Luther 355 i Mindelighed, og Luther gjorde fit dertil ved at forfatte det i en rolig og forsonlig Tone holdte Strift „Om et Kristenmenneskes Frihed", som han fammen med et forsonligt Brev sendte Paven. Da der imidlertid iffe var Tale om Tilbagekaldelse fra hans Side, blev Bullen publiceret og Bannet fat i Kraft mod ham. Nu brød Luther definitivt med Paven, idet han efter paany at have gjen taget fin Appel til et almindeligt Koncilium 10de Decbr. 1520 offentlig brændte Banbullen og den pavelige Lovbog (Corpus juris cauonici) paa et Baal udenfor Elsterthor i Wittenberg i Overvær af en Stare Studenter og Doctores ved Universi- tetet. Ogsaa paa andre Steder i Tyskland blev Bullen ugunstig modtagen og forhaanet. 3die Jan. 1521 udkom en ny Bulle, hvori Bantys ningen gjentoges, og ethvert Sted, hvor Luther opholdt fig, belagdes med Interdikt. Nu tilbød flere ædle Abelsmænd, deriblandt Ulrich v. Hutten, Franz v. Sidingen m. fl., som var vundne for Hans Sag, og som havde taget hans Opraab til den tyske Adel til hjerte, fig at beskytte ham; han afslog dog dette og vilde fun værge sig ved Sandhedens Baaben. Stjønt der af den pavelige Legat protesteredes mod Indledelsen af videre For handlinger med en kjætter, blev dog Luther paa de tyske Rigsstænders Foranstaltning stevnet til at møde ved en Rigsdag, som Baaren 1521 sfulde holdes i Worms, og hvor den unge Keiser Karl den femte og en stor Del høie verdslige og geift lige Herrer fulde være tilstede. Han fit af Keiseren fiffert Leide for Reifen; flere af hans Tilhængere søgte bog at afholde ham fra at begive sig afsted, idet de mindede ham om Huss, som ogsaa havde faaet feiferligt Leide, da han drog til Kostnit. Luther lod sig dog iffe ffræmme og udtalte de berømte Ord, at selv om der var saa mange Djævle i Worms som Tagsten paa Husene, vilde han dog derhen". Keiser Karl viste sig paa den anden Side ogsaa at have mere Agtelse for fit Ord, end Sigismund i sin Tid havde havt for fit, og afflog Opfordringerne fra Luthers Fiender om trods Leidet at lade ham fængsle. Luthers Reise til Worms lignede et Triumftog; en uhyre Menneske- masse trængte sig overalt frem for at se og høre ham. 17de April blev han fremstillet for Rigs dagen; han vedkjendte sig fine Strifter, der blev ham forelagte, og opfordredes til at tilbagekalde de i dem udtalte Anffuelser. Han bad om og fik Betænkningstid, efter hvis Forløb han som sit endelige Svar udtalte, at faafremt han iffe blev overbevist med Striftens Ord eller andre flare og indlysende Beviser, kunde og vilde han ikke tilbage falde; thi det er hverken fiffert eller raadeligt at giøre noget mod fin Samvittighed". Den 26de April forlod han Worms og begav sig paa Hjem veien; men da der viste sig tydelige Tegn til, hvad han havde at vente sig i Fremtiden, lod hans Belynder, Kursyrst Fredrik, ham for hans Sikkerheds Skyld underveis opsnappe af forklædte Ryttere og føre til det befæstede Slot Wartburg, hvor han maatte leve incognito, uden at endog mange af hans Venner vidste, hvor han var. Her opholdt han sig i 10 Maaneder og anvendte Tiden til at sætte sig endnu bedre ind i Græft og Hebraist, forfatte polemiste Skrifter og fornemmelig over- sætte det Nye Testamente paa Tyst. Imidlertid Imidlertid blev han 26de Mai med alle fine Tilhængere er Luther - flæret i