Maria Magdalena. 4) Moder til Evangelisten Markus (Ap. Gi. 12, 12). 5) Moder til Jakob og Joses (Math. 27, 56). 6) En troende kvinde i Rom (Rom. 16, 6). Maria, Navn paa to engelffe Dronninger. Maria den første, af Huset Tudor, f. 1516, d. 1558, Datter af Henrik den ottende, besteg 1553 Tronen efter Edvard den sjette. Som Katholik søgte hun at undertrykte Protestantismen og lod en stor Del Protestanter henrette, deriblandt flere af hendes egen Slægt, hvilket i Forening med hendes haarde og lidenskabelige Karaftér gjorde hende forhadt og forstaffede hende Tilnavnet den blodige". Hun ægtede den spanske Konge Filip den anden, men opholdt sig i England fjernet fra fin Egtefælle, hvem hun forresten lignede i Gru somhed og Intolerance. Maria den anden, Datter af Jakob den anden, f. 1662, d. 1695, 5lev 1677 gift med Wilhelm den tredie af Oranien og ved Revolutionen 1689 udnævnt til regierende Dronning. Maria Kristina, Dronning af Spanien, f. 1806, d. 1878, Datter af Kong Frans den første af Begge Sicilier, ægtede 1829 den spanske Konge Ferdinand den syvende, paa hvem hun ved fin Stjønhed og Aandrighed fit stor Indflydelse. 1830 bevægede hun ham til ved den pragmatiske Sanktion ogsaa at indrømme Dynastiets kvindelige Medlemmer Arveret til Tronen; fort efter fødte hun en Datter, Isabella, som strax blev prokla meret som Tronarving. 1832 loo Kongen sig under sin Sygdom af fin Broder Don Karlos's Tilhængere bevæge til at tilbagekalde ben prag matiste Sanktion; men Dronningens Indflydelse gjorde sig snart atter gjeldende, og i Ottbr. blev hun udnævnt til Regentinde under Kongens Syg dom. Da han var bleven frist igjen, erklærede han Tilbagekaldelsen af den pragmatiste Sant- tion for ugyldig. Efter hans Død 1833 blev Maria Kristina Regentinde i fin umyndige Datters Navn. Don Karlos greb nu til Vaaben og be gyndte en Borgerkrig, som varede til 1840, og under hvilken Enfedronningen maatte gjøre de Liberale flere Indrømmelser. Hendes absolutistiske Tilbøieligheder og hendes ikke udadlelige Privatliv gjorde hende imidlertid forhadt, og hun maatte under Opstanden 1840 nedlægge Regentskabet. Efter 4 Mars Ophold i Frankrige vendte hun tilbage og ægtede 1844 sin Elffer, Livgardisten Munoz, som blev ophøiet til Hertug af Rianzares. Indtil 1854 øvede hun stor Indflydelse paa Regie- ringen; senere opholdt hun sig dels frivillig, dels ufrivillig for det meste i udlandet, indtil hun 1876 vendte tilbage efter hendes Dattersøn Alfons (den tolvtes) Tronbestigelse. Maria Stuart, skotsk Dronning, f. 1542, d. 1587, Datter af Kong Jakob den femte, arvede 8 Dage gammel Faderens Trone. Allerede medens hun laa i Buggen, blev hun af den engelske Konge Henrik den ottende faaret til Brud for hans Søn Edvard, og de ftotste Protestanter understøttede denne Forbindelse. Men hendes Moder, der ikke var for Planen, sendte hende tidlig til Frankrige, hvor hun opdroges i den katholfke Tro. Hun udmærkede sig ved Stjønhed, ynde og Dannelse, og blev 1558 formælet med Dauphinen, den senere Kong Frans den anden. Da hun et Bar Aar efter blev Enke, vendte hun tilbage til Skotland 425 Maria Theresia og overtog Regjeringen efter sin Moders Død. Livet ved det letsindige franste Hof havde imidlertid havt en uheldig Indflydelse paa den unge, let- bevægelige Dronning, og hendes Adfærd blev derfor snart en Forargelse for de strenge Protestanter, i hvis Spidse Johan Knor (f. d.) stod. Det spendte Forhold, hvori hun stod til sin Slægtning, den engelske Dronning Elisabeth, og som hun selv uforsigtig havde fremkaldt, bidrog til at vanskelig- gjøre hendes Stilling. 