Laffitte 228 Deputeretkammeret, hvor han sluttede sig til yderste Benstre og kraftig opponerede mod flere af Regie- ringens Foranstaltninger. 1824-25 gjorde han paa Indbydelse af de Forenede Staters Præsident en Reise til Amerika, hvor han modtoges med overordentlig Jubel og fif store Gaver i Penge og Jordeiendomme. Efter sin Tilbagekomst var han atter liberalt Medlem af Deputeretkammeret lige til Julirevolutionen. Ved dennes Udbrud tog han Overbefalingen over Nationalgarden, støttede, paavirket af Laffitte, Ludvig Filips Valg og fremsatte for Tronkandidaten Revolutionens Program, en paa Folkesuveræniteten grundet Trone, omgiven af republikanste Institutioner". Snart følte han sig dog stuffet i sine For haabninger om Julikongedømmet og sluttede sig igjen til Oppofitionen. Fra 26de August 1830 bar han en fort Tid Chef for hele Frankriges Nationalgarde. Lafayette var en af sin Tids ædleste Mænd og oprigtigste Frihedsvenner og tog fine Landsmænds Agtelse og Kjærlighed med sig i Graven. Hans Son George Washington de Lafayette, f. 1779, b. 1849, deltog 1800-07 som Husarløitnant i Felttogene i Italien, Øster- rige, Preussen og Polen, men tog sin Afsked, da Napoleons Uvillie mod Faderen stillede sig i Veien for hans Befordring. Siden 1815 var han næsten stadig Medlem af Deputeretkammeret, hvor han stedse talte Frihedens Sag. Foregaaendes Søn Oscar de Lafayette, f. 1816, tjente som Artilleriofficer i Algier, blev senere Medlem af Deputerettammerets Venstre og hørte under Februarrevolutionen som Medlem af den kon- ftituerende og den lovgivende Nationalforsamling til de maadeholdne Republikanere. Fra 1871 for- fegtede han igjen i Nationalforsamlingen de samme Anskuelser og valgtes til Senator paa Livstid. Hans yngre Broder Edmond de Lafayette, f. 1818, studerede Retsvidenskaben og var 1848 liberalt Medlem af den grundlov- givende Forsamling. 1876 blev han Senator. - Laffitte (udt. Lafit), Jacques, franst Stats- mand, f. 1767, d. 1844, blev 20 Mar gammel Kontorbetjent hos en Bankier, hvis Forretning han overtog 1805. Han erhvervede sig snart en betydelig Formue og var under det første Keiser- dømme Medlem af Handelsretten og Præsident i Handelskammeret. 1814 blev han Guvernør for Frankriges Bank og valgtes under de hundre Dage til Deputeretkammeret samt gjenvalgtes under den anden Restauration. Som et af Opposi tionens mest fremragende Medlemmer stod han i Ugunft hos Regieringen, hvis Politik og Finans- forholdsregler han kraftig betjæmpede. Dog støttede han 1824 Ministeriet Villéles Forslag om Rentens Nedsættelse af hensyn til Statskassens Tarv og mistede derved meget af fin Popularitet, men stillede 1827 Forlangende om, at Ministeriet sfulde drages til Ansvar. Da Julirevolutionen udbrød, blev hans Hus et Samlingssted for de Frisindede, og han bidrog med sin store Formue fraftig til at støtte Revolutionen. At Ludvig Filip valgtes til Konge, at han modtog Valget, og at dette billigedes af Republikanerne, var af fittes Verf. Han blev 1830 Medlem af Ministe riet og i November Første og Finansminister, men havde hverken Kongens eller Nationalforsam lingens Indest og tog sin Afsted i Marts 1831. | Lafontaine Imidlertid var hans Formue bleven grundig øde- lagt, og han maatte sælge fine store Grundeien- domme for at dække sin Gjeld, der beløb sig til 50 Mill. Francs. 1831 blev han Deputeret for Paris og sluttede sig til Republikanerne; jo mere Ludvig Filip fjernede sig fra Julirevolutionens Principer, desto skarpere blev Laffittes Opposition, og han udtalte offentlig sin Beklagelse over at have været med at oprette Julikongedømmet. 1843 valgtes han af Deputeretkammeret til Præfident. 1837 grundede han med Reſterne af sin Formue en Diskontobant, som dog ikke fik synderlig Frem- gang og snart gif over i andre Hænder. Lafont (udt. Lafong), Charles Philippe, fransk Violinist, f. 1781, b. 1839, gjorde allerede 11 Aar gammel Koncertreiser og var senere Elev af Kreutzer og Node. 1808-15 var han ansat i Petersburg. Han var en fremragende Violinist, som mere udmærkede sig ved fit Spils Renhed og Han har Ynde end ved nogen stor Virtuofitet. komponeret adskillige Nomancer, som tildels er blevne meget yndede, samt flere Sager for Violin. Lafontaine (udt. Lafongteen), August Heinrich Julius, tysk Romanforfatter, f. 1758, d. 1831, studerede Theologi, var 1792 Feltprest ved den preussiske Hær i Champagne og levede siden i Halle. Han har skrevet ca. 150 Bind Romaner, som i fin Tid blev flittig læfte, og som vidner om adskillig Fantasi og Dygtighed i Fremstillingen, men som er frastødende ved en overdreven Sentiment talitet, der staar i en besynderlig Strid med For- fatterens muntre og joviale Personlighed. Lafontaine, Jean de, berømt franst Fabel- digter, f. 1621, d. 1695, fif i fin Ungdom liden Undervisning. I fit 19de Aar bestemte han sig til at blive Geistlig, men forlod allerede efter halvandet Aars Forløb Seminariet og fastede sig nu over Læsningen af Oldtidens Klassikere og de vigtigste franffe Forfattere, medens han ved Siden deraf fandt Anledning til i fuldt Maal at nyde Livet. Faderen, som var Forstembedsmand, fik ham til at gifte sig og overlod ham fit Embede; men efter en Tids Forløb forlod den unge Lafon- taine baade Embedet og fin Hustru og gik til Paris, hvor rige Belyndere tog sig af ham og sørgede for hans Fornødenheder. sørgede for hans Fornødenheder. Selv var han aldeles blottet for al praftiff Sans og kunde itte engang med den rigelige Understøttelse, han nød, holde sig fri for Pengeforlegenheder. Endelig tog Madame de Sablière og efter hendes Dod Hervart ham til sig i huset, hvorved han var befriet for alle fine Bekymringer med hensyn til Udkommet. Han vedblev stedse at være enflags stort Baru, som morede fin Omgangskreds ved fin naive Egoisme, fin Elstværdighed og Munterhed. Skjønt udnævnt til Kammerjunker hos Enfehertuginden af Orleans, brød han sig iffe om at færdes ved det glimrende Hof; isteden omgiffes han fortrolig med flere af Samtidens store Mænd, som Molière, Boileau og Racine. 1684 blev han optagen i det franske Akademi. Foruden en Del mindre Fortællinger i en Smag, som ved sin Gratie og Letfærdighed minder noget om Boccaccio (Contes", 1665), og nogle andre Sager har Lafontaine skrevet de navnfundige vercificerede Fabler, som har giort hans Navn berømt. Disse endnu yndede Fabler har iffe sin Styrke hverken i nogen frem- ragende Opfindelsesevne, da Stoffet næsten altid
