Kristian 185 tom til Landet (Jan. 1814), søgte Kristian Fredrik først at holde den hemmelig og gjorde en Reise til Trondhjem for at udforske Stemningen. Da Folket overalt ytrede Tilbøielighed til at forsvare fin Uafhængighed mod Sverige, samlede Prinsen 16de Febr. 21 af Landets mest ansete Mænd til et Mode paa Eidsvold, hvor han bekjendtgjorde Kielerfredens Betingelser og erklærede, at han troede at have Arveret til Norge. Dette blev modsagt af Forsamlingen, som erklærede, at Nord- mændene iffe vilde anerkjende Kielerfreden, und- tagen hvad Opløsningen af Foreningen med Dan- mark angit. Professor Georg Sverdrup overbe- viste Kristian Fredrik om, at hans Arveret ikke existerede, medens Prinsen derimod blev opfordret til at overtage Landets Styrelse som midlertidig Regent. Dette gjorde han og indkaldte nu Rigs forsamlingen paa Eidsvold, som traadte sammen 10de April og 17de Mai vedtog en ny Forfatning for Norge (se Art. Norge). S. D. blev Kristian Fredrit valgt til Konge. Han optraadte bestemt mod Gesandterne for de Magter, som havde ga- ranteret Kielerfreden, men tabte snart Modet lige overfor Sverige, hvis Tropper trængte ind i Norge, og ønskede iffe at foraarsage Blodsudgydelse, hvor- for han tilbød sig at nedlægge Kronen. De norske Tropper maatte træffe fig tilbage uden at levere noget Hovedslag, og da Karl Johan derpaa tilbød Baabenstilstand, sluttedes denne ved konventionen i Moss (14de Aug.), hvorved Kristian Fredrik for pligtede sig til at sammenfalde et overordentligt Storthing og nedlægge Kronen i dets Hænder. Dette gjorde han 10de Oftober og vendte f. D. tilbage til Danmark. Her blev han 1815 Gu- vernør over Fyen, gjorde siden flere Udenlands reiser og bestjeftigede sig med Kunst og boglige Sysler, men holdtes borte fra Regjeringsanliggen. derne. Da Fredrik den sjette døde i Decbr. 1839, blev han konge. Danskerne ventede, i Overens stemmelse med hans Optræden i Norge, Kundgjørels fen af en fri Forfatning, og talrige Adresser med Begjering derom indsendtes, men til Folkets store Stuffelse til ingen Nytte. Det eneste, som op- naaedes, var Løfter om Reformer i Forvaltningen, hvilke ogsaa fom istand ved en Ræffe Love om Kommunalvæsenet, Særorganisationen m. mt. Føl- gen af Regjeringens Modstand mod en fri Forfatning blev, at der reiste sig en stærk liberal Oppofition mod den; Oppofitionen havde sin Hovedstyrke ved Universitetet og blandt Studenterne og søgte at ffaffe sig Vei gjennem Pressen, som imidlertid blev strengt forfulgt ved en pedantisk Censur. Fi nanserne kom under Kristian den ottendes Regje ring paa en betydelig bedre Fod, og Statsgjelden formindstedes i hans otte Regjeringsaar med 20 Millioner Rigsdaler. Forholdet til Hertug dømmerne begyndte i denne Tid at vække Be- fymringer, hvortil Regjeringens vaflende Holdning bidrog meget. 1840 indførtes Danst som Retter gangssprog i de flesvigste Distrikter, hvor det be- nyttedes i Kirken og Stolen; men da dette ikke vandt den slesvigste Stænderforsamlings Bifald, foretoges flere Stridt i tilbagegaaende Retning. 1842 blev Kongens Svoger Prins Fredrik af Augustenborg ved et slemt Wisgreb gjort til Stat- holder og kommanderende General i Hertugdøm merne; han var en af hovedmændene for det nimende slesvig-Holstenste Røre, og da to af Mis - Kristian - niftrene misbilligede hans udnævnelse og af den Grund traadte af, fom i deres Sted de to slesvig- holstenske Brødre Reventlov-Criminil. 