Kristian Søn af Fredrik den tredie og Sønnesøn af den foregaaende, f. 1646, d. 1699, valgtes allerede 1650 af Stænderne til Tronfølger, hvorefter han hyldedes i Danmark 1655 og i Norge 1656. Efter Enevoldsmagtens Indførelse 1660 betragtedes han som arveberettiget og modtog derfor paa Konge- husets Vegne Arvehyldest i Kristiania 1661. Efter at have reist i udlandet besteg han ved Faderens Død 1670 Tronen som den første danske Arve fonge. Han slog snart ind paa en anden Retning end Faderen havde fulgt og viste en afgjort Til- bøielighed til at føre et prægtigt Hof. Han op rettede som Modvegt mod den gamle Adel en ny høiere Adel af Grever og Baroner, som fnyttedes nær til Hoffet og fif store Privilegier. Det værste ved denne Adel var, at den for en stor Del var tyst og saaledes direkte modarbeidede alt nationalt. Kongen oprettede ligeledes Danebrogsordenen og stiftede eller fornyede Elefantordenen samt indførte Rang", noget, som siden har virket saa stade- ligt og demoraliserende paa det danste Samfund. I det hele var det Kristian den femtes høieste 2Ergjerrighed at efterligne i stort og smaat Ludvig den fjortendes glimrende Hof i Versailles. I fine første Regjeringsaar havde han en god Støtte i Griffenfeld, som bl. a. 1676 bragte Grevskaberne Oldenburg og Delmenhorst tilbage i Kongens Ene- besiddelse. Men da der ved Ludvig den fjortendes Angreb paa Holland udbrød en almindelig euro- paist Krig, funde Griffenfeld iffe bevæge Kongen til at holde sig neutral; han sluttede sig til For- bundet mod Frankrige og Sverige og saaledes ud brød den skaanske Krig (1675-79). lagtet der i denne fra dansk Side tildels udførtes glimrende Bedrifter (se Nils Juel), bragte Freden (i Lund 1679 med Sverige og i Fontainebleau s. A. med Frankrige) dog Danmark ingen Fordele, hvorimod dets Gjeld vorede og dets Næringsveie fom i For- fald. Før Krigen havde Kongen henvendt fig til sin Svoger Hertug Kristian Albrecht af Holsten Gottorp, for at søge hjelp hos ham mod Sverige; da dette var blevet negtet, lod Kongen ham fængsle og tvang ham til at afstaa fin Hær og fine Fest ninger m. m. Men efter sin Løsladelse protesterede Hertugen mod den tvungne Overenskomst, hvorefter Kongen besatte hans Lande; Striden afsluttedes først 1689 ved et Forlig i Altona. Efterat Kri- stian i Begyndelsen af den staanske Krig 1676 havde ladet sig bevæge til at stille sig ved Griffenfeld, havde det tyske Hoffryb Magten over Kongen, Re- gieringen og krigen. Et Forlig med Hamburg 1679 gjorde foreløbig Ende paa Danmarks Stri- digheder med denne Stat; men Freden varede iffe længe. En ny Udvei, som Kongen fandt paa for at staffe sig Penge, var at udleie Soldater til fremmede Magter i Krigstilfælde; saaledes leiebe han 1689 den engelske Konge Vilhelm den tredie 7,000 Mand og 1692 Reiser Leopold den første 2,500 Mand til Krigen mod Tyrferne; men heller iffe denne stammelige Trafik kunde bringe Statens Finanser paafode. Agerbruget og Kvægavlen var i Forfald, en stor Del Gods laa ode, og Fæste bønderne maatte ved Straf tvinges til at blive ved Gaardene. Derimod gjorde Handel og Jn dustri adskillige Fremskridt i de sidste tyve Aar af Kristians Regjering. I Vestindien erhvervedes Derne St. Thomas og St. Jean, og for at stjerme om sin Handel sluttede Danmark under den