Fordringer intet Gehør fandt hos ham, tvang de Parlamentet til ved en Bill at erklære al videre Underhandling med ham for Landsforræderi. Nu stiftede Skotterne, som ansaa sin kirkelige Forfatning for at være truet af Independenternes Grundsætninger, et Forbund med Kongen og rykkede 1648 med en Hær ind i England. Cromwell slog dem og trængte frem i Skotland; imidlertid tilbagekaldte Parlamentet den vedtagne Bill og traadte i Underhandling med Kongen. Men Cromwells Harfører Fairfax ilede til London, drev de presbyterianske Medlemmer ud af Parlamentet og bemægtigede sig Kongen. Nu havde Independenterne hele Magten baade over hans Person og over Parlamentet; dette satte Karl under Tiltale for Høiforræderi og stillede ham for en Domstol paa 133 Medlemmer, som 27de Januar 1649 dømte ham til Dødeu. Allerede tre Dage efter blev han offentlig halshugget. Karls store Feil som Konge har man tildels søgt at dække ved hans mange gode Egenskaber som Privatmand, hvilke dog er blevne overuurderede. — Karl den anden, foregaaendes Søn, f. 1630, d. 1685, førte under Borgerkrigen 1642—45 en Tid nominelt Kommandoen i det vestlige England, gik efter Slaget ved Naseby med sin Moder til Frankrige og antog efter Faderens Henrettelse Kongetitelen. 1650 blev han indbudt til Skotland, hvor han kronedes til Konge 1651. Efterat Cromwell havde slaaet den fkotste Har ved Dunbar, rykkede Karl med en Hær ind i England i Haab om at faa de derværende Royalister paa sit Parti, men blev s. A. totalt slagen af Cromwell ved Worcester. Han flygtede nu til Frankrige, hvorfra han nogle Aar efter paa Cromwells Forlangende blev udvist, og levede senere i Tyskland og Nederlandene. Efterat endelig Parlamentet 1660 havde besluttet Stuarternes Indkaldelse, landede han s. A. ved Dover og holdt kort efter sit Indtog i London. Han lovede Amnesti og Samvittighedsfrihed, men intet af disse Løfter blev holdt. Tvertimod rasede Parlamentet mod alle, som nærmere eller fjernere havde staaet i Forbindelse med Revolutionen, og en Mængde presbyterianske Geistlige blev afsatte. Den voldsomme Reaktion gik maaske videre, end Kongen selv ønskede, men han saa med Rolighed derpaa og bekymrede sig kun om sin glimrende Hofholdning. Ligeoverfor Udlandet tabte England i denne Tid al Betydning, og Kongen viste sig i et og alt afhængig af sin Fætter, Ludvig den fjortende. Dog sluttede England efter en daarlig ført Krig med Holland 1668 med denne Stat og Sverige „Tripelalliancen“ for at stanse Frankriges Fremgang mod Spanien; men ved Penge fik Ludvig den fjortende snart Karl til at fratræde Alliancen og til 1672 i Forbund med Frankrige at erklære Holland Krig, som Folkets Uvillie dog tvang ham til at slutte ved Freden i Westminster 1674. Samtidig fandt et Omslag Sted i Englands Indenrigspolitik, idet Kongen blev nødt til at stille sig ved sit reaktionære Ministerium, af hvis Medlemmer enkelte af Feighed gik over til Oppositionen. I de nærmest paafølgende Aar var Hoffet og Oppositionen omtrent lige stærke; men fra 1678 vandt den sidste fuldstændig Overhaand og medfprte en tildels uretfærdig Forfølgelse mod de af Hoffet beguustigede Katholiker. Parlamentet satte Vedtagelsen af Test-Akten (s. d.) og Habeas-
Karl
Corpus-Akten (s. d.) igjennem; men det lykkedes ikke at faa Kongens Broder, Hertugen af York (den senere Jakob den anden), der aabenlyst var gaaet over til Katholicismen, udelukket fra Tronfølgen; under Forhandlingerne herom opløste Kongen Parlamentet 1683, og da samtidig en af Kongens egen uægte Søn, Hertugen af Monmouth, stiftet Sammensværgelse (Rye-house plot) mod det katholske Parti opdagedes, indtraadte en Reaktion til Fordel for Kongen, som nu øvede en blodig Hevn. Paa sit Yderste bekjendte han sig aabent til Katholicismen. — Karl den anden fortjente lige liden Agtelse som Konge og som Privatmand. Han var egoistisk og fanatisk, derhos feig og doven samt i høi Grad usædelig. En vis Venlighed og Elskværdighed i hans Optræden skaffede ham dog en Tid adskillig Popularitet og bidrog til at holde ham oppe.
Karl (Carlos), Navn paa 4 Konger i Spanien; som den første regnes Keiser Karl den femte. — Karl den anden, f. 1661, d. 1700, Søn af Filip den fjerde, blev Konge ved Faderens Død 1665 og stod først under Formynderskab af sin Moder Marie Anna af Østerrige ; 1675 overtog han selv Regjeringen. Han var baade legems- og aandssvag og derfor ude af Stand til at føre Regjeringen med Kraft. Kort efter hans Tronbestigelse bemægtigede Ludvig den fjortende sig de spanske Nederlande, men maatte 1668 ved Freden i Aachcn nøie sig med enkelte Afstaaelser. Senere var Spanien med i to Koalitionskrige mod Frankrige, til hvilket det maatte afstaa Franche-Comté. Ved Karls Død udbrød den spanske Arvefølgekrig. Han var den sidste spanske Konge af det habsburgske Hus. — Karl den tredie, f. 1716, d. 1788, SM af Filip den femte, arvede 1731 Hertugdemmet Parma, blev 1735 Konge i Neapel og Sicilien og besteg 1759 ved sin Broder Ferdinand den sjettes Død den spanske Trone. Han bestræbte sig for at indføre Reformer, ophjelpe Agerbrug og Industri, men stødte Folket ved at indrette alt efter fransk Mønster og begunstige Italienerne, saa at der endog 1766 udbrød et Oprør. Jesuiterne, som mistænktes for at have fremkaldt dette, blev fordrevne, og Inkvisitionens Magt hemmedes, men gjenoprettedes snart igjen i sit fulde Omfang. Som Frankriges Forbundsfælle deltog Karl i to Krige mod England; i den første tabte Spanien ved Freden i Paris 1763 Florida, men fik af Frankrige til Erstatning Louisiana; den anden endte ved Freden i Versailles 1783, hvorved Spanien fik Florida og Minorca igjen. — Karl den fjerde, f. 1748, d. 1819, foregaaendes Søn, besteg 1788 Tronen ved Faderens Død. Han var svag og uduelig og lod sig aldeles lede af sin Dronning samt af sin og hendes fælles Yndling „Fredsfyrsten“ Godoy. Efter at have deltaget i den første Koalition mod Frankrige, og i Freden i Basel 1795 at have mistet den spanske Del af San Domingo, lod Kongen sig 1796 af Godoy forlede til et Forbund med Frankrige. Som Følge heraf fik Spanien Krig med England, dets Flaade ødelagdes ved St. Vincent og i Freden i Amiens 1802 maatte Trinidad afstaaes. Snart brød Krigen ud igjen, og Spanierne led tilsjøs det store Nederlag ved Trafalgar 1805. Godoy, som var Landets egentlige og uindskrænkede Hersker, ophidsede Folket ved sit Overmod og sin