1565 ægtede hun fin Fætter Henrif Darnley, en raa Person, som hun fnart lærte at foragte, og som af Skinsyge lod myrde hendes Sekretær og Fortrolige, Italieneren Rizzio, i hendes Baasyn. Efter hendes Søns, den senere Jakob den sjettes Fødsel, fom vel et Forlig istand mellem 2Egtefællerne; men fort efter blev det Hus, hvori Darnley opholdt sig, sprengt i Luften, og Rygtet betegnede Dronningen og hendes nye Yndling Grev Bothwell som Anstiftere af Mordet, hvilken Mistante end yderligere bestyr- fedes, da Marie fort efter ægtede Bothwell. Adelen og Proteftanterne gjorde nu Opstand, tvang Bothwell til at flygte og fangede Dronningen, hvorefter hendes Søn blev utbraabt til Konge. 1568 blev hun vel udfriet af Fangenskabet ved George Douglas og samlede en bær for at gjenvinde fin krone. Men efter Nederlaget ved Langside (13de Mai 1568) blev hun nødt til at søge Til- flugt hos fin Fiende Dronning Elisabeth, som dels af religiøse og politiske Grunde, dels vel ogsaa af saaret fvindelig Forfængelighed lod den ulyffelige Marie under Baasfud af, at hun havde tonspireret mod hendes Liv, fængsle og underkaste en uværdig Behandling. Efterat flere katholike Sammensværgelser havde forsøgt at befri hende og giøre hende til engelst Dronning, hvilke Sammen sværgelser hun, med eller uden Grund, antoges at tiende til, blev hun af en Undersøgelseskommission dømt til Døden for Høiforræderi, hvilken Dom af Elisabeth blev stadfæstet, og den 8de Febr. 1587 blev hun halshugget. Maria Theresia, rom.-tyft Keiserinde, f. 1717, d. 1780, Datter af Keiser Karl den sjette, blev ved den pragmatiste Santtion (f. d.) bestemt til Faderens Efterfølger i de østerrigste Lande. Ved fin Regierings Tiltrædelse 1740 udnævnte hun fin Mand Frans den første (s. d.) til Medregent. Hen- des Lande var imidlertid i en mislig Tilstand, Finanserne udtømte og Hæren svækket. Dette be nyttede Østerriges mange Avindsmænd sig af; Fredrik den anden af Preussen gjorde Begyndelsen, idet han 1740-41 erklærede Østerrige krig og erobrede Schlesien, som Maria Theresia senere blev nødt til at afstaa. Preussens Krigserklæring gav Signalet til den otteaarige østerrigste Arvefølgefrig (f. 5.), i hvilken Frankrige, Breussen, Baiern, Pfalz, Sachsen, Sardinien, Neapel og Spanien forenede fig mod Østerrige under Paaskud af at støtte Karl den syvendes (f. d.) Krav paa Keiserkronen. Ved Englands og især det tro Ungarns Hjelp lykkedes det imidlertid Maria Therefia at ende denne Krig uden synderligt Tab af Land. Efter Fredsslut- ningen 1748 arbeidede hun ivrig paa fine Landes Opkomst, og hun havde den Glæde at se fine Be- ftræbelser i denne Henseende lykkes. For at faa Schlesien tilbage begyndte Østerrige den blodige Syvaarsfrig, som alligevel iffe førte til Maalet. Da Frans, som fra 1745 bar Titel af tysk Keiser,
