Konrad bleven forbigaaet ved Valget, blev nu af den nye Konge opfordret til at afgive et af fine Hertug dømmer; da han negtede at adlyde, erklæredes han i Nigets Acht, og Sachsen blev af Kongen givet til Albrecht af Astanien, Baiern til Mark greb Leopold af Østerrige. Henrif blev nødt til at lade Baiern i Stiffen, men holdt sig i Sachsen til sin Død 1139; 1142 fif hans Søn Henrik Løve dette Hertugdømme. Baiern gif derimod ved Leopolds Død over til hans Broder; men Henrik den stoltes Broder Welf den sjette, som selv puffede at faa Baiern, optog Kampen mod Hohenstauferne og Markgreven af Østerrige, uden dog at have Held med sig, da han søgte at undsætte det be- leirede Weinsberg, som Konrad og hans Broder Fredrik indtog 1140. Samtidig udbrød Urolig heder i Italien og Kongens Hjelp paakaldtes, men han havde hverken Lyft eller Anledning til at blande fig i Sagerne. Derimod besluttede han ved Efter- retningen om Edessas Erobring og opfordret af Bernhard af Clairvaux at gjøre et korstog til Palæstina. Han lod sin mindreaarige Søn Henrik vælge til fin Efterfølger og gav ham Erkebiskop Henrit af Mainz til Formynder, forsonede sig med elf, som blev med paa Toget, og tiltraadte dette med 70,000 Mand. 1147 blev han slagen ved Ilonium og maatte 1148 vende tilbage med ufor- rettet Sag og efter at have mistet sin Hær. Welf, som tidligere var vendt hjem, havde fornyet Fiendtlighederne, men blev 1150 slagen ved Floch berg af den unge Konge Henrif. Henrif Love begyndte nu ogsaa at gjøre Krav paa Baiern, og Kongens Svoger, den polske Hertug Vladislav, fom med Bøn om Hjelp mod fine Brødre, som havde fordrevet ham. Under Rustningerne til et Tog til Italien døde Konrad 1152 og efterfulgtes af sin Brodersøn Hertug Fredrik af Schwaben (Fredrik den første, Barbarossa). Konrad den fjerde, Søn af Fredrik den anden, blev 1237 ifølge Faderens Ønske valgt til Konge og førte under hans Fravær i Italien Regjeringen i Tyst- land med Kraft og Klogskab. 1238 bragte han 1238 bragte han Faderen Hjelpetropper til Italien, holdt derpaa 1239 en Rigsdag i Eger, hvor de fleste, ogsaa geistlige Fyrster, erklærede sig for den nylig for anden Gang af Baven banlyste Keiser. 1241 ruftede Konrad fig for at flaa Mongolerne tilbage, da de truede Tyskland, men deres Tilbagetog gjorde haus Jndgriben unødvendig. Kort efter begyndte enfelte Fyrster at falde fra Keiseren, og Henrik Raspe (f. d.) valgtes 1246 til Konrads Wodkonge og understøttedes af Paven. Konrad tabte s. A. et Slag ved Frankfurt mod Henrif, som dog alle- rede døde 1247. J hans Sted valgtes Grev Vil- helm af Holland, som 1251 ved Oppenheim nødte Konrad til at træffe fig tilbage. Da imidlertid Keiser Fredrik 1250 var død i Italien, opgav Konrad at fortsætte Kampen i Tyffland og gif til Italien for i det mindste at redde fit Arverige, Apulien, som han ogsaa underkastede sig ved fin Broder Manfreds Hjelp. 1253 erobrede han Neapel, men døde allerede 1254, 26 Mar gammel. Konrad, Hertug af Schwaben, sædvanlig kaldt Konradin, Søn af Kong Konrad den fjerde, var ved Faderens Død fun 2 Aar gammel. Han blev opdragen ved sin Onkel Ludvig af Baierns Sof; da et falfft Rygte om hans Død naaede Manfred, gjorde denne sig til Konge af Sicilien, 153 Konservatorium men bestemte fig siden til at erklære Konradin for fin Efterfølger. Paven gav imidlertid Sicilien til Karl af Anjou, som efter Manfreds Død 1266 tog det i Besiddelse. Men Italienerne blev kjede af Franskmændenes Herredømme og indkaldte den retmæssige Tronarving Konradin, som 1267 gif over Alperne med 10,000 Mand. Paven fatte ham i Ban, men Tilhengere flottede sig om ham, flere Byer i Øvreitalien, sluttede sig til, og en Opstand paa Sicilien til Fordel for ham havde god Fremgang. Han seirede over Franskmændene ved Bonte-di-Valle; men i August 1268 blev han flagen ved Tagliacozzo, fangen og fort efter hen rettet i Neapel. Han delte sin Faders Kjærlighed til Poesien, og to af hans Digte er endnu opbe- varede. Med ham uddøde Hohenstauferne. Konrad af Marburg, berygtet tysk Kjætter- mefter, var Skriftefader hos Landgrevinde Elisa- beth af Thüringen og blev 1232 Inkvisitor. Han gjorde sig forhadt ved sin Grusomhed mod Ander- ledestroende og satte Kronen paa sin Frækhed ved at angribe Grev Henrik af Sayn, paa hvem han lod Haaret afrage. Paa Tilbageveien fra Retten i Mainz, hvor han var bleven dømt for denne fin Bedrift, blev han 1233 overfalden og ihjelſlaaet af nogle Adelsmænd. Konrad af Würzburg, tyst Digter i Middel- alderen, d. 1287, sluttede sig til Gotfried af Stras- burg og var en stor Mester i Sprogets Behand- ling. Fortrinligst er hans mindre Fortællinger paa Vers. Konrektor, Andenlærer ved en lærd Skole. Konseil (fr. conseil, udt. Rongfei), Raad; især en Fyrstes Statsraad. Konseilspræsident, Førsteminister, Ministerpræsident. Konsekration, Indvielse, især Brødets og Vinene i Nadverden, ved at Indstiftelsesordene messes og Korsets Tegn gjøres over Brødet og Vinen. Konsekvens, Følgerigtighed; den Egenskab ved f. Ex. et videnskabeligt System, at alle dets enfelte Sætninger afledes af samme Princip. Man taler om Konsekvens i ens handlemaade, naar hans handlinger og Optræden i det hele staar i for unftig Sammenhæng indbyrdes og med hans Grundsætninger. En saadan Handlemaade kaldes konsekvent. Konservativ, egentl. som bevarer, opretholder noget, faldes i Politiken den, som vil opretholde det bestaaende og derfor modsætter sig Forandringer. Konservatisme, de Konservatives politiste Retning. Konservator, Bestyrer eller Opsynsmand for en videnskabelig (især naturvidenskabelig) Samling. Konservatorium, egentl. Bevarelsesanstalt, bruges nu som Betegnelse for en høiere Lære- anstalt for Musif. Saadanne Musikstoler opfom først i Italien; i Neapel var der i sin Tid iffe mindre end 4 Konservatorier, af hvilfe Conserva- torio di Sta. Maria di Loreto, grundet 1537 af Presten Giovanni di Tappia, var det ældste og berømteste. Det havde i Gjennemsnit over 200 Elever. Nu findes i Neapel kun ét Konservatorium, Real Collegio di musica"; et stort Konservato- rium oprettedes 1809 i Mailand. Den mest be- rømte og ansete af alle deslige Austalter er for nærværende Konservatoriet i Paris, som nedstam-
mer fra den 1784 oprettede École royale de chant
