Kristian Imidlertid valgtes Karl Knutssøn til Konge i Sverige; i Norge stred Partierne mod hverandre. Nordenfields vilde man enten have Rigsforstande ren Sigurd Jonsson til Konge eller ogsaa den gamle Erit af Pommern tilbage, eller endelig Kong Karl af Sverige. Det norske Rigsraad med Erke- biskop Aslat Bolt i Spidsen holdt paa Karl, medens et Parti, som lededes af den danske Biskop Jon i Oslo og Holsteneren Hartvig Krummedike, ønstede Kristiern til Konge og Forening med Dan mark. Krummedike og Biskop Jon sendtes af Rigsraadet til Kristiern for at underhandle om Fred, men tilbød ham tvertimod sit givne Ord Norges Krone og vendte tilbage med en dansk Hær, hvormed de stængte Erkebiskopen og Raadet inde i Oslo. Aslak Bolt blev tvungen til at reise til Marstrand og være med at vælge Kristiern; men saasnart hau havde faaet sin Frihed, gif han tilbage til fit tidligere Parti og fronede 1449 Karl Knutsson i Trondhjem til norsk Konge. 1450 fandt et Møde Sted i Halmstad mellem 12 svenske og 12 danske Rigsraader; her gav Karls for- ræderste svenske Sendemænd mod hans Villie Slip paa Norge, og da paa samme Tid Aslak Bolt døde, hvorved Folket blev uden Fører, og Kristiern kom til Trondhjem med en stor Flaade, opnaaede han at vælges og frones til Norges Konge. Kort efter bestemtes det paa et Raadsmøde i Bergen, at Norge og Danmark til evige Tider stulde være forenede som frie og jevnbyrdige Riger (den ber- genste Reces). Nu udbrød en krig mellem Kristiern og Karl Knutsson; den sidste var lidet populær i Sverige, hvorfor han 1457 blev fordreven; Erke- biskopen Jons Bengtsson indkaldte da mod Fol- fets Billie Kristiern, som blev fronet i Upsala 1457 og saaledes igjen forenede de tre Rigers Kroner. 1459 døde Kongens Morbroder Hertug Adolf af Slesvig og Holften, og med ham nddøde den mandlige Linie af Gerhard den stores Efter- fommere; istedenfor nu at inddrage Slesvig som et til Kronen hiemfaldent Len og iffe befatte sig med Holsten, hvortil der var en nærmere Arving, Grev Otto af Schauenburg, begik Kristiern den Daarstab at fade sig vælge til Hertug af Slesvig og Greve af Holsten og erklære disse Lande for til evige Tider sammenhørende. Kongens Brødre fik store Pengesummer samt haus Del af Olden borg og Delmenhorst; Greven af Schauenburg fit en stor Erstatning for Holsten. Dette i Forbin- delse med Kongens Odselhed og Pragtsyge gjorde, at hau stadig var i Pengeforlegenhed, hvilket med førte haarde Stattepaalæg, hvad der foranledigede Svensterne til 1464 at gjøre et almindeligt Op- rør; Kristiern erklæredes for affat, og Karl Knuts- søn kom tilbage og sattes paa Tronen, som han beholdt til sin død. En anden Følge af Kongens Bengemangel gif ud over Norge; 1469 giftede han nemlig fin Datter med den skotske Konge Jakob den tredie og kunde ved denne Leilighed næften intet betale af den bestemte Wedgift. For uden at opgive fine Fordringer paa den Afgift, som Stotland hidtil havde betalt af Syderøerne, satte han derfor Orknøerne og Shetlandsøerne i Bant for Resten af Medgiften. De blev aldrig indløfte, og Norge mistede saaledes disse sine gamle Statlande. Da Karl Knutsson døde 1470, valgte Svensterne Sten Sture den ældre til Rigsforstan der; nu troede Kristiern igjen at funne