Luther 354 tigste oprørt og forarget over den Ryggesløshed, han der blev Vidne til inden den geistlige Stand. Efter fin Tilbagekomst blev han 1512 Doktor i Theologien og aflagde ved denne Leilighed den brugelige Ed med Forpligtelse til stedse at forste i Bibelen og frit forkynde dens Lære, en Ed, som fiden ofte var ham til Trøft og Opmuntring. Han vedblev fremdeles at udlægge det ene Afsnit efter det andet af den hellige Skrift fra fit Katheder, støttet af de stedse solidere Kundskaber i Bibelens Grundsprog, som han lidt efter lidt erhvervede sig. 1516 fungerede han som Generalvikar for Au- gustinerordenen istedenfor Staupit, som havde For- fald; under sine Rundreiser til Augustinerklostrene for at inspicere dem gjorde han mange lærerige Erfaringer og virkede meget godt for sine Ordens brødre. S. A. fit han ogsaa Anledning til at holde fine Prædikener for en større Tilhørerkreds, idet han blev udnævnt til Sogneprest ved Stads firken i Wittenberg. Samtidig udgav han flere Skrifter, dels populære, dels videnskabelige ud læggelser af forskjellige bibelske Skrifter, Disputa tioner m. m. og vandt Anerkjendelse som Lærd; ved Wittenbergs Universitet havde han allerede givet Scholastiken dens Dødsstød, og hans Strifter bidrog til at giøre det af med den ogsaa i videre Kredse. Imidlertid drog en berygtet Aflads- fræmmer, Tetzel, om i flere tyffe Stater og solgte Aflad til Fordel for Peterskirkens Fuld førelse. Den høift forargelige Maade, hvorpaa han for frem, vakte Luthers Harme, da han fam men med Staupig paa en Inspektionsreise fom til et Sted, hvor Tezzel grasserede; Luther forholdt fig dog rolig endnu en Stund; men endelig tog han Bladet fra Munden og opflog Allehelgens aften (31te Ottbr.) 1517 paa Døren til Slots firken i Wittenberg fine berømte 95 Theses (Sat- ninger) om Bod og Aflad. Dette Stridt fan med Rette betegnes som Begyndelsen til Reformationen, og denne pleier ogsaa almindelig at dateres fra hin Dag; thi stiønt Luther endnu ikke fuldt ud havde indtaget et af den katholske kirke uafhængigt Standpunkt i Afladsspørgsmaalet og bl. a. endnu holdt paa Pavens Ret til at udstede Aflad, lagde han dog vet sin starpe Fremhævelse af den bibelske Lære om en grundig Hjertets Omvendelse og Tro som hovedbetingelse for Delagtigheden i Guds Naade og ved fine Augreb paa Afladshandlernes frække Optræden Spiren til en hel Storm paa den ene Side mod den katholste Kirkes ubibelske Lærdomme og paa den anden mod de aabenbare Misbrug, der plettede den pavelige Stol og dens Tienere. Endnu troede han dog, at disse Mis- brug fandt Sted mod Pavens Vidende og Billie. Han var sig vel bevidst, at hans Theses vilde vætte Opfigt, men at de inden kort Tid ffulde faa en saa overordentlig Udbredelse, som de fit, anede han itte; næsten mod hans Villie fandt de Vei, ikke blot til alle Kroge af Tyskland, men ogsaa til Udlandet i talrige Oversættelser paa mange frem mede Sprog. Tezel brændte Luthers Theses og hans Prædiken om Aflad og Naade", som blev holdt og udgiven i Anledning af de samme Aflads- vederstyggeligheder. Han forfattede til fit Forsvar en Ræffe Theses mod Luther, hvilke dog alene bidrog til at forværre hans Sag, og som til Gjen- gield blev brændte offentlig af Studenterne i Wittenberg, der var fine Lærere og Luther i Sær- Luther