Ludvig 343 ftamente, hvori han indsatte Ludvigs Sønnesøn Filip af Anjou (Filip den femte) til Tronarving. Dette Testamente fremkaldte den spanske Arve- følgekrig, der tog fin Begyndelse 1701 og førtes med verlende Held, i den senere Tid dog mest meb Tab for Frankrige, som mistede det meste af fine Kolonier ved Freden i Utrecht 1713. Dog opnaaede Ludvig ved Separatfreden med Kei- seren i Rastatt 1714, at Filip den femte aner fjendtes som Konge i Spanien. Efter denne Krig var Frankrige aldeles udmattet, og Misstemningen var faa ftor, at fun den tilvante slaviske Lydighed hindrede Udbruddet af aabent Oprør. Af Ludvigs 6 ægtefødte Børn opnaaede kun den ældste Søn, Dauphinen Ludvig, den vorne Alder. Han døde 1711, og i de følgende Aar mistede den gamle Konge alle fine Efterkommere paa Sønnesønnen Filip af Anjou og den unge Sonnesøns Son Ludvig (den femtende) nær. Ludvig den fjortende besab ingen overlegen Begavelse, men var rast og energift i fine politiste Handlinger og havde for- resten Lyften at taffe for meget af fin Fremgang. Han besad et imponerende Ydre og fine Manérer, der paatrykte hans Hof fit Stempel. Hovedfage- lig for at glimre begunstigede han Videnskab og Stunst; af de prægtige Bygninger, han lod opføre, fan mærkes Invalidehotellet og Slottet i Ber sailles. Ludvig den femtende, foregaaen- des Sønnesøns Søn, f. 1710, d. 1774, var ved Oldefaderens Død fun 5 Aar gammel. Regent stabet under hans Mindreaarighed overtoges af Ludvig den fjortendes Brodersøn, Hertug Filip den anden af Orléans. Filip døde efter i 13 Mar at have styret Landet paa en ussel Maade, og Hertugen af Bourbon blev 1523 Formynderregent, men fortrængtes 3 Aar efter af Kongens Opdrager Kardinal Fleury, som ved Sparsomhed tilveiebragte Orden i Finanserne. Ludvig, hvis Opdragelse var bleven forsømt, befattede sig, i modsætning til sin Forgiænger, fun lidet med Statsstyrelsen, men overlod den til fine Ministre, som igjen beherskedes af hans hurtig verlende Maitresser. Ved Ud- bruddet af den østerrigste Arvefølgefrig blev Frank rige indviklet i denne som en af de Magter, der havde garanteret den pragmatiste Sanftion. Denne Leilighed benyttede det til at forsøge at tnæffe det habsburgste hus og forenede sig derfor med Spanien, Baiern, Preussen m. fl. for at faa Kur- fyrst Karl Albrecht af Baiern sat paa Keisertronen. Men da Fredrik den anden gif over til Maria Theresias Parti, tog Sagen en uheldig Vending for Frankrige. Morits af Sachsen (f. d.) gjorde vel god Fremgang i Nederlandene, men da Eng- land og senere Rusland tog Parti for Østerrige, fandt Ludvig det raadeligst at slutte Fred i Aachen 1748. Den af Vellevnet og udsvævelser sløvede Konge brød fig imidlertid lidet om, hvorledes det gif med Riget, og hengav sig ganske til sin Maitresse Madame Pompadours Ledelse. Denne uværdige og ræutefulde Kvinde øvede iffe blot en uheldig Indflydelse paa den uduelige Konge, men ogsaa paa Landets Finanser og Udenrigspolitik. Af Had til Fredrik den anden af Preussen fit hun et For- bund med Østerrige istand mod ham. I denne Krig, hvori England stod paa Breussens Side, led de franske Arméer, som kommanderedes af udue- lige Hofyndlinger, vanæærende Nederlag, og ved den endelige Fred tabte Frankrige Kanada, de fleste af Ludvig fine Zer