Marmor 430 og nu var hans Lykke gjort. Flere af hans Strifter | batte imidlertid megen Strid; faaledes en politist Roman, som endog af Presterne blev fordømt fra Prædikestolen. Marmor, en tæt eller fornet Kalfsten, som paa Grund af sin Evne til at kunne modtage Politur anvendes til Billedhuggerarbeider og i artitetto- niffe Diemed. Farven er hvid, tildels med Stri- ber, Aarer, Styer osv. Dog gives der ogsaa sort, grøn, purpurrød og graa Marmor. Marmor har lige fra Oldtiden været benyttet til Fremstilling af Kunstnernes Jdéer (se Billedhuggerkunst). De vig- tigste fra gammel Tid fjendte Arter af Marmor er: Den pariske Marmor fra Den Paros i det gæiske Hav, udmærker sig ved en blændende Hvidhed og vorlignende Glans; pentelist Mar- mor fra Bentelikon ved Athen, har et gulagtigt Stjær og tildels blaalige eller grønlige Aarer; carrarist Marmor fra Carrara i Norditalien, anvendes meget i Billedhuggerkunsten. Italienst og græst Marmor staar idetheletaget høiest i Pris og forsendes Verden rundt; dog findes der ogsaa i de gfterrigste Lande, Frankrige og Belgien Marmor. brud, som leverer særdeles gode Varer. J Stor britannien findes flere Steder sort, grøn og rød Marmor, og i det nordvestlige Irland en meget smut hvid Marmorsort. I Norge, hvor adskillige vatre Marmorslags findes, har Marmorindustrien hidtil været saa godt som upaaagtet. Marmorahavet, se Marmarahavet. Marmorkroniken, en Marmortable, som i det 17de Aarh. fandtes i Grækenland. Den er fra Midten af det 3die Aarh. f. Kr. og indeholder en fronologist Optegnelse af Hovedbegivenhederne i Grækenlands, særlig Athens Historie fra 1582 -264 f. Kr. Den opbevares ved Universitetet i Orford. Marne (udt. Marn), to Departementer i det nordøstlige Frankrige. 1) Marne, mellem De- partementerne Aisne, Ardennerne, Meuse, Øvre Marne, Aube og Seine et Marne, er 150 kv.mil ftort, med 408,000 Jndb. Det er særdeles frugtbart og frembringer især Korn og Vin; Hovedstad Cha lons (1. d.). 2) Øvre Marne (Haute Marne) omgives af Departementerne Marne, Meuse, Bosges, Øvre Saône, Cote d'Or og Aube. Størrelsen er 110 Kv.mil og Folkemængden 252,000. Det er rigt paa Stov, og Agerbruget er Befolkningens for- nemste Næringsvei. Hovedstad Chaumont. Marne, Flod i Frankrige, udspringer i De partementet ore Marne, løber først mod Nord- best, svinger derpaa i en stor Bue mod Best og Sydvest og falder i Seinen ved Paris; Længden er 66 Mil, hvoraf henved 50 Mil er seilbare. Marodor, Efternøler; i Militærsproget Sol dater, som under en Marsch paa Grund af Udmat telse, Dovenskab eller Feighed ikke kan følge Trop- pen. Ordet bruges særlig om dem, som ved et Baaskud unddrager sig fra Tjenesten, og som under Krig benytter den saaledes erholdte Frihed til Plyndring og Røveri. Marokin, se Saffian. Marokko, Sultanat i det nordvestlige Afrika, mellem 27° og 36° n. Br. og 7° og 23° p. 2. Størrelsen er ca. 13,000 Sv.mil og Folkemængden 6-7 Millioner, fordetmeste Muhamedanere. Det omgives i Nord af Gibraltarstrædet, i Øst af Algier, i Sydoft og Syd af Sahara og i Best Marokko af Atlanterhavet. Landet gjennemftryges fra Nord- oft mod Sydvest af Atlasbjergene, der tildels naar en Høide af 