1844 ub- fom et Patent, ifølge hvilket de danske Slesvigere fun sfulde have Ret til at tale Danft i Stænder- forsamlingen, naar de erklærede iffe at kunne tale Tyst; dette vafte stor Misstemning i hele Danmark. 1846 udstedtes et fongeligt aabent Brev, hvori de Tvivl, som var blevne reiste om en fælles Arvefølge for Kongeriget og Hertugdømmerne, søgtes hævet ved den Erklæring, ai Arvefølgen efter Kongeloven utvivlsomt var den samme i Slesvig og Lauen- borg som i Danmark; for nogle Dele af Holsten var dette derimod tvivlsomt, men Regieringen er- flærebe at ville søge Tvivlen løst. Slesvigholstener- ues trodsige Optræden mod det aabne Brev be- virkede endelig Prinsen af Augustenborgs Fjernelse fra Statholderposten; denne blev besat med Grev Moltke, som trods fin bestemte Optræden ikke for- maaede at sætte Stranker for Bevægelsen, der fort efter Kongens Død brød aabent frem (se Fredrik den syvende). den syvende). Kristian den ottendes Hovedfeil var hans Engstelighed og Mangel paa Beslut- somhed, hvilke Egenskaber vistnok bar Hovedskylden for hans Regjerings mange Misgreb. Kristian den niende, Søn af Hertug Fredrik Vilhelm Paul Leopold af Slesvig-Holsten-Sønderborg-Beck (fra 1825 af Glücksborg), f. 1818, tilhører en af de sønderborgste Linier af det oldenborgske Konge- hus og nedstammer i 8de Led fra Kristian den tredies yngste Søn, Hertug Hans den yngre. Han opdroges til Militær og blev Chef for Garden tilheft; under den slesvig-holstenste Krig 1848-50 fjæmpede han paa Danmarks Side, medens flere af hans Brødre stod paa Slesvigholstenernes. Da hans Hustru (Prinsesse Louise, Datter af Landgrev Vilhelm af Hessen-Kassel og Søfter af Kristian den ottende Louise Charlotte) hørte til de nær- meste Arveberettigede til den danske Trone og de andre Arveberettigede havde givet Affald paa Arve- følgen, blev det ved Londonertraftaten af 1852 bestemt, at Kristian sfulde fufcedere den baruløse Fredrik den syvende, som var den sidste af den ældre oldenborgsfe Kongestamme. Ved Fredriks Død 1863 besteg han Tronen og underskrev s. A. Grundloven for Danmarks og Slesvigs Fælles- anliggender, hvilken netop laa færdig ved hans Forgjengers Dod. Paa samme Tid optraadte Prins Fredrik af Augustenborg med Krav paa at anerkjendes som Hertug af Slesvig-Holsten, men denne Optræden fit intet at betyde. Farligere var det, at de to tyffe Stormagter vendte sig mod det svagt rustede Danmark; de forlangte Tilbagekaldel- sen af den nye Fællesforfatning for Danmark og Slesvig, og i Decbr. 1863 ryffede et Storps af Sachsere og Hannoveranere ind i Holsten, som strap rømmedes af de danske Tropper. Ministeriet Monrad tilbød at forsøge at tilbagekalde Fælles- forfatningen, men Tyskerne vilde iffe tilstaa den dertil nødvendige Frift. 1ste Febr. 1864 gif preus- siste og østerrigste Tropper over Eideren; efter et Bar mindre Træfninger blev Danevirkestillingen forladt, hvorefter den danske hovedstyrke trak fig tilbage til Flankestillingen Dybbøl-Als. De tyske Tropper havde Held med sig og indtog efterhaanden faavel Stanserne ved Dybbøl som Fredericia; derimod seirede 9de Mai den danske Flaade over en tyst Eskadre i Nordsjøen. S. D. fom en
