Magnet Staal og mange andre Substanser, hvilke isaafald danner kunstige Magneter. En Magnet tal- des permanent, naar den stadig er i Besiddelse af den omnævnte Tiltrækningskraft, temporær, naar Kraften fun er tilstede en fort Tid eller under færegne Omstændigheder. Hærdet Staal er det bedste Materiale for permanente Magneter, blødt Jern for temporare. - Magnetisme er den (ufjendte) Aarsag, som ligger til Grund for de magnetifte Foreteelser. De tunstige Magneter gives sædvanlig Form af langagtige Stave (eller Saale); den største Tiltrækningskraft ytrer sig da henimod Enderne af Staven, hvilfe derfor faldes dens Poler. Ophænges en saadan Magnetstav i en fin Traad, faaledes at den fan svinge frit i et horizontalt Blan, vil den altid indtage en bestemt Ligevegtsstilling med sin Længderetning (paa de fleste Steder af Jorden) omtrent i Syd og Nord, idet altid den samme Ende peger mod Nord og den anden altid mod Syd, hvilfe derfor henholdsvis faldes Nordende (Nordpol) og Syd- ende (Sydpol). Nærmer man til den bevægelige Magnet en anden Magnet, viser det sig snart, at Nordpol frastøder Nordpol, og ligeledes, at Sydpol frastøder Sydpol, hvorimod en Nordpol og en Sydpol tiltrækker hinanden, hvilket i korthed kan udtrykkes saaledes, at ensartede Magnetpoler frastøder hverandre, uensartede tiltræt fer hverandre. Det er ved talrige og nøi- agtige Undersøgelser godtgjort, at Jordlegemet selv i sin helhed besidder magnetiske Egenskaber eller magnetiffe Kræfter, og at Jorden (ligesom de fun- ftige Magneter) har sin magnetiste Nordpol og fin magnetiske Sydpol, samt endelig, at det er denne Jorden iboende magnetiske Kraft (Jordmagnet ismen), som bevirker, at en bevægelig Magnetnaal (som ovenfor anført) overalt indtager en bestemt Ligevegtsstilling. De funstige Magneter fan dannes paa forskjellige Maader, f. Ex. ved at stryge en Jern eller Staalstav med Polerne af en anden funstig eller naturlig Magnet. Denne Magnetisering foregaar meget let ved blødt Jern, men vanskeligt ved hærdet Staal, hvilket imidlertid paa den anden Side, naar det først er blevet magnetiseret, vil bibeholde fin Kraft, medens Jernet næsten øie- bliffelig taber den igjen. Ved hjelp af den elektriske Strøm fan man ogsaa frembringe meget fraftige Magneter. Til det Diemed leder man Strømmen gjennem en med Silke omspunden Kobbertraad i mange Bindinger omkring en cylindrist Jerustav, som derved bliver til Maguet, faalænge som Strømmen vedbliver at cirkulere, men som øie bliffelig taber fin Kraft, saasnart Strømmen af- brydes. Skifter den elektriske Strøm Retning, jaa forandrer ogsaa Bolerne i Jerustaven fin Be- liggenhed, d. e. Nordpol og Sydpol stifter Plats. Saadanne Indretninger som den her beskrevne faldes Elektromagneter, hvilke i vore Dage har fundet en meget vigtig og udbredt Anvendelse i det praktiske Liv, f. Er. ved elektriste Telegrafer, Ringeapparater, Brandfignalapparater osv. Det viser sig overhoved, at der exifterer en saa ngie Forbindelse mellem de magnetiske og elektriffe Foreteelser, at der ikke kan være nogen Tvivl om, at de skyldes en og samme Aarsag eller Kraft, med andre Ord, at Magnetisme og Elektricitet er et og det samme en Ansfuelse, som først frem fattes af den franske Fysiker Ampère, efterat Ørsted - 395 | Magnium (1820) havde gjort fin berømte Opdagelse angaaende den elektriffe Strøms Indvirkning paa Magnet- naalen. Jordmagnetismen er med stor Flid og Dygtighed bleven granffet af Professor Hansten (f. d.), som i det Diemed foretog fin verdensberømte Reise til Sibirien. Ved hans og andres gjennem længere Tider fortsatte Under- søgelser har man nu naaet frem til et temmelig ngie Kjendskab til Jordens magnetiffe Forhold. Jordens magnetiffe Boler falder ifte sammen med de geografiffe; den ene ligger i Nordamerika om- trent under 73% n. B., den anden i Syd for Van Diemensland, omtrent under 73% 1. B. En horizontalt bevægelig Magnetnaal vil fun paa de færreste Steder af Jorden stille sig nøiagtig i det fande Nord og Syd; næsten overalt banner Maalens Are (Forbindelseslinien mellem Bolerne) en Binkel med Nord- og Sydlinien, hvilken af vore Siø mænd kaldes (Kompassets) Misvisning (De- flination). Er Magnetnaalen bevægelig (om fit Tyngdepunkt) i Vertikalplanet gjennem det magnetiste Nord og Syd, vil dens Are stille fig i en større eller mindre Vinkel med Horizonten, hvilken faldes Juklinationen, og hvis Bærdi ligger mellem 0° (i Nærheden af tvator) og 90° (ved de magnetiffe Poler). Ved Deklinationen og Inklinationen er den jordmagnetiske Krafts Ret- ning paa ethvert Sted bestemt. "Joromagnetismens Styrke (Intensitet) er mindst i Nærheden af 2Ekvator og tiltager derfra saavel mod Nord som mod Syd; den har sin største Værdi paa 3 (eller 4?) Punkter af Jorden, hvoraf de to ligger paa den nordlige, ét (eller to?) paa den sydlige Halvkugle. Saavel Deklinationen, Juklinationen og Intenft- teten undergaar forskjellige Forandringer, dels regel- mæssige eller periodiske og dels uregelmæssige. Disse sidste kan undertiden være temmelig vold- fomme og faldes da magnetiske Uveir". - Magnet Elektricitet (magneto- elektriffe Strømme) er elektriske Strømme, som opstaar, naar Magneter bevæges i Nærheden af en Metaltraad eller en anden (Elektricitets-) Leder. Magnetisme, dyrist, se Mesmerisme. Magnetjernsten og Magnetkis, se Jern. Magnetometer er et Instrument, som tjener til at maale magnetiste Kræfter, navnlig Jord- magnetismens Intensitet samt Deklinationen. Magni eller Magnus, Johannes, svenst Geistlig og Historieſtriver, f. 1488, d. 1544, studerede ved udenlandske Universiteter, blev der- paa Sten Sture den yngres Gesandt ved Pave= hoffet og senere Lærer ved Universitetet i Perugia. Efter det stockholmste Blodbad sendtes han som pavelig Legat til Sverige og blev 1523 med Gu- stav Basas Samtykke Erkebiskop, men søgte at modarbeide Reformationen og maatte efter en Tid at være holdt under Bevogtning 1527 for- lade Landet. I sine sidste Aar levede han i Rom og skrev der Upsala Domkirkes Historie samt Historia de omnibus Gothorum Sueonum que regibus" (1554), i hvilket Verf han førte den svenske Rongeræffe helt tilbage til Sundfloden. Hans Broder Olaus Magni ell. Magnus, f. 1490, d. 1558, var en Tid Broderens Sekretær og ud- nævntes efter hans Død til titulær Erkebiskop i Upsala. Han udgav 1555 paa Latin et Berk om de nordiske Folk. Magnium, se Magnesium.