deleshed oprigtig hengivne. Det manglede i det hele ikke paa Opmuntringer ligeoverfor den driftige Munts Optræden; men paa den anden Side blev han naturligvis ogsaa Gjenstand for et fanatist had, især fra Dominikanerne, hvis Monopol Aslads- handelen var. I sine Resolutioner" eller For flaringer til de 95 Theses udtalte han aabent Nødvendigheden af en Kirfereformation og frem- holdt tillige Umuligheden af, at denne kunde udgaa fra Paven eller Kardinalerne; men endnu var han langt fra at se Redskabet for denne Reformation i sig selv. En farlig Fiende fit han i Dr. Ed (. d.), en meget lærd Mand, som med scholastiske Spidsfindigheder rev ned paa hans Theses. Paven (Leo den tiende), som i Begyndelsen kun havde spøgt over Luthers Optræden og faldt den deraf opstaaede Strid en „Munketrætte", begyndte mu ogiaa at blive mere opmærksom og stevnede 1518 Luther til inden 60 Dage at møde i Rom. Hans Venner var med Rette bekymrede over dette, da det var at forudse, at en Reise til Rom vilde være en farlig Ting for ham; Kurfyrst Fredrik den vise af Sachsen, som altid havde yndet Luther og senere gjentague Gange viste ham sin Velvillie og be fyttede ham under farefulde Omstændigheder, fik ogsaa forhindret Reifen, men til Gjengjeld maatte Luther i Oftbr. 1518 møde i Augsburg for Pa- vens Udsending Kardinal Cajetan. Denne trævede uden videre, at Luther stulde tilbagekalde de i hans Theses fremsatte Meninger, og havde Ordre til i fornødent Fald at tage ham fangen og føre ham til Rom, ligesom han ogsaa hemmelig medførte en mod alle Luthers Benner og Beskyttere rettet Banbulle. Da Forføgene paa at faa Luther til at tilbagekalde ifte nyttede, og da han mærkede Hensigten, at føre ham til Rom, flygtede han tilbage til Wittenberg, idet hau indappellerede sin Sag for Paven. Da Leo den tiende fort efter stadfæstede den hidtil forkyndte og praktiserede Lære om Afladen, rettede Luther fin Appel til et almindeligt Kirkemøde. Nu sendte Paven fin Kammerherre Karl v. Miltiz til Tyst- land, og det lykkedes denne listige Mand ved en Sammenkomst i Altenburg i Jan. 1519 at faa Luther til at erklære sin Lydighed mod Paven og forholde sig taus, dog fun saalænge hans Fiender gjorde det samme. 3 et ydmygt Brev bevidnede derpaa Luther Paven fin Hengivenhed; men da Edi Sommerens Lob bragte Striden til at flamme op igjen, idet han indbød Luthers Kollega og Til. hænger Karlstadt til en Disputation i Leipzig og fit Luther medindviklet i denne, anjaa han sig iffe længer for bunden ved fit Løfte og optog Kampen. I Leipzig disputerede han i 14 Dage med Eck om Pavens Primat, Bod, Aflad og Stjærsild; Luther støttede fig paa Bibelen, Ed paa Kirke- lærerne, og begge Barter tilfjendte sig Seiren. I Juni 1520 udgav Luther Skriftet „Til den tyske kristelige Adel om den geistlige Stands Forbedring" og fort efter Om Kirkens babyloniske Fangenskab", i hvilke Skrifter han opponerede mod Bavens Magt over Staten, hans Eneret til at sammenfalde Kirke- møder og udlægge Striften, samt mod den katholste Sakramentlære. Ed var imidlertid i Brede reift til Rom og fom i Novbr. 1520 tilbage med en Banbulle mod Luther, hvori denne fordømtes som Erkekjætter". I Rom, Köln og Löwen blev Luthers Skrifter offentlig brændte; Milti gjorde dog endnu en Gang Forsøg paa at bilægge Striden
