Madrigal militsen til Fordel for Espartero 1856 dæmpedes af O'Donnell, og samme Stjebne havde ogsaa Nevo lutionerne i Jannar og Juni 1866. 1868 fluttede Madrid sig til Opstanden mod Dronning Jiabella. Madrigal, en lyrist Digtform, som fornemme lig søger in Virkning i Sprogets Musik og i funstige Rimslyngninger. Den er en Biform af Sonetten og beftaar af Afsnit paa 3 eller 4 Linier. Oprindelsen til denne Form er at søge i Italien, derfra overførtes den til Frankrige og Spanien og har ogsaa været anvendt i Tyskland i den nyere Tid, navnlig af Rückert og Platen. Madura, Hovedstad i et Distrikt af samme Navn i det engelske Præsidentskab Madras i Jn dien, ved Floden Waiga, med 52,000 Judb., har betydelig Bomuldshandel. Madvig, Johan Nikolai, fremragende dansk Filolog og Statsmand, f. 1804 paa Bornholm, dimitteredes 1820 til Kjøbenhavns Universitet og underkastede sig 1825 den filologiske Examen. Aaret efter tog han Magistergraden og ansattes midlertidig som Docent og Examinator i latinsk Filologi ved Universitetet; f. A. disputerede han for Doktorgraden og ansattes derpaa 1829 som Professor; 1848 blev han tillige Undervisnings- inspektør. Samtidig med at Madvig virkede som akademisk Lærer og ved sine flare og vækkende Fore- drag over de forskjellige Sider af den klassiske Oldtid var den egentlige Bærer af den filologiske Bidenskab ved Universitetet, vatte han allerede ved fine første videnstabelige Arbeider almindelig Op- mærksomhed i den filologiste Verden. Det var navnlig Studiet af Cicero, han beffjeftigede sig med; at mærke er især hans Udgave af Ciceros Strift,,De finibus" (1839; 3die Udgave 1876), af stor Betydning saavel i grammatist som fri tist Henseende. I en Række Afhandlinger be- handlede han desuden den historiske Side af Old- tidsvidenskaben. 1841 udgav han Latinst Sprog lære til Skolebrug" og 1846 „Græsk Ordføi ningslære", to Lærebøger, der har oplevet mange Oplag, er blevne brugte ved Skolerne i Danmark og Norge i en Række af Aar og er oversatte til flere fremmede Sprog. 1848 fom Madvig ind paa den politiske Bane, som for en Tid bragte ham til at lade fit filologiske Forfatterskab hvile. Anledning af Restriptet af 28de Januar med dets Løfte om en friere helftatsforfatning tog han for første Gang Ordet som Politiker og gjorde Indsigelse mod, at Hertugdømmerne i de nye fælles Stænder stilledes lige med Kongeriget trods dettes langt større Folkemængde. I Oftbr. 1. A. blev han Medlem af den grundlovgivende For samling og fit en Maaned efter Sæde i det nye Ministerium som Kirke og Undervisningsminister, hvilken Post han indehavde til Decbr. 1851, da han indtraadte igjen i sine tidligere Embeder som Professor og Undervisningsinspektør. 1849 ind- valgtes ham i Foffethinget, var 1852-53 dettes Præsident og hørte det sidstnævnte Aar til de 45, som stemte mod Arvefølgeloven. Kort efter valgtes han til Medlem af Landsthinget, hvor han indtil 1874 havde Sæde som en af det nationalliberale Partis Førere, naar undtages Sessionen 1854-55, da han nedlagde fit Mandat, samtidig med at han afflog Ud. nævnelsen til Medlem af det foreløbige Rigsraad. Efterat Fællesforfatningen 2den Oftbr. 1855 var given, valgtes han til Wedlem af Rigsraadet og 390 Maffei udnævntes til dettes Præfident, hvilken Stilling han siden indehavde i alle dets Samlinger indtil 1863. Af det senere Rigsraads Landsthing 1864 -66 var han ogsaa Medlem, saavelsom af de to store Kirkefommissioner 1859 og 1868. Som politist Forfatter optraadte han flere Gange, saa- ledes 1864 med Striftet Den nationale Politik og det danske Monarki", hvori han udviklede, at Danmarks Ulykke beroede paa, at det ifte tidlig og stærkt nok havde agtet de nationale Hensyn. Af hans senere filologiste Berker fan mærkes "Emendationes Livianae" (1860; 2den Udg. 1876) og den derpaa grundede, i Forening med Ussing besørgede nye udgave af Livius (4 Bd., 1861-66; 2den Udg. 1872). En Del mindre Afhandlinger af sproglig og historist Indhold er udgivne i Opuscula academica" (2 Bb., 1834-42) og Mindre filologiske Skrifter" (1875); særlig af fritisk Indhold er hans Adversaria critica ad scriptores Graecos et Latinos (2 Bd., 1871-73). Madvigs Embedsjubilæum feiredes 1879 med megen Høi- tidelighed. Kort derefter fratraadte han som Pro- fessor, men fortsætter med usvækket Kraft sin viden- stabelige Forfattervirksomhed. Hans seneste Skrift er Den romerske Stats Forfatning og Forvalt ning" (2 Bd., 1881-82), samtidig udkommen i tyst Bearbeidelse. Maerlant (udt. Marlant), Jakob, den betyde- ligste nederlandske Digter i det 13de Aarh., var af Fødsel Flamlænder, men levede i længere Tid i Holland; han døde ca. 1300 i Damm ved Brügge. han besad en for den Tid overordentlig stor Lær- dom. Hans tidligste Digte, den kun i Brudstykker opbevarede „Trojanske Krig" og det 1246 forfattede Alexander", hører endnu med Hensyn til Stoffet til den ridderlige Epit, men udmærker sig ved, at det didaktiske Element er fremherskende. Senere vendte han sig dog ganske fra deslige Emner og tog til digteriff Behandling fun historist troværdige, bibelske, virkelige eller verdslige Beretninger samt rent didaktiske Emner. Det store Bifald, som denne poetiste Retning fandt hos Samtiden, bidrog meget til den allerede hendgende ridderlige Sagndigtnings fuldstændige Undergang. Til hans Digte fra denne anden Periode hører „Den hellige Franciskus's Levnet", „Heimelijkheid der heimelijkheden og forskjellige strofiste, tildels religiøse Digte. videre udgav Maerlant et Digt i 19 Strofer, hvori han stillede Opraab om at hindre Saracener nes Fremgang i det hellige Land. 1283 begyndte han paa fit omfangsrigeste Berf, „Spieghel histo- riael, en rimet Verdenskrønike, men hvoraf intet Haandskrift er fuldstændigt. End- Maffei, Francesco Scipione, Marchese, italienſt Digter og Arkæolog, f. 1675, d. 1755, gif 1698 til Rom, hvor han viede sig til Poesien og blev optagen i,,Arkadiernes Akademi". Senere gik han i krigs- tjeneste, deltog under den spanske Arvefølgekrig i flere Felttog i Italien og Tyskland og var 1704 med i Slaget ved Höchstädt. Imidlertid vendte han snart tilbage til Rom, hvor han 1710 udgav en Undersøgelse over de Gamles Stiffe ved Tvistig- heder mellem Privatpersoner. Sammen med Apostolo Zeno og Valisnieri begyndte han at ud- give et literært-fritisk Tidsskrift. Samtidig hen- vendte han ogsaa sin Opmærksomhed paa Theatret og ffrev Tragedien Merope" (1714), som vandt stort Bifald. Ogsaa hans Lyftspil La ceremonia" gjorde