i Vestindien samt næsten alle fine Be- fiddelser i Ostindien. Pompadours og hendes Efterfølgerste Madame Dubarrys afsindige Ødsel- hed og slette Styrelse bragte Hoffet i en bitter Strid med Parlamentet og lagde derved Grunden til det ad mod Hoffet, som under Ludvigs Efter- følger brød ud i lys Lue. Madame Dubarry var den værfte af alle Ludvigs mange Maitresser; hun stal i de 5 Aar, hun indehavde sin uhæderlige Stilling, have bortødslet 180 Millioner Frants af Statens Midler. I fine sidste Aar befattede Ludvig sig ille med andet end med sine Elskerinder, Jagt og al- stens Narrestreger. Efterat han allerede i lang Tid som Følge af sine Udsvævelser havde lidt af en ødelæggende Sygdom, fil han tilslut Børne- fopperne af et af Ofrene for hans Usædelighed og døde i den ynkeligste Forfatning, forladt af alle, undtagen fine Døtre, der trofast pleiede ham. Efterretningen om den elendige Fyrstes Død hilstes af Folket med Jubel, og Smædeviser blev sungne og Sten taftet efter den Vogn, hvori hans Lig om Natten uden Ceremonier bragtes til Graven. Ludvig den fextende, foregaaendes Sønnesøn, f. 1754, d. 1793, ægtede som Kronprins Erke- hertuginde Marie Antoinette af Østerrige og besteg ved Bedstefaderens Død Tronen, hilset med Glæde af Folket, som gjennem ham haabede en For- andring i de ntaalelige herskende Forhold. Han var af Naturen alvorlig og besteden, hjertensgod og sædelig, men hverken i Besiddelse af store Aandsevner eller af Energi og Villiekraft. Han ffyndte sig at fjerne Dubarrys Kreaturer fra Styrelsen og staffe dygtige og retsindige Mænd i deres Sted. Torturen og Reſterne af Livegen- ffabet blev ophævede, en Mængde Sinecurer blev afskaffede og Hofholdningen meget indskrænket. Reformerne stødte dog snart paa Modstand hos Hoffet og de af den nye Ronge gjenoprettede Bar- lamenter; Førsteministeren Malesherbes og Finans- ministeren Turgot nødtes til at træde af, og den tidligere Finansminister Clugny fif derefter Sty- relsen af Finanserne, som under ham igjen truede med at synte tilbage i den gamle Uorden. Snart begyndte ogsaa den unge og smutte Dronning med den hende omgivende Sværm af Hoffolk at faa en fordærvelig Indflydelse paa Styrelsen. Vistnok fik man 1777 en dygtig Finansmand i Neder (f. d.), men hans Bestræbelser gjordes for en ftor Del frugtesløse ved Frankriges Deltagelse i Nordamerikanernes Frihedskrig, der krævede saa Store Bengeofre, at Necker tilslut maatte gribe til at bestatte de priviligerede Stænder og gjøre endnu større Indskrænkninger i Hofholdet. Følgen var, at han 1781 maatte tage sin Afsted. Efter ham fulgte en Ratte uduelige Ministre, som kun gjorde Forvirringen større og øgede den almindelige Misngie. 1788 blev Neder paany Finansminister, og tvungen af Omstændighederne blev Kongen nødt til at indkalde Generalstænderne; en Notabelforjam- ling sammenfaldtes for at raadslaa om Formen for den nye Repræsentation; den ønskede, at Stænderne skulde faa samme Form som tidligere og sammen- sættes af et lige Antal Repræsentanter for Adelen, Geistligheden og „Trediestanden" (Borgerskabet); denne sidste Stand, som den talrigste og den, der havde alle Byrderne i Staten at bære, fom i stor Bevægelse ved denne Beslutning, og efter Neders Raad bestemte Kongen sig til at indkalde dobbelt
