Lyre Zyre (Lyra), hos Grækerne og Romerne det albfte Strengeinstrument, angives at være opfun- det af Guden Hermes, som dannede den af en Stildpaddestal. Strengenes Antal var vistnok i Begyndelsen tre eller fire, men steg fiden til jyv og mere. Fra Citheren (Kithara) stilte Lyren fig ved at have en rund, dyb Sangbund og en mindre frum Form, hvorfor den under Spillet ifte stille- des opret, men holdtes mellem Knæerne. Kitha- raen tjente mest til kunstnerist og gudstjenstligt Brug, Lyren mere til privat og profant. Lyrehale (Menura superba), australist Fugl af Sangfuglenes Familie, er af en Hønes Størrelse og har temmelig lange Ben. Hannens pale ud- mærker sig ved to lange, S-formig frummede Styrefier, som, naar de staar opret, giver Halen et Udseende som en Lyre. Hunnen mangler denne Brydelse. Fuglen synger smukt og er istand til at efterabe mange forskjellige Slags Lyd. Lyren, Stjernebillede paa den nordlige Himmel, er fjendelig ved, at tre af dens Stjerner danner et latinst V, hvis Foreningspunkt er Stjernen Vega (1. d.). Lyrik, lyrisk Poesi, se Digtefunften. Lyrskogshede, Slette i Slesvig, hvor Kong Magnus den gode 1043 med fin Hær af Nord- mænd og Danske seirede over Venderne, som havde gjort Indfald i Danmark. Det berettes, at iffe mindre end 15,000 Bender faldt i Slaget. Lys, den objektive Aarsag til Gjenstandenes Synlighed, der gjør disse Gjenstande mulige at iagttage med Dine, som er i Besiddelse af fine naturlige Evner. Man stjelner i Henseende til Lyset mellem selvlysende og mørke Legemer; de første har selv en Lyskilde i fig (saaledes Solen, Firstjernerne, brændende Legemer); de sidstnævnte bliver fun synlige ved at oplyses, d. v. s. modtage Lys fra et selvlysende Legeme og for en Del fafte dette Lys tilbage. For Jorden er Solen Hoved- lyskilden. Man ffjelner endvidere mellem gjennem figtige og ugjennemsigtige Legemer, af hvilke de første slipper det paa dem faldende Lys gjennem fig, medens de fidstnævnte ifte slipper det igjen nem. Af Theorier om Lyset gives der flere, blandt hvilke navnlig to er blevne mere udbredte, nemlig Emanations ell. Emissionstheorien og Undulations- ell. Vibrationstheorien. Den førstnævnte, som striver sig fra Newton (1701), antager, at Lyset bestaar af materielle, men uende lig smaa og fine Dele, som med uhyre Hurtighed udgaar fra ethvert selvlysende eller oplyst Legeme og trænger ind i Ziet. Denne Theori, som i dette Aarhundrede er bleven videre udviklet af La- place, Biot og Brewster, forklarer mange Egen ffaber ved Lyset paa en nofsaa letvindt og utvun gen Maade; men den har dog i den seneste Tid maattet vige for Undulationstheorien, som alene er istand til fyldestgiørende at forflare alle Lyfets Eiendommeligheder. Ifølge denne Theori, som først opstilledes af Huyghens (1678), udbreder Lyset fig ganske paa samme Maade som Lyden, nemlig ved Vibrationer eller Svingninger af den hele Rummet opfyldende Ether. De mindste Dele af de selvlysende Legemer vibrerer og sætter derved de nærmeste Etherdele i Bevægelse; Sving- ningerne forplanter fig og naar endelig Syns- nerven, som ogsaa fommer i Vibration, hvorved Synet fommer til Hjernens Bevidsthed. De for- 367 Lys skjellige Farver opstaar ved Ethersvingningernes forſfiellige Varighed og hurtighed, saaledes, at den violette Farve i Solspettrets ene Ende svarer til de hurtigste og den røde i Spektrets modsatte Ende til de langsomste Svingninger (se Farve). Lyset forplanter sig med en større Hurtighed end en hvilkensomhelst anden Bevægelse har; det gjen- nemløber i et Sefund 42,000 geogr. Mil, saa at det for at tomme fra Solen til Jorden fum behøver 8% Minut og fra Maanen til Jorden kun lidt over et Sefund. Denne Hastighed har man fun- net maale, dels ved aftronomiste Jagttagelser, dels ved fysiske Experimenter. Saalange Lyset be væger sig gjennem det samme gjennemsigtige Stof (f. Ex. Luften), udstraaler det i rette Linier; gaar det derimod fra et gjennemsigtigt Legeme ind i et andet, hvis Tæthed er større eller mindre end det førstes, forandres Straalerne Rething, hvilket faldes at Lyset brydes. Hvis man tænker sig en Linie lodret paa den brydende Flade, hvilken Linie fal des Indfaldsloddet, saa kaldes de to Vinkler, som Lysstraalen danner med denne Linie før og efter fin Brydning, henholdsvis Indfalds- og Bryd- ningevinkelen. Hovedlovene for Lysbrydningen i saadanne Legemer, som til alle Kanter viser den samme Beffaffenhed, er følgende: 1) Straalen ved= bliver ogsaa efter Brydningen at ligge i det Plan, som fan tænkes lagt gjennem den indfaldende Straale og Indfaldsloddet (Brydningsfladen). 2) Hvor stor eller liden Indfaldsvinkelen er, forbliver dog Forholdet mellem dens og Brydningsvinkelens Livie at være det samme, faalænge der handles om det samme Stof. Dette Forhold (Brydnings- forholdet) betegnes med en Brøt, der faldes Bryd- ningsexponenten. Saaledes forholder ved Lysets Overgang fra Luft til Band Indfaldsvinkelens Sinus fig til Brydningsvinkelens som 4 til 3, og man siger da, at Vandets Brydningsexponent er 3. Paa samme Maade har det sædvanlige Glas Bryd- ningsexponenten 2, Flintglas 166/100, Anisolie 181/100, Diamant 247/100. Jo større et Stofs Bryd- ningsexponent er, desto mere forandres Straalens Retning, naar den falder ind i det. Som man fer, er i disse Exempler Tilfældet bestandig, at Lyset falder fra Luften ind i et tættere Legeme, og at Indfaldsvinkelen da stedse er større end Bryd ningsvinkelen, idet de ovenfor anførte Brydnings- exponenter samtlige er uægte Brøfer; naar en Lysstraale gaar over fra et mindre tæt til et mere tæt Legeme, er det altsaa gjennemgaaende Regel, at Brydningsvinkelen er mindre end Indfalds- vinkelen (Lyset brydes til Indfaldsloddet); naar derimod Brydningen foregaar fra et tættere til et mindre tæt Legeme, er Forholdet omvendt (Lyset brydes fra Indfaldsloddet). Imidlertid er iffe Brydningen i det samme Legeme lige stærk for alle de forskjelligfarvede Lysstraaler. Saaledes er Brydningsexponenten ved Flintglas for de røde Straaler 1628/1000, for de grønne 1642/1000, for de indigoblaa 1600/1000 og for de violette 1671/1000. Man vil saaledes se, at de Straaler, der ifølge Vibrationstheorien beror paa de hurtigste Æther- svingninger, brydes stærkest og omvendt. Et bry- dende Legeme faldes stærkt spredende, naar For- sfjellen mellem de røde og violette Straalers Brydningserponenter er stor; som det af oven- staaende vil fees, er denne Forstiel ved Flintglas 45/1000. Ved Band er den kun 13/1000, ved sædvan-