Rigets Acht; denne Erklæring blev iffe længe efter fornyet. Men han funde iffe i Længden holde sig borte fra Stuepladsen under de Farer, som netop paa denne Tid truede Reformations- verket. I 3wickau fremstod de sværmerske Zwickau- profeter", som drog om og prædikede sine van- vittige Lærdomme; i Wittenberg ophidsede den urolige Karlstadt Folket og Studenterne, som stor mede Kirkerne, sønderflog Helgenbillederne og jog Bresterne fra Altrene. Ved Efterretningen om disse Begivenheder forlod Luther Wartburg, skyndte fig til Wittenberg og retfærdiggjorde sig over dette Stridt i et om hans Sielsstorhed og Uforsagthed vidnende Brev til Kurfyrst Fredrik. Fra den 9de til den 16de Marts 1522 prædifede han hver Dag mod Uvæsenet og formaaede med fit mægtige Orb at bringe Ro og Orden tilbage. Paa denne Tid rasede ogsaa den saakaldte Bondekrig, og Oprørerne paaberaabte fig Luther til Fordel for fin Sag; han optraadte imidlertid skarpt imod dem og fra- lagde fig al Del i Oprøret og dets Udsteielser. Derhos havde han literære Feider at udfjæmpe mod Erasmus fra Rotterdam og Heurik den ottende af England; hans Svar paa denne sidstes smudsige Smædeskrift mod ham viste, at han ifte var bange for at tage ftærft i, naar det gjaldt, og at ban ogsaa funde være formelig grov, naar han saa den af ham forfegtede Sandhed i Fare. Tiden forekom ham nu moden til at gjennemføre Reformationen helt ogsaa i Kirkens ydre Forhold. Begyndelsen giorde han 1523 ved udarbeidelsen af en Liturgi, hvori han forkastede mange Kirkestilte af hedensk og jødisk Oprindelse, men bibeholdt de ærværdige Ceremonier fra den første Kirke og alt, som uden at stade kunde bidrage til at gjøre Gudstjenesten høitidelig og gribende, saaledes Sang og Musik samt Kirkebilleder, som dog selvfølgelig iffe længer kom til at tjene som Gjenstand for Tilbedelse. Paa Grund af Modstand fra Domkapitlet ved Stiftskirken fif han dog først i Slutningen af 1524 fin Liturgi indført i Sachsen. S. A. forlod han Augustiner- klostret, hvori han hidtil som Munt havde vedblevet at bo, aflagde fin Munkebragt og giftede sig i Juni 1525 med Katharina v. Bora, en forhenværende Nonne. Dette Stridt var ganske vist ikke blot difteret af personlig Tilbøielighed, men ogsaa af Grundsætning og bestemt til at tjene som Erempel for de Geistlige, der sluttede sig til Reformationen. Hermed var ogsaa Losenet givet til klostrenes Inddragelse og en nyttigere Anvendelse af Kirke- godserne; dog vilde Luther fun ad den fredelige Ordnings Bei se alle gjennemgribende Forandringer gjennemførte. 1527-29 gjorde han sammen med fin Ven og trofaste Medarbeider Melanchthon en Rundreise i Sachsen for at undersøge de firkelige Forhold og gjennemføre Reformationen; herved iftandbragtes en fuldstændig evangeliff Kirkeordning for Sachsen, hvilken snart blev tagen til Mønster ogsaa i andre Stater. Efter denne Reise skrev han sin store og lille Katekismus, den første til Veiledning for Prester og Lærere, den anden for Menigheden; begge disse er blevne optagne blandt den evangelist-lutherske Kirkes Bekjendelsesskrifter. Paa Rigsdagen i Augsburg 1530 funde han ikke møde, da han fremdeles var i Rigets Acht; han opholdt fig paa Koburg, opslammede fine Til- hængeres Mod ved fine Breve og gjennemſaa og godkjendte den af Melanchton forfattede og paa 23*
