Missouri, i Syd af Indianerterritoriet og i Vest af Colorado, er ca. 3,825 Kv.mil stor og har 995,000 Indb. Landet er i det østlige bakket, frugtbart og rigt paa Skov og Vand, i Vest fladt, ofte sandet, tørt og ufrugtbart. Der findes betydelige Mængder af Mineralier, som dog kun i mindre Grad benyttes. Alene Stenkulleierne beregnes at have en Uostrækning af ca. 786 Kv.mil. Agerbruget er den overveiende Næringskilde. — Kansas var oprindelig en Del af Louisiana og organiseredes 1854 som eget Territorium; senere herskede heftige Stridigheder i Kongressen om, hvorvidt Negerslaveriet skulde tillades i Kansas eller ikke. Det republikanske Parti gik af med Seiren, og 1861 optoges Kansas som slavefri Stat i Unionen.
Kansler (Cancellarius), i Middelalderen den Embedsmand, som skulde udfærdige de fra en Regent udgaaende offentlige Skrivelser og Dokumenter og fungere som Rigets Seglbevarer. I Danmark førte Kansleren Kongens Brevvexling og forestod desuden de udenlandske Anliggender samt en Tid en Del af Retspleien; denne sidste overdroges fra det 14de Aarh. til Rigskanslere. Før Reformationen var Kansleren næsten stedse en Geistlig. Efter Enevoldsmagtens Indførelse tabte Kanslerembedet sin oprindelige Skikkelse, og de senere Storkanslere var Rigets første Ministre. I Norge antages Kanslerembedet at være oprettet af Haakon Haakonssøn; Magnus Lagabøter fastsatte i Hirdskraaen Kanslerens Pligter og Rettigheder. Kansleren nævnes her først blandt alle Hirdembedsmænd; han var en af Kongens øverste Raadgivere og havde Rang og Heder lige med Lendermændene. Ogsaa efter Rigsraadets Ophævelse (1537) vedblev Kansleren som Landets øverste Dommer; ved Enevoldsmagten ophævedes Embedet. — I det tyske Keiserrige blev Kanslerembedet, som i Regelen forvaltedes af en Geistlig, et Erkeembede, og den første Kurfyrste, Erkebiskopen af Mainz, førte Titel af Erkekansler. — Se forøvr. Art. Rigskansler.
Kant, Immanuel, berømt tysk Filosof, f. 1724, d. 1804, studerede fra 1740 i sin Fødeby Königsberg og opgav snart sit paabegyndte Embedsstudium, Theologien, for at lægge sig efter Naturvidenskaber, Mathematik og Filosofi. Derpaa levede han en Tid som Huslærer og habiliterede sig 1755 som Privatdocent i Königsberg, hvor han holdt Forelæsninger over Logik, Metafysik, Fysik og Mathematik. Efter 1762 at have afslaaet et Professorat i Digtekunsten ved Königsbergs Universitet blev han 1770 Professor sammesteds i Logik og Metafysik og tilbragte nu Resten af sit Liv i sin Fødeby. Hans første Skrifter og Afhandlinger omhandlede dels Filosofi, saaledes „Tanker om den sande Vurdering af de levende Kræfter“ (1747), „Den falske Spidsfindighed i de 4 syllogistiske Figurer“ (1762), „Forsøg paa at indføre de negative Størrelsers Begreb i Filosofien“ (1763), „Den eneste mulige Bevisgrund til en Godtgjørelse af Guds Tilværelse" (1763), „Iagttagelser over Følelsen af det skjønne og ophøiede“ (1764) m. fl., dels Astronomi og fysisk Geografi. Disse Skrifter er, trods den Skarpsindighed og fine Iagttagelsesevne, som han i dem lægger for Dagen, forholdsvis af mindre Betydning; Rækken af sine epokegjørende Verker aabnede han 1770 med Afhandlingen „De mundi sensibilis atque intelligibilis forma et principiis“, hvormed han tiltraadte sit Professorat. 11 Aar senere (1781) udgav han sit Hovedverk „Kritik af den rene Fornuft“, paa hvilket fulgte „Prolegomena til enhver fremtidig Metafysik“ (1783), „Grundlægning af Sædernes Metafysik“ (1785), „Naturvidenskabens metafysiske Begyndelsesgrunde“ (1786), „Kritik af den praktiske Fornuft“ (1788), „Kritik af Dømmekraften“ (1790), „Religion indenfor den blotte Fornufts Grændser“ (1793), „Metafysiske Begyndelsesgrunde til Læren om Dyden“ (1797), „De metafysiske Begyndelsesgrunde til Retslæren“ (1797) og „Anthropologi i pragmatisk Hensigt“ (1798). Desuden udgav han talrige mindre Afhandlinger og udøvede stor Indflydelse som akademisk Lærer. Hans Skrifter er gjentagne Gange samlede og udgivne. — Kant indtager i Filosofiens Historie en overordentlig betydningsfuld Plads, idet hans Filosofi paa den ene Side kan betragtes som det afsluttende Resultat af det 18de Aarhundredes Oplysningsbevægelse og paa den anden som det fælles Udgangspunkt for de fleste betydeligere videnskabelige Retninger i det 19de Aarh. Han betegner selv sin Filosofi som kritisk, idet den skal være en Fastsættelse af de i Fornuften selv indeholdte Principer. Skjønt staaende i Forhold til alle tidligere filosofiske Hovedretninger, var Kant dog i høieste Grad original; sit nærmeste Udgangspunkt tog han i Humes Skepticisme, som ved sin Opposition mod den dogmatiste Idealisme førte ham ud over den Wolff-Leibnitz’ske Retning, til hvilken han fra først af bekjendte sig. Hans metafysiske Standpunkt gaar ud paa, at der vistnok gives principielle Fornuftserkjendelser, som gaar forud for al Erfaring og er uafhængige af denne, men at de udelukkende gjelder for de Gjenstande, som kan erkjendes gjennem Erfaringen, og det fordi en i Individet ubevidst virksom, almindelig Fornuftsproces frembringer den hele Forestillingsverden efter de samme Love. Disse Love er Former for „Anskuelsen“ i Rum og Tid og Forstandens „Stammebegreber“, Kategorierne. Gjenstandene kjendes af os kun forsaavidt de af os er „anskuede“, d. e. indordnede under Rummets og Tidens Former, altsaa saaledes som de viser sig for os som Fænomener; kun paa Fænomener kan Rummets og Tidens Former anvendes. Hvad Tingene i og for sig („das Ding an sich“) er, er os derimod aldeles ubekjendt. Det problematiske Spørgsmaal om denne Verden af „Ting i og for sig“ søgte han at løse ad Moralfilosofiens Vei; i Menneskets indre Liv træder det ubetingede umiddelbart frem i den moralske Lov („det kategoriske Imperativ“, d. e. Regelen: „Indret alle dine Handlinger saaledes, at de kan tjene ethvert fornuftigt Menneske til Mønster“). I den sædelige Bevidsthed fandt han noget, som gik ud over al Erfaring, og viste da, at i denne Bevidsthed og kun i den beror den „fornuftige Tro“, hvorefter hin Verden af „Ting i og for sig“ er de moralske Væseners Verden. Paa den sædelige Bevidsthed grundede han Idéerne om Gud, Frihed og Udødelighed; sin Religionsfilosofi, som søger at udsondre og sammenstille det sædelige Indhold af de positive Religioners dogmatiske System, udviklede han af den Modsætning, som finder Sted mellem den sanselige og den moralsk-fornuftige Side i den menneskelige Natur. Sin Retsfilosofi støttede han