næste 183 - Kristian Da europæiste Krig 1691 et væbnet Neutralitetsforbund med Sverige. Videnskab og Kunst stod efter Griffenfelds Fald iffe høit i Pris; Modersmaalet maatte i de høiere Kredse vige for Tysk, og Skrive- friheden saavelsom Troesfriheden var yderst ind- under Kristian den femte og bærer hans Navn, skrænkede. De to vigtige Lovverker, som udkom nemlig "Dauffe Lov" (1683) og Norffe Lov" (1687) var Arvegods fra Faderens Regjering. Kristian den femte var i det hele en total uduelig Regent, uselvstændig, pragt og forlystelsessyg og udsvævende. Hans saavelsom Kristian den fjerdes uægte Børn fit Navnet Gyldenløve (s. d.). Kristian den siette, Fredrif den fjerdes Søn og foregaaendes Sønnesøn, f. 1699, d. 1746, stod i sin Ungdom i et spendt Forhold til Faderen, væsentlig paa Grund af dennes Bigami. Anna Sofie Reventlow strax efter den retmæssige Dronnings Dod 1721 blev hævet paa Tronen, reiste Kristian udenlands og giftede sig med Prinsesse Sofie Magdalene af Brandenburg-Culmbach, der som Dronning fik en høist uheldig Indflydelse paa ham. Efter fin Tronbestigelse 1730 fjernede han de fleste af sin Faders Raadgivere, navnlig dem, som havde sluttet sig til Auna Sofie Reventlow. Hans hele Regjering var fredelig, og han viste sig at have Interesse for Rigets Vel, men uden at forstaa, hvorledes dette kunde fremmes. Grund- træffet hos ham var en overordentlig Fornemhed og Stivhed, som stødte Folket fra ham, ledsaget af en vistnok oprigtig, men mørt, sygelig og pie- tiftist Religiøsitet. Under hans Regjering fulmi- nerede Tyskheden i Danmark, og ved Hoffet var Tysk udelukkende i Brug som Tale- og Striftsprog. Kongen og Dronningen nedlod sig sjelden til at tale med nogen anden end den høie Adel og Ty- sterne; Slottet var omringet af Bagter og Slots- pladsen afsperret ved Jernkjeder, for at ingen sfulde komme Majestætens Bolig for nær; forbi Slottet maatte man gaa med Hatten i Haanden, og hvis man mødte den kongelige Vogn paa Gaden med dens Paahæng af Lafeier, Heidukker osv., maatte Ridende stige af Hesten og Kjørende af Vognen for at hilse paa Kongen. Rang- og Titelvæsenet, som til Landets Vel var blevet tilbagetrængt under Fredrik den fjerde, blomstrede op paany, og Titler og Ordener var der en saa stor Rift om, at man for de ved Salget deraf indkomne Summer funde for Størstedelen opføre Frue Kirkes Taarn og grunde forskjellige offentlige Indretninger. Bøn- dernes Kaar vedblev imidlertid at være høist be- drøvelige. Bistnok ophævedes allerede 1730 den af Fredrik den fjerde indførte Zandmilits og 1731 Stavnsbaandet; men allerede efter to Maaneders Forløb indførtes dette sidste igjen og stjærpedes endog, hvilket havde til Følge, at en stor Del Bønder forsøgte at rømme ud af Landet, trods de herfor satte strenge Straffe. 3 Febr. 1733 gjenoprettedes ogfaa Landeværnet. Endnu flere utloge Foranstaltninger virkede skadelig paa Ager- dyrkningen og Landbefolkningen, saaledes Tilladelsen for Godseierne til at nedlægge Fæstegaarde og ind- drage Jorden under Hovedgaarden samt Paabudet om, at der til Danmark iffe maatte indføres Korn, og at det søndenfjeldske Norge skulde hente Korn fra Danmark. Dette Paabud skadede i lige Grad begge Lande. Efterat Kongen i fine 5 første Regjeringsaar havde havt duelige Raadgivere i -