fomme i 180 | Kristian Besiddelse af Sverige og udrustede til den Ende en stor Hær og Flaade, men blev 1471 totalt slagen paa Brunteberg og maatte nu for bestandig opgive at faa Sverige igjen. Uagtet sin Penge- nød gjorde Kongen to store og kostbare Udenlands- reiser; paa den første besøgte han 1474 Keiser Fredrik den tredie, som ophøiede Holsten og Stor- marn til et Hertugdømme, hvortil ogiaa Dit- marsten skulde lægges; derfra drog Kristiern til Rom, hvor han fit Audiens hos Paven og erholdt hans Tilladelse til at anlægge et Universitet i kjøbenhavn. Dette blev grundet 1478 og indviet 1479. Ligeoverfor Hansestæderne viste Kongen stor Svaghed; han pantsatte flere holstenske Byer til Lybekferne, forbød de danske Kjøbmænd selv at føre fine Barer til Tyskland og undlod aldeles at hevne Hanseaternes Mord paa Lensmanden Olav Nilsson i Bergen og Munkeliv Klosters Opbræn delse 1455. 1480 pantsatte han Hertugdømmerne til sin Dronning for 100,000 lybfte Mark. Han efterfulgtes af sin Søn Kong Hans. Kristian (Kristiern) den anden, Søn af Kong Hans og Sønnesøn af den foregaaende, f. 1481, d. 1559, fit en mangelfuld Opdragelse, idet han snart blev ganske overladt til sig selv, snart behandlet med en utidig Strenghed. Som Barn var han en Tid i Huset hos den kjøbenhavnske Kjøbmand Hans Bogbinder og fit ved dette Ophold en For- fjærlighed for de simplere Klasser, som siden aldrig forlod ham. 1487 valgtes han til Fade- rens Efterfølger i Danmart, 1489 i Norge og 1497 i Sverige. 1502 sendtes han til Norge og fuede her Opstanden under Knut Alvsjøn; fra 1506 førte han Norges Regiering og straffede strengt Deltagerne i Herlog Hövudfats Opstand. Alligevel blev han afholdt af Folket, som siden viste sig ham tro og hengivent. Han indskrænkede ogsaa Hanseaternes Magt, navnlig i Oslo og Tunsberg. 1507 lærte han i Bergen at fjende Hollænderinden Sigbrit Villums og hendes smukke Datter Dyveke, som blev hans Elskerinde. 1513 fulgte Kristiern sin Fader i Regjeringen i Danmark og Norge. Svenskerne var faldne fra Kong Hans og havde igjen valgt Sten Sture den ældre til Rigsforstander; efter ham var fulgt Svante Nilsson Sture og dennes Son Sten Sture den yngre (1512). 1514 lod Kristiern sig frone i Kiøbenhavn og Oslo; 1515 giftede han sig med Prinsesse Elisabeth af Østerrige, men vedblev sin Forbindelse med Dyveke. Da han 1517 mistede denne, lod han paa en falst Mistanke Lensmanden Torben Ore henrette som hendes Morder. S. A. udbrød der i Sverige Borgerkrig mellem Sten Sture og Erkebiskopen Gustav Trolle; Kristiern begyndte nu at tænke paa Sveriges Tilbageerobring og sendte en Hær til Sverige. Den blev slagen, hvorefter Kongen selv 1518 led famme Skjebne ved Brännkyrka og for- gjeves beleirede Stockholm. Det kom til under- handlinger, og Kristiern modtog 6 Gidsler, deri- blandt den gamle Biskov Hemming Gad og den unge Gustav Basa, Sveriges senere Konge. Med disse seilede Kristiern sin Bei, mod al Fofferet og uden at oppebie Underhandlingernes udfald. Paven lyste imidlertid Sten Sture i Ban, fordi han havde afsat Gustav Trolle og indsperret ham i Kloster; Sverige blev belagt med Interdift, og Kristiern fit det verv at erefvere Pavens Bulle. 1520 ryttede en dansk Hær under Otto Krumpen
