Lucrum metre,,De rerum natura", og fremsatte deri Grund- lærdommene i Epifurs filosofiske System. Digtet er strevet med stor Kunst og tiltaler iffe blot ved fin umiddelbare Boest, men ogsaa ved den Over- bevisningens Barme, hvormed Forfatteren lægger fine Anskuelser for Dagen. Lucrum (lat.), Gevinst, Fordel; lutrativ, fordelagtig, indbringende; lukrere, erhverve, vinde ved. Lucullus, Lucius Licinius, romersk Feltherre, f. ca. 114 f. Kr., d. ca. 57, gjorde først Tjeneste i den marsiske krig og udmærkede sig derpaa som Sullas Legat under den første krig mod Mithridates. 77 blev han Prætor, forvaltede derpaa Provinsen Afrika og blev 74 Kouful sammen med Marcus Aure lius Cotta. Efter Udløbet af fin Embedstid fik han til Bestyrelse Provinserne Asien og Kilifien, Cotta Bithynien; her giorde Mithridates Indfald, slog Cotta og indefluttede ham i Khaltedon. Lucullus ilede til og tvang Mithridates til at hæve Belei ringen. Mithridates vendte sig nu mod Kyzikos, der var forbleven Romerne tro, men Lucullus's floge Krigsførelse tilintetgjorde hans Anslag mod denne By og nødte ham 73 til at flygte til Pontos, hvor han samlede en ny Hær. Aaret efter opsøgte Lucullus ham, slog ham og inødte ham til at flygte til Armenien. Efter at have indtaget Kabira vendte Lucullus tilbage til fin Provins. Her beskyttede han de Indfødte mod de romerske Forpagtere og Aagerfarle og vatte derved Uvillie mod sig blandt Ridderstanden i Rom. 69 førte han fine Tropper mod Tigranes, som negtede at udlevere Mithridates; efter at have feiret over Tigranes's mangedobbelte Stridemagt beleirede han Byen Tigranocerta og flog 68 en gær, der anførtes af Mithridates og Tigranes i Forening. Nu vægrede imidlertid Lucullus's Tropper sig for at beleire Artagata eller trænge videre frem; Lu cullus førte dem derfor til Mesopotamien og tog Vinterkvartér der. Imidlertid trængte Mithridates igjen ind i Pontos, slog flere romerste Legater og erobrede sammen med Tigranes en stor Del af Landet tilbage. Efterat Manius Acilius Gla- brio havde faaet Overkommandoen mod Mithri dates, forlod Lucullus Asien og levede siden som Brivatmand i Rom, hvor han udfoldede en Pragt og yppighed, som er bleven ordsproglig bekjendt. Særlig gjaldt han for en Ynder af Bordets Glæder, og et lucullist Maaltid er efter ham bleven et staaende Udtryk. Dog beskjeftigede han sig ogsaa meget med den græske Filosoft og omgiffes Lærde, Digtere og Kunfiere, som han paa det liberalefte understøttede.-Hans Broder Marcus Licinius Lucullus adopteredes af Varro og faldtes fiden Marcus Terentius Licinianus Varro. Han var Konsul 73 og udmærkede sig 72 som Profonsul ved fine Krigsbedrifter i Thrakien. Lud betegner i Almindelighed en Opløsning af Kali eller Natron eller deres fulfure Salte; faa- ledes er ud af Træaste en Opløsning af urent fulfurt Kali. Luden, Heinrich, tysk historieskriver, f. 1780, d. 1847, studerede i Göttingen og blev 1806 extra- ordinær Professor i Filosofi i Jena; 1810 blev han Professor i historie. Han virkede meget til at udbrede Sansen for historiske Studier hos fine Tilhørere. Som Forfatter leverede han flere mindre Ashandlinger, Biografier osv. samt af 339 Ludvig den fromme større Verfer „Det tyske Folts Historie" (1-12, 1825-37). Ludiana, By i Britist Indien, 36 Mil nord- vest for Delhi, har 50,000 Indb. og betydelige Bæverier for Uld- og Bomuldstøier. Ludmila, Hertuginde af Bøhmen, gift med dette Lands første tristne Hertug Borivoj, var ivrig for Kristendommens Udbredelse og opdrog sin Sønnesøn, den hellige Venceslaus, i denne Religion. Da imidlertid hendes Søn Bratislav, den unge Venceslaus's Fader, var død, bemægtigede hans hedenste Ente Drahomira sig Regjeringen, og nu indtraadte der en Reaktion mod de af Ludmila udbredte Jdéer. Selv blev hun dræbt 921 paa Borgen Tetin; hun er bleven en af Bøhmens fornemste Helgeninder. Ludolf, Hiob, tyst Orientalist, f. 1624, d. 1704. lagde sig i Erfurt først efter Græst og Musik, senere efter Franst, Spansk og Italiensk og vendte fig derpaa til de orientalste Sprog, særlig Ethiopist. 1649 gif han til Rom, hvor han af en Abessinier fit Undervisning i Ethiopist, og ansattes 1652 i et Regieringsembede i Gotha, hvor han senere som Geheimeraad øvede betydelig Indflydelse. Senere blev han fursachsist Raad og Resident i Frant- furt am Main. Af hans Skrifter, der vidner om Lærdom og Starpfindighed, kan fremhæves Historia Aethiopica (1681), .,Grammatica Amharicae linguae" (1698),,,Lexicon Am- harico-Latinum" (1698) famt et æthiopiff Leriton og en æthiovist Grammatit, der begge først blev udgivne af Wansleben og derpaa udkom i en af Forfatteren selv besørget ny udgave (1702). Ludsalt, Fællesnavn paa de fulfure Alkalier.- Flygtigt Ludsalt, ogjaa faldet rent hjorte- tafsalt, er en hvid, krystallinsk Masse med stærk ammoniakalst Lugt og Smag og opløses i Vand. Det udvindes især ved Gastilberedningen og be- nyttes i Konditorierne og ved Ølbryggerierne. Ludvig den fromme, romersk Keiser, tredie Søn af Karl den store, f. 778, d. 840, blev af Faderen tidlig bestemt til Konge af Aqvitanien og udnævntes 813 efter fine Brødre Karls og Pipins Død til Arving og Medregent i det frankiste Rige, der tilfaldt ham som Eneherster 814. J Begyn- delsen viste han sig energist og tilbøielig til at afskaffe flere Misbrug; men snart hengav han fig altfor blindt til sine Yndlingers Raad og lod især Geistligheden faa stor Indflydelse, medens Faderens gamle og prøvede Raadgivere blev tilfide- satte. For at fifre Nigets Enhed fastsatte Ludvig 817 en Sufcesfionsordning, der skulde sikre hans ældste Son Lothar et varigt Overherredømme over fine to Brødre. Keiserens Brodersøn, Kong Bern- hard af Italien, saa sig imidlertid tilfidesat og begyndte Oprør, men blev fangen og blindet, hvorefter Italien blev givet til Lothar. Efterat Ludvig senere havde ægtet Grev Welfs skjønne Datter Judith og med hende faaet en Son, Karl (den senere Karl den skaldede), forandrede han den tidligere foretagne Deling af fine Lande til Fordel for denne fin yngste Son. Kort efter forenede de tre ældre Sønner sig mod Faderen, greb til Vaa. ben og tog ham til Fange; fin Stedmoder Judith beffyldte de for Wgteskabsbrud og lod hende sætte i Kloster. Det kom vel til et fortvarigt Forlig mellem Faderen og Sønnerne, men Uenigheden udbrød paany, og da Paven gjorde fælles Sag 22*