10,000 Fod, og fra hvilke der udstrømmer flere Floder, som vel iffe er seil- bare, men som bevirker, at Landets vestlige Del er meget frugtbar. Østenfor Atlastjæden er Jord- bunden gold og gaar efterhaanden over til Ørken. Af Befolkningen er de to Trediedele Berber, der i den nordlige Del af Landet kaldes Amazirger, i det sydlige Schilluh; Resten er Maurer, hvor- til kommer nogle Araber, Jøder, Tuareger i den sydøstlige Del samt endel Negre, hvilke sidste fordetmefte er Slaver. Oplysningen staar paa et lavt Standpunkt. Agerbrug og Fædrift er Lan- dets Hovednæringsveie; desuden avles endel Bin. Industrien er ringe og indskrænker sig væsentlig til Forfærdigelse af røde tyrkiske Huer (Fez) samt lidt Silkevaveri og Tilberedning af Marofin. Handelen er derimod af ikke liden Betydning; den foregaar dels med det indre Afrika ved Karavaner, dels ad Sjøveien med Europa og dels paa Levan- ten ved Pilegrime, som reiser til Mekka. Udfør- selen bestaar i Uld, Huder, Strudsfjer, Mais, Mandler osv.; blandt de vigtigste Indførselsartik- ler fan nævnes Sukker, The, Tøier og Jern, og fra det indre Afrika Guld, Strudsfjer og Slaver. Forvaltningen er fuldstændig orientalst; i Spidsen for Styrelsen staar en Sultan, som indehar baade den verdslige og den geistlige Magt og fører Titel af „Emir al-Mumenin" (de Troendes Beherffer). - Hæren tæller 15-20,000 Mand, fordetmeste bestaaende af Negerslaver, og er baade daarligt øvet og udrustet. Marokkos ældste Historie fal der i det væsentlige sammen med Berberiets; det tilhørte i Oldtiden Mauritanien og indlemmedes 42 e. Kr. i det romerske Rige. Bandalerne er- obrede det 429; omtrent et Aarhundrede senere fom det under de græste Keisere, i hvis Besiddelse det var indtil det 8de Aarh., da Muhamedanerne bemægtigede sig det. Fra Begyndelsen af det 9de Aarh. stiftedes her flere uafhængige Stater; saa- ledes grundedes Byen Fez af Edrisiderne og Byen Marokko af Almoraviderne (f. d.); efter dem fulgte | Almohaderne, som igien maatte vige for Merini derne, der endelig i Begyndelsen af det 16de Aarh. fortrængtes af Scheriferne fra Tafilet, hvilke inde- havde hele det nordvestlige Afrika fra Guinea til det vestlige Algier, og som fortrængte Portugi- ferne fra deres Besiddelser i Nordafrika. Denne Magtperiode var dog snart forbi, tildels paa Grund af indre Uroligheder, og i Midten af det 17de Marh. grundede Mulei Alidernes Dynasti. Hans Søn og Efterfølger, den grusomme og vellystige Mulei Jsmael (han stal med egen Haand have henrettet 5000 Mennester og have havt 8000 Hustruer, med hvem han havde 1167 Børn, deraf 825 Sønner) udvidede Riget ved at frarive Spa- nien Tanger og El-Arisch. Under hans Efterføl- gere Mulei Abdallah (til 1757) og Sidi Muha- med (til 1790) begyndte Landets Tilstand at bedres; især søgte den sidste at indføre enslags Civilisation og stod i et venskabeligt Forhold til Europa. Befolkningen drev imidlertid Sjørøveri som Na- ringsvei, og de europæiste Magter betalte en aar- lig Tribut for fri Seilads. Denne Tribut maatte Sultan Abderhaman 1828 giøre Affald paa for Østerriges vedkommende, tvungen dertil af en øster- rigst Flaade. Senere indtraadte jevnlig Forvik-
