Konstanz tjæmpede heldig mod Caraustus, ligesom han i Gallien overvandt Alemannerne. Han var mild og retstassen og udmærkede sig ved fin Velvillie mod de Kristne. Han døde 306 og efterfulgtes af fin Søn Konstantin den store. Konstantius Konstantius den anden, Konstantin den stores Søn, f. 317, b. 361, fit ved Faderens Død og Rigets Deling det østlige Præfeftur. Han førte Krig med Per ferne og med Magnentius i Gallien, som havde giort Oprør mod hans Broder Konstans. Efter dennes Død og efterat Magnentius havde dræbt fig selv, blev Konstantius Enehersker over hele det romerske Rige. Konstanz eller Kostnis, By i Storhertug dømmet Baden, ved Bodensjøen, har 12,000 Jndb. og 5 Kirker, af hvilke mærkes Domkirken og den smuffe gotiste Stefanskirke. Den iffe ubetydelige Industri frembringer navnlig vævede Sager og Uhre. Konstanz er en gammel By, som allerede grundlagdes i det 4de arh. og i Middelalderen bar en blomstrende Rigsstad med 40,000 Judb. Her holdtes 1414-18 det bekjendte Koncilium, paa hvilket de tre Paver Gregor den tolvte, Bene- bift den trettende og Johan den treogtyvende blev affatte og Hieronymus fra Prag og Johan Huſs dømte til Døden og brændte. Konstatere, bekræfte, godtgjøre. Konstellation, Stjernebillede; oftere to Him mellegemers, især Solens og Maanens eller Solens og en Planets Stilling til hinanden paa en vis Tid, altsaa d. s. s. Aspekt. Konstellationerne spillede en stor Rolle i Astrologien (s.d. und. Art. Astrognosi). Konsternere, bringe ud af Fatning, forstyrre, forvirre. Konsternation, Forvirring, Be- ftyrtelse. Konstitution, Sammensætning, det enkelte Mennestes særegne Legemstilstand, især forsaavidt en særegen Disposition til Sygdomme eller limod- tagelighed for faadanne derved betinges, eller for saavidt derved en Sygdoms Forløb modtager sær- egne Afændringer. Konstitutionel, fom hører til Konftitutionen; ved konstitutionelle Syg- domme forstaaes Sygdomme, som i Modsætning til de lokale har Tilbpielighed til at udbrede sig til hele Legemet og angribe flere Organer eller Systemer af saadanne paa en Gang. Konstitution, en Persons midlertidige An- sættelse i et Embede eller en Bestilling, som er forbigaaende ledig ved Judehaverens Død, Fravær, Sygdom o. dest. Konstituere, ansætte en Person midlertidig i en saadan Post. - 157 i Konstitution, Forfatningsbestemmelser Grundlovsform, Grundlov, Statsforfatning. Konstitutionelt Monarki kaldes den mo- narkifte Styrelse, som ikke sidder inde med uind- ffrænfet Magt, men deler denne med Folket, der repræsenteres ved en af denne valgt National- forsamling, hvis Magtomraade og Organisation forresten fan være forskjellig. Den lovgivende Magt er i Almindelighed delt mellem National repræsentationen og Fyrsten, medens denne har den udøvende Magt, dog med væsentlige Ind- ffræntninger i hans Raadighed over Statsfor- muen; den dømmende Magt kan være mere eller mindre stilt fra den udøvende, alt efter- som den helt udøves af de af Statens Overhoved udnævnte Dommere eller delvis af Folket selv (Jury, s. d.). Denne Ordning har tidligst fæftet Konsul Nod i England, hvor dog Konstitutionen iffe egent- lig foreligger i nogen egen Grundlov, men er baseret paa Aarhundreders Sædvane, støttet til enkelte Love og Overenskomster mellem Stats- magterne i forskjellige Tider. Montesquien var den første, som henledede sine Landsmænds Op- mærksomhed paa Englands eiendommelige For- fatning og dens store Fortrin; under Revolutionen blev den franske Konstitution af 1791 dannet i Overensstemmelse med den engelske Konstitutions Principer, og senere er disse fomne til Anerkjen- delfe ogsaa i de fleste andre europæiske Lande. En af de mærkeligste europæiske Konstitutioner, saavel ved sin Tilblivelse som ved sin Aand, er den norske af 17de Mai 1814. For Tiden er det af de euro- væiste Stater fun to, Nusland og Tyrfiet, hvor det absolute Enevælde endnu ikke er afløst af en Konstitution. - Konstituerende Forsam ling, en af en Fyrste eller et Folf beffiffet For- samling, som har til Opgave at udarbeide en helt eller væsentlig ny Konstitution (Grundlov). faadan var f. Ex. den grundlovgivende Forsamling under den første franske Revolution samt Rigsfor- samlingen paa Eidsvold 1814. - - En Konstruere, sammensætte, bygge, gjøre udkast til (f. Er. en Maftine). - Konstruktion, Sammenføielse af Dele til et Helt; ogsaa den Maade, hvorpaa dette ffer. Maade, hvorpaa dette ffer. I Grammatiken betegner Konstruktion en Forbindelse af Sætninger til en logist ordnet Periode; i Geometrien en Størrelses Fremstilling af givne Linier og Vinkler; ster Konstruktionen kun ved hjelp af Passer og Lineal, faldes den geometriff, ellers mekanist. Konsul var Titelen for de to øverste ordent fige Magistratspersoner i den romerske Republik. I lang Tid var disse vigtige Poster forbeholdte Patricierne alene, og først 367 f. Kr. fit Plebeierne Ret til at besætte den ene Konsulspoft (lex Licinia), Kort efter bestemtes det, at endog begge Konsuler funde være Plebeier. For at komme i Betragt- ning ved konsulvalget maatte man være i Be- siddelse af alle borgerlige Rettigheder og efter senere Love være over 43 Aar gammel samt tid- ligere have beklædt andre Embeder, navnlig have været Prætor. Balget fandt Sted i Folkeforsam lingen (je Komitier), i den senere Tid sædvanlig i hvert Aars Juli Maaned. Fra Balgdagen og til fin Embedstiltrædelse førte de nyvalgte Titel af consules designati. Embedstiltrædelsen fandt i Begyndelsen Sted til ubestemt Tid, paa den anden puniste Krigs Tid 15de Marts og fra 153 f. Kr. 1ste Januar næstefter Valget. Ved denne høitide- lige Ceremoni drog Konsulerne med sine Venner til Kapitolium, bragte Guderne Ofre og aflagde sin Embedsed. Hvis en Konsul døde eller af- traadte, førend hans Embedsaar var udløbet, blev en ny valgt (consul suffectus ell. subrogatus). Konsulernes Embede var i Begyndelsen omtrent det samme som Kongens i Monarkiets Tid; af Indskrænkningerne heri kan især nævnes, at de indenfor Byens Grændser ved kriminelle Sager og senere ogsaa, naar det gjaldt større Bøder, maatte tilstaa den Anklagede eller Dømte Appel til Folket; endvidere, at den ene Konsuls Bud intet gjaldt, hvis den anden satte fit Forbud imod, at i vigtigere Sager altid Senatets og Folkets Bifald krævedes, at senere Tribunerne havde Net til at nedlægge fit Veto ogsaa mod Konsulernes
