Kurhessen havde de mægtigere Forster Overtaget ved Valgene, og allerede ved Richard af Cornwallis's Balg traadte Erkebiskoperne af Mainz, Trier og Köln, Pfalz-Greven ved Rhinen, Hertugen af Sachsen, Markgreven af Brandenburg og Kongen af Bøhmen i Forgrunden; disse hævdede ogsaa senere fine For rettigheder ved at stifte Kurforeningen i Renze 1338. De øvrige Fyrster spillede en underordnet Rolle ved Valgene, indtil Deltagelse i disse af Keiser Karl den fjerde ved den gyldne Bulle" 1356 gjordes til en udelukkende Rettighed for Kur- fyrsterne. Til den vestfalste Fred forblev disses Antal uforandret med Undtagelse af, at Bøhmen siden Kong Wenzels Afsættelse 1400 iffe længere udøvede fin Valgret og først 1708 igjen indtog fin Blads i det furfyrstelige Kollegium. Efterat Fredrik den femte af Pfalz var erklæret i Rigets Acht, blev hans Kurværdighed overdragen til Baiern; men ved den vestfalske Fred oprettedes en ny kur værdighed for Pfalz, faaledes at Kurfyrsternes An- tal nu var 8; dog skulde, naar den baierske Linie af det pfalziske Fyrstehus uddøde, dens Kurværdig hed gaa tilbage til Pfalz og det i den vestfalske Fred oprettede Kurfyrsteembede ophøre. Dette indtraf 1777. 1692 oprettedes en niende Kur- værdighed for Brunsvig - Lüneburg, hvilken dog først 1710 blev anerkjendt af Rigsstænderne og de øvrige Kurfyrster. Kurfyrsternes Værdighed var arvelig efter Førstefødselsret og deres Lande udele- lige; de havde kongelig Rang og Bærdighed, dog uden Titel af Majestæt, og var fri for Rigs fammerrettens og Rigshofrettens Jurisdiktion. Paa Rigsdagene dannede de et eget Kollegium. Kurfyrsten af Mainz var Tysklands Ertekansler, dirigerede Rigsdagene og Kurfyrsteraadet og ledede Kongevalget; han havde derhos Opsynet over alle Rigsfancellier og Arkiver og udnævnte en Rigsvicekansler, som repræsenterede ham ved det keiserlige Hof. Efter Reformationen stod han i Spidsen for de katholffe Rigsstænder (Corpus catholicorum). Afverlende med Kursyrsten af Köln forrettede han i Egenskab af Erkebiskop Kon- gens Kroning. Kurfyrsten af Pfalz var under Kronvakancer Rigsvikar i Franken, Baiern, Schwa ben og ved Rhinen, medens Kurfyrsten af Sachsen fungerede i samme Embede i de Lande, som stod under sachsist Ret. Han var ogsaa Hovedet for de evangeliste Rigsstænder (Corpus evangelicorum). -Under de Forandringer i Tysklands indre og ydre Forhold, som blev en Følge af den første franste Revolution og Franffmændenes seierrige Optræden i Tyskland, forandredes meget i den gamle Kurfyrsteordning. 1803 var der humm én geistlig Kurfyrste tilbage, nemlig Kurfyrsten af Mainz; derimod oprettedes j. A. 4 nye Kurværdig heder for Baden, Würtemberg, Hessen-Kassel og Salzburg, hvorved Kurfyrsternes Antal ialt blev 10; 1805 gif den salzburgste Kurværdighed over til Würzburg. Da den sidste tyske Keiser Frans den anden 1806 nedlagde fin Værdighed, tabte derved Kurfyrsteinstitutionen al Betydning. Kur- værdighedens Indehavere ombyttede fin Titel med Konge eller Storhertugtitelen, og fun Hessen Kassel vedblev at faldes Kurfyrstendømme, indtil det 1866 indlemmedes i Preussen. Kurhessen, se pessen-Kassel. Kurilerne, javanesisk Tsi-Sima, en Raffe af 