Lenclos de gamle italienske og nederlandske Mestere, men gaar ofte for vidt i at efterligne dem, faaledes naar han paa fine Billeder anvender den mørke Farvetone, som hos hans Forbilleder er en Folge af Alderen. Lenclos (udt. Langflaa), Anne, kaldt Ninon de, f. i Paris 1616, d. 1706, tilhørte en adelig Familie og blev tidlig forældreløs. Hun var i Besiddelse af rige Aandsgaver, en omfattende Dan- nelse og stor Stiønhed, som hun beholdt til en høi Alder, og levede hele sin Tid i Paris fun for Livsnydelsen og Omgangen med fine Benner, hvori blandt taltes flere af Tidens mest fremragende Mænd, saasom Molière, Scarron, Fontenelle og Larochefoucauld. Blandt hendes mange Elftere nævnes Richelieu, Coligny, de Sévigné, Condé, Larochefoucauld, Marstal d'Estrées o. fl. En af hendes Sønner stal, da hun allerede var adskillig tilaars, have forelsket sig i hende og dræbt sig selv, da han fik vide, at hun var hans Moder. Lendermænd kaldtes fra det norske Enekonge- dømmes Oprettelse ved Harald haarfager de gamle patriarkalske Høvdinger i Herrederne, verferne, for saavidt de overgif til Kongens Tjenestemænd og som Lønning herfor erholdt overdraget kongeligt Jordegods (veitslu-lönd) til Brug. Herser-Navnet betegnede Værdigheden som Bøndernes Forstander og var arvelig i 2Etten, medens Lendermands Navnet betegner Stillingen som Kongens lønnede Embedsmand og var afhængig af kongelig Ud- nævnelse. Det synes dog at have været sædvan- ligt, at Sønnen efterfulgte fin Fader i Embedet. Lendermændene var næst efter Konge og Jarl Lan- dets ypperste Mænd og regnedes blandt den konge lige Hirds (f. d.) Styrere; ved en Forordning af 1277 tillagde Magnus Lagabøter dem Titelen „Baroner". Værdigheden ophævedes af Haakon Magnusson 1308, da Lendermændene befrygtedes at ville indtage en for den kongelige Magt farlig Stilling i Landet. Lenitiv, lindrende; beroligende Lægemiddel. Lennep, By i den preussifte Rhinprovins, med 8,000 Indb. og klædefabriker. Lennep, Jafob van, hollandsk Digter og For fatter, f. 1802, b. 1868, studerede Retsvidenstaben i Leiden, men begyndte allerede som ung Student at dyrke Poesien og fit Bifald for fine „Akademiske Jdyller". 3 -Nederlandsche legenden bearbei- dede han fit Fædrelands Sagn og Legender; be- flægtede Emner ligger ogsaa til Grund for flere andre af hans større Digte. Mest Bifald vandt han dog for fine Romaner, hvoraf flere hører til den nyere hollandfte Literature bedste Frembringel- ser. Han har ogsaa ikke uden held forsøgt sig som dramatist Digter. Lenngren, Anna Maria, svensk Digterinde, f. 1754, d. 1817, var Datter af Professor Malm stedt i Upsala, som gav hende en lærd Opdragelse. Allerede tidlig begyndte hun at strive og udgav 1777 et Theaterstykke, Tekonseljen, som hun dog senere ikke vedfjendte fig. Derhos oversatte hun en Del af Ovid og bearbeidede flere Stykker, navnlig franske, for Scenen. 1780 blev hun gift med Sekretær, senere Kommerceraad Karl Lenn- gren, Kellgrens Ven og Medredaktør af Stock holmsposten", og nu samledes i hendes Hus en Kreds af begavede Mænd, hvis Centrum Kellgren var, og inden hvilken Poesien flittig dyrkedes. I 276 Lensmand | Stockholmsposten" offentliggjorde hun nu gien- nem en Ræfte af Aar fine Digte, bestaaende af vittige og bidende Satirer, Epigrammer, Travestier og smaa idylliske Skildringer af Hverdagslivet. Man tilffrev i Begyndelsen Kellgren disse anonyme Sager, men Rygtet berettede snart om deres virke- lige Forfatter, og 1797 oplæste Gyllenborg paa det svenske Akademis Høitidsdag en af ham for- fattet de til Ere for Digterinden. Hun vilde imidlertid ikke lade sig overtale til at udgive fine Arbeider samlede, men overlade til Efterverdenen at afgjøre, om nogen af dem, og da hvilke, fortjente at bevares, og ønskede, at de, hvis de nogensinde samledes, skulde bære den beskedne Titel Skaldeförsök. Under denne Titel udkom ogsaa 1819 hendes samlede Digte, som fiden har oplevet mange udgaver og er blevne overordentlig popu lære i Sverige. Fru Lenngren raader iffe over noget stort Omraade inden Poeften. Det følelies- fulde er hende fuldstændig fremmed; hun er oftest humoristist, dels starpt satirist, dels gemytlig og hjertelig, som i entelte af fine idylliske Skildringer (f. Er. Den glada festen). En vis fjølig For- nuftighed gaar gjennem mange af hendes Digte, medens hun til andre Tider nærmer sig stærkt den yderste Grændse af den ydre Anstændighed, en Egenskab, som dog mere var eiendommelig for hendes Tid end for hende selv. Lenormand (udt. Lønormang), Marie Anne, berygtet fransk Spaakvinde, f. 1772, d. 1843, be- gyndte tidlig at forudsige Folk deres tilkommende Stjebne ved at spaa i Kaffegrus, Kort osv. og vidste ved sin Snedighed at erhverve sig stort Ry. Hun kom endog i Gunst hos Keiserinde Josefine og førte et glimrende Liv, men forvistes 1809, da hun havde indladt sig i politiste Bidtløftigheder. 1818 drog hun til Aachen og besøgte de der for- samlede Fyrster, af hvilke især Keifer Alexander laante Øre til hendes Fantasterier. Senere op= holdt hun sig en Tid i Bryssel, upaaagtet og for- glemt, og tilbragte fine sidste Leveaar i Paris. Lenormant (udt. Lønormang), Charles, franst Arkæolog, f. 1802, d. 1859, studerede først Nets- videnskaben, men vendte sig fra denne til den arkæologiske Videnskab og bereiste 1828 med fin Ben Champollion den yngre Egypten; derpaa tog han virksom Del i Morea-Kommissionens Arbeider. 1837 blev han Konservator ved Nationalbibliotheket og 1840 ved Antiksamlingen i Louvre; 1848 blev han Professor i ægyptist Arkæologi ved Collége de France. Han har udgivet Trésor de nu- mismatique et de glyptique (5 Bb., 1836-50) og Elite des monuments céramographiques" (3 Bd., 1844-57). Hans Søn François denormant, f. 1837, fiben 1874 Brofessor i Paris, er ogsaa en dygtig Arkæolog. - Le Notre (udt. 2p Naatr), André, bekjendt fraust Gartner, f. 1613, d. 1700, var Søn af en Overopsynsmand ved Tuilerihaven og viede sig til Landskabsgartneriet. Hans vigtigste endnu be= varede Anlæg er Tuilerihaven i Paris samt Slots- parkene i Versailles, St. Cloud og Fontainebleau. Lensmand, i Norge en Bestillingsmand paa Landet, hvis Funktion er at assistere Fogden og Sorenskriveren, fornemmelig førstnævnte ved Skat ternes Oppebørsel samt Opretholdelse af den offent lige Orden. Han udnævnes af Amtmanden efter
