Melac Kortfattethed og Indholdsrigdom. Det er udgivet bl. a. af Barthen (1867). Melac (udt. Melaff), Greve af, fraust Felt marifal, fit 1689 af Ludvig den fjortende det Hverv at plyndre Pfalz, udførte dette med stor Strenghed og afbrændte Heidelberg, Mannheim og mange andre Byer. Efter 1702 i den spanske Arvefølgefrig at have maattet overgive Landau til Martgreven af Baden faldt han i Slaget ved Malplaquet den 11te Sept. 1709. Melafyr faldes mange forte Augitporfyrer (f. d.), formentlig fra Kultiden. Melanchthon, Filip, en af Tysklands Refor matorer, var født 16de Febr. 1497 og hed op rindelig Schwarzerd (eller Schwarzert), af hvil- fet Navn det græste Melanchthon er en direkte Oversættelse. Efter Faderens Død 1507 fom han i Huset hos sin Bedstemoder, der var en Søfter af den berømte Humanist Reuchlin. Allerede i 13aars Alderen begyndte han at studere ved Uni- versitetet i Heidelberg, hvor han 1512 tog Graden som Baccalaureus og blev Lærer for nogle unge Adelsmænd. Derefter studerede han Theologi og de gamle Sprog i Tübingen, hvor han fra 1514 holdt Forelæsninger over den aristoteliste Filosofi og Klassikerne. Han udgav ogsaa en for fin Tid fortrinlig græst Grammatif, hvilket Verf staffede ham stor Anseelse og bidrog sammen med Reuch- lins Anbefaling til, at han 1518 blev kaldet til Professor i græft Sprog og Literatur i Witten- berg. Her førtes han ved Luthers Paavirkning snart over til den evangeliste Lære; ved sin store Lærdom, fin taktfulde og besindige Optræden og fin Dygtighed som Ereget og Dialektiker var han istand til at yde det begyndende Reformations verf de største Tjenester. Efterat han allerede 1519 under den Skriftverel, som fulgte paa Leipziger- disputationen, havde optraadt som Luthers Menings- fælle, udgav han 1521 Sfriftet Loci communes rerum theologicarum, som blev Forbilledet for alle evangeliste Fremstillinger af Dogmatiken. 1527 forfattede han paa Kurfyrst Johan den bestandiges Befaling Bisitationsartikler for Sachsen; to Aar efter var han en af de ivrigste til at faa Proteften iSpeier iftand, og 1530 forfattede han den augs- burgste Konfessiou, det Skrift, hvorved han har indlagt sig den største Fortjeneste og som er et Mesterstykke i sin Slags. Ligefaa ypperlig er den tort efter forfattede Apologi" for Augsburger- fonfessionen. Det Ry, som Melanchthon nød, og fom naturligvis forøgedes ved disse Strifter, be virfede, at han saavel fra Frankrige som fra Eng- land fik Indbydelser til at komme did og bi lægge Religionsstridigheder, hvad han med fit milde, personlige Sindelag maatte være særlig ffiffet til; politiske Hensyn afholdt ham dog fra at efterkomme disse ærefulde Indbydelser. 1541 reiste han til Worms og fort efter til Regensburg for at føre de Evangelistes Sag ved de der anstillede Forsøg paa at staffe et Forlig tilveie med Katho- literne; Forsøget mislykkedes dog ligesaavel som den Reformation, han paa Kurfyrsten af Kölns Anmodning søgte at gjennemføre i Bonn. Melanchthon ftod, saalange Luther levede, i det inderligste Venskabsforhold til den store Reforma tor, tjønt begges Karaktérer var i høi Grad forskjellige. Efter Luthers Død var Melanchthon den, som nærmest maatte være kaldet til at ind- 452 Melazzo tage hans Plads. Han blev imidlertid udsat for mange ubehageligheder fra Theologernes Side. Hans hele Lærebegreb gif i en fra den lutherske noget forskjellig Retning, hvad der naturligvis maatte fremkalde Rivninger med de strenge lutherske Theologer, hvis dogmatiffe Strenghed først efter Luthers Død fremtraadte i sin fulde Udstrækning. Da Melanchthon efter den Schmalkaldiske Krig under store Betænkeligheder gif ind paa Leipziger- Interimet, opstod Striden om Adiafora; endnu hidfigere blev Kampen, ta han nærmede sig Kal vins Radverblære, afviste det nye lutherste Ubiqvi- tetsdogme, indrømmede, at den menneskelige Fri- hed var medvirkende ved Omvendelsen, samt be- tonede Nødvendigheden af gode Gjerninger. Ogsaa en Del Forandringer, som han for lang tid siden havde foretaget i den augsburgste Konfessions Text, iffe uden Misbilligelse af Luther, blev nu fremdragne som Anklagepunkter mod ham. Alle disse Stridig- heder trættede og plagede den altid svagelige og nu allerede af Alder og Arbeide svækkede Mand, ligesom han naturligvis med dyb Bedrøvelse maatte være Vidne til, at der indsneg sig Splid og Toe- dragt i den evangeliste Kirke, hvis Enighed og Sammenhold var hans høieste Znsfe. Han døde i Wittenberg 19de April 1560. Hans Karaktér var i høi Grad elffværdig og venlig, og han vandt som Universitetslærer alle fine Disciples Kjærlighed, samtidig med, at den videnskabelige Aand, som udgif fra hans Katheder, virkede befrugtende i vide Kredse. Det er derfor ikke med Urette, han har faaet resnavnet "Tysklands Lærer" (Præceptor Germania). Hans Strifter er flere Gange ud- fomne i mere eller mindre fuldstændige Udgaver; den bedste er Bretschneiders og Bindseils i „Corpus reformatorum (28 Bd., 1834-60). Melanesien, se Australien. Melanesier, i Ethnografien Betegnelse for den mørkfarvede Befolkning paa de australiste Øer, i Modsætning til Australnegrene paa Nyholland og Papuerne paa Nyguinea. De er lysebrune, med sort og blødt Haar, der staar i Smaabuffe, har tyndere Læber og længere og fladere Ansigt end Negrene. Dinene er smaa og forte, Kindbenene og kjæve benene fremspringende. De gaar i Almindelighed næsten nøgne, tatoverer sig og indgnider Legemet med Offer. Forøvrigt er der mellem de forskjellige Stammer af Melanefier betydelige Forskjelligheder. Mélange (udt. Melangsi), fr., Blanding; Skrif- ter af blandet Indhold; ogsaa Navnet paa en Sort Røgtobat. Melankoli (graft usλayyolia), egentí. „fort Galde", betegner ifølge den sædvanlige Sprogbrug Tungsindighed. Et af de saakaldte 4 Tempera- menter (f. d.) kaldes det melankolske. J Læge- videnskaben betegnes ved Melankoli et Begyndelses- stadium af Sindssygdom, paa hvilket Patienten udmærker sig ved en i unaturlig Grad nedtrykt og mørk Sindsstemning. Melas, Michael, Baron, østerrigst Feltmarskal, f. 1730, d. 1806, var 1799 verftbefalende for den østerrigste Armé i Italien, hvor han opererede sammen med Suvarov og feirede ved Cassano, Trebia, Novi og Genola. 1800 tabte han Slaget ved Marengo og maatte trætte sig tilbage over Mincio. Melasse, se Suffer. Melazzo, se Milazzo.