22 bjergfulde Der, som fra Kamtjatkas Syd- 208 Kurs spids strækker sig mod Sydvest henimod den japa- nesiste Jeso. Det samlede Fladeindhold er 260 Kv.mil og Indbyggerantallet, som ikke nøiagtig fan angives, er ifte stort. Derne er alle vulfanste og har endnu flere virksomme Vulkaner af indtil over 6,000 Fods Høide. Varme og svovlholdige Kilder er hyppige. Enkelte af Derne er daarlig forsynede med Band og sparsomt bevorede; andre er frugtbare, har store Stove og en Rigdom paa vilde Dyr, som jages for Stindets Skyld. Ind- byggerne er Ainos. Kurilerne opdagedes alle- rede i det 17de Aarh. af Hollænderne, men blev først nærmere bekjendte gjennem Krusenstern og Wrangell. Siden 1875 tilhører de alle Japan. - Kurisches Haff, en Strandsjø i Østpreussen, 29 Kv.mil stor, stilles fra Østersjøen ved furische Nehrung, en smal og lav Sandryg, som af- brydes af det ligeledes smale Memeldyb, hvori- gjennem Sjøen staar i Forbindelse med Havet. Kurland, russist Guvernement og en af de saakaldte Østersjøprovinser, omgives af Østersjøen, Rigabugten samt Guvernementerne Lisland, Vitebst og Rovno. Størrelsen er ca. 490 kv.mil og Folke- mængden 622,000. Landet er fladt, kun med nogle enkelte lave Høidedrag, og har talrige Skovstræk ninger, Sjøer og Sumpe afverlende med særdeles frugtbart Agerland. Af Floderne kan mærkes Windau, turische Aa og Düna, hvilken sidste er Grændseflod mod Lifland og Vitebst. Klimatet er mildere end Liflands, men dog om Vinteren meget strengt. Hovednæringsveiene er Agerbrug, Fædrift, Jagt og Fifferi; ved kysterne samles derhos Rav. Med Hensyn til Industri og Handel staar Kurland tilbage for Lifland og Estland. Befolkningen bes staar af turiste Letter, Tystere og nogle Rester af fiuste Stammer. De fleste bekjender sig til den evangeliffe Kirke. Hovedstad Mitau. Kur- land tilhørte sammen med Lifland fra det 13de Aarh. Sværdridderne. Disse trængtes imidlertid baade af Rusland og Polen, og 1561 maatte deres Stormester Gotthard Kettler finde sig i at mod tage Kurland som Len af den polste Konge Sigis- mund den anden. En af Gotthards Efterkommere, Hertug Fredrik Bilhelm af Kurland, blev 1710 gift med en russist Prinsesse Anna, som næste Aar fulgte fin Mand i Regjeringen; herved fom Kurland til at blive afhængigt af Rus- land. Da Anna 1730 blev Ruslands Keiser- inde, blev hendes afdøde Mands Onkel, Hertug Ferdinand, hendes Efterfølger i Kurland indtil sin Død 1737. Med ham uddøde Kettlers Slægt, hvorefter Keiserinden gjorde fin Indling Grev Biron til Hertug af Kurland. Denne blev ved hendes Død 1740 affat og sendt til Sibirien, men faldtes senere tilbage og gienindsattes 1763 i fin Værdighed, som han 1769 overlod til sin Søn Peter, der 1795 paa Adelens Begjering af traadte Landet til Rusland, hvori det blev ind- lemmet med Bibeholdelse af sin gamle Forfatning. Kurmark, tidligere Navn paa Hoveddelen af Mark Brandenburg. Kuro Sivo (den sorte Strøm), en mægtig Havstrøm ved Aftens Østkyst, som fra Den Formosa stryger i nordøstlig Retning mod Aleuterne og ved fit varme Vand bevirker denne gruppes forholdsvis milde Klima. Kurs (fr. course af fat. cursus), Løb, Gang; Løbets Retning (om Stibe). Kurs kaldes i
