og i moralsk Henseende i høi Grad agtværdigt Levnet. — Karl den trettende, f. 1748, d. 1818, anden SM af Kong Adolf Fredrik, hjalp 1772 sin Broder Gustav den tredie ved Regjerings- forandringen og fik derfor Titel af „Hertug af Södermanland“. I den russiske Krig udmærkede han sig som Chef for den svenste SjMagt, navn lig i Slaget ved Hogland 1788. Forresten havde 5 han under Broderens Regjering ingen politisk Indflydelse; efter dennes Mord blev han Mge hans Testament Regent under Gustav den fjerdes Mindre aarighed. I denne Stilling lagde han vistnok den bedste Villie for Dagen, men var fvag og overtroisk, hengiven til mystiske Spekulationer og af hcengig af sine Fortrolige, navnlig Reuterholm. Han sMte at bringe Orden i Finanserne, stuttede under Koalitionen mod Frantrige Forbund med Danmark for at beskytte den nmtrale Handel og anerkjendte den franste Republik, hvorved han slap for at indblandes i Revolutionskrigene. Forresten udmcrrkede hans Styrelse sig ved Holdningsløshed i mange Retninger. Da Gustav den fjerde 1796 blev myndig, tral Karl sig tilbage til Privatlivet og beholdt kun Posten som Oberst ved Livregi mentet, men ved Gustavs Afsættelse 1809 kaldtes han til at overtage Styrelsen som Rigsforstander og valgtes s. A. af Rigets Stænder til Sveriges Konge, samtidig med at Landet fik en ny Forfatning. Om hans Regjering er ikke meget at sige; han var ved sin Tronbestigelse allerede gammel og svækket, og da han ingen Børn havde, valgtes først Prins Kristian (Karl) August af Augustenborg og senere efter dennes Død (1810) Fyrsten af Pontecorvo (Bernadotte) til Tronfølger; den sidste var efter sin Ankomst til Sverige den egentlige styrende. Efter Begivenhederne i den ftrste Halvdel af 1814 valgtes Karl den trettende 4de November s. A. til Konge i Norge, og 10de November aflagde Tronfølgeren paa hans Vegne Ed paa den norske Grundlov. — Karl den fjortende Johan, egentl. Jean Baptiste Jules Bernadotte, f. 1764, d. 1844, var Søn af en Advokat i Pau i Sydfrankrige. Han opdroges af Faderen for den juridiske Bane, men gik efter hans DFd ind i Arméen, hvor han ved Revolutionens Udbrud var Sergeant-Major. 1791 blev han Officer og udmcerkede sig efterhaanden ved Rhinarméen under Custine, ved Nordarméen under Pichegru ** siste bokstav omtrent uskjelnelig i trykt tekst, men trolig u som rett er ** og ved Sambre-Maasarméen un?? der Jourdan; efter Seiren ved Fleurus 1794 blev han Brigadegeneral og efter Maastrichts Erobring Divifionsgeneral. Snm saadan deltog han i Felt toget 1795—96, idet hans Division under Frem rykningen dannede Fortroppen, nnder Tilbagetoget Arrièregarden af Jourdans Armé. 1797 gik han med 20,000 Mand Forstcerkningstropper til Bona parte i Italien, indtog derpaa Gorizia, bemcrgtigede sig Krain og havde senere til Freden i Campoformio Styrelsen af Friaul. 1798 udncrvntes han til fransk Gesandt i Wien, hvilken Post han dog snart ned lagde; 1799 fik han Kommandoen over Observationsarméen, men maatte paa Grund af Sygdom snart nedlægge den, hvorefter han i to Maaneder fungerede som Krigsminister og i denne Tid forberedte Massenas Seire i Schweiz og Brunes i Nederlandene. 1800 blev han Statsraad, fik kort efter Kommandoen over Vestarméen og dæmpede ved sin besindige og kloge Optræden Opstanden i
Karl
Vendée. Efter Keiserdømmets Oprettelse 1804 blev han Marssal af Frankrige og snart efter Statholder i Hannover. I Krigen med Østerrige bidrog han til Seiren ved Ulm, besatte Bøhmen, men kaldtes derfra til at deltage i Slaget ved Austerlitz, hvor hans Korps gjennembrød den russiske Hærs Centrum. 1806 erholdt han til arvelig Forleuing FyrstendMmet Pontecorvo i Neapel. Under Krigen med Preussen brød han ind i Sachsen, drev Preusserne bort fra Halle og tvang ved at storme Lübeck Blücher til Kapitulation. Dernæst slog han som Ehef for venstre Fløi af den store Armé Russerne ved Mohrungen 180? og fil efter Freden i Tilsit Bestyrelsen af Hanfestæderne samt Kommandoen over de franske Tropper i Nordtyst land. Herfra kaldtes han 1809 ved Udbrudet af Krigen med Vsterrige til at ordne de fachsiske Tropper, som han anførte i Slaget ved Wagram; kort efter kom han i Unaade og fik Befaling til at forlade Arméen, drog til Paris og fik her det Hverv at forsvare Walcheren mod Englænderne. Efter at have fordrevet disse fra Øen stod han i Begreb med at gaa som Generalguvernør til Rom, da han fik Bud om, at Sveriges Stænder 21de August 1810 havde valgt ham til Tronfølger. Efter at have indhentet Napoleons Tilladelse til at modtage Kaldelsen reiste han i September s. A. til Sverige, traadte over til den evangelisk-lutherske Kirke og hyldedes ste November af Rigets Stænder som Tronfølger og Karl den trettendes Adoptivsøn under Navnet Karl Johan. Han vandt snart den gamle Konges fulde Tillid og blev Sveriges virkelige Regent. Nu krævede Napoleon Lydighed af ham som af sine andre Vasaller. Sverige maatte erklære England Krig og overholde Kontinentalsystemet, men Regjeringen hindrede ikke hemmelig Handel med England, og Karl Johan negtede at modtage franske Toldbetjente i Göteborg. De paafølgende fiendtlige Skridt fra fransk Side besvarede han med at nærme sig Rusland, hvis Keiser ved Udbrudet af Krigen med Frankrige lovede ham Norge og under Krigen 1812 formelig sluttede Overenskomst med ham derom. Napoleon havde for at faa Sverige paa sin Side i Krigen tilbudt at skaffe det Finland tilbage, men Karl Johan foretrak Norge. Ester Overenskomsten med Rusland lovede ogsaa England og Preussen, at Sverige skulde faa Norge, hvis det vilde deltage i Forbundet mod Napoleon. Efter dennes uheldige Tog til Rusland gik Karl Johan 1813 med 27,000 Mand til Tyskland og tog Kommandoen over den af Russere, Preussere og Svensker bestaaende Nordarmé. Denne seirede ved Grossbeeren og Dennewitz og deltog i Oktober s. A. i det store Slag ved Leipzig, efter hvilket Napoleon maatte trcrkte sig tilbage over Rhinen. Karl Johan forlod nu Hovedarméen, gik mod Holsten og tvang Danmark til ved Freden i Kiel i Januar 1814 at afstaa Norge til Sverige mod at faa svensk Pommern igjen. Han forblev nu indtil Freden i Paris med sin Hær i Belgien, hvorefter han vendte hjem for at foette sig i Besiddelse af Norge. Her havde imidlertid før hans Ankomst Rigsforsamlingen paa Eidsvold givet en Konstitution og valgt Prins Kristian Fredrik til Konge. Karl Johan rykkede ind i Smaalenene og beleirede forgjeves Fredrikssten; efter nogle mindre betydelige Fægtninger (se Art. Norge) sluttedes Konventionen i Moss
