede han fig nu til de saakaldte,,Daabssindedes" Parti, Menschikov lod sig døbe og blev Lærer og Biskop for fine Tilhængere i Groeningen. Efter at have gjort flere Reiser for at virke for fin Læres Udbredelse og ffaffe fine Tilhængere Anerkjendelse af de forffjel lige Staters Regjeringer tilbragte han sine sidste Aar i Fresenburg ved Oldesloe i Holften, hvor han fit Tilladelse til at oprette et Bogtrykkeri til Udbredelsen af fine Skrifter. Han var en mild og sagtmodig Personlighed, som overalt optraadte mæglende, men samtidig vidste at overholde en streng Kirketugt blandt fine Tilhængere. Sin Lære nedlagde han i Den rette friftelige Tros Funda mentbog" (1539); derhos forfattede han en Række andre Skrifter, der udmærker sig ved den Kraft og Varme, hvormed han gjennem dem fremholdt fine Anskuelser. Menologium, belgenkalender, d. e. Fortegnelse over alle Aarets Helgenfeste tilligemed fort Be- strivelse af enhver helgens Levnet. Menorca, se Minorca. Menorrhagi, altfor rigelig Menstruation (f.d.). Menostasi, Menstruationens Ophør. Menou (udt. Menu), Jacques François, Baron de, franst General, f. 1750, d. 1810, indtraadte som ung i Arméen og var ved Revolutionens Ud- brud allerede avanceret til Maréchal-de-Camp. Indvalgt i Nationalforsamlingen sluttede han sig til Trediestanden, var med at stifte Feuillanternes Klub, kommanderede 1792 Pariserarméen og fjæm pede 1793 i Vendée, hvor han blev slagen; af Robespierre anklagedes han for Konventet, men blev frifunden. J Mai 1795 undertrykte han Op- røret i St. Antoine, men negtede i Oftbr. 1. A. at angribe Nationalgarden, hvorfor Bonaparte over- tog hans Kommando. I Toget til Egypten del- tog han som Divisionsgeneral, gif over til Islam og antog Navnet Abdallah Jakob Menou; 1800 overtog han som ældste General Overkommandoen, men blev slagen ved Alexandria og maatte tapi- tulere. Ved sin Tilbagekomst blev han af Første- konsulen forsvaret mod fine Anklagere og beklædte senere Guvernørembederne i Piemont og i Venedig. Mensal (af lat. Mensa, Bord), hvad der hører til Bordet. Mensalgods, et Gods, hvis Af- fastning er bestemt til en Fyrstes eller Embeds- mands Underhold. Mensalgaarde, i Dan- mart tidligere en klasse af de til Prestekaldene henlagte Gaarde. Menschikov, Alexander Danilovitsch, russist Feltherre og Statsmand, f. 1672, d. 1729, fom fom Gut i Bagerlære, men tiltrak sig ved fin kvifhed og fit opvakte Udseende General Leforts Opmærksomhed og blev ansat i Keiser Peter den stores Tjeneste. Da han var heldig nok til at opdage en Sammensværgelse blandt Strelitſerne, vandt han snart en høi Grad af Yndest, der endnu mere steg efterat han havde ledsaget Reiseren paa hans Reise til Holland og England. 1706 slog han Svenskerne ved Kalisch og tvang efter Slaget ved Pultava den største Del af den svenske Armé til at fapitulere, hvorefter han udnævntes til Felt- marskal og Forste. 1713 indtog han Stettin, som han mod Keiserens Billie overgav til Preusserne; dette i Forbindelse med hans Egennyttighed og Havesyge opbragte Keiseren mod han, og han blev stillet for en Krigsret, som dømte ham til Døden. Han blev vistnok benaadet og beholdt alle fine Embeder og Værdigheder, men gienvandt itte